Her i corona-tiden har der måske været lidt ekstra tid til at læse, lytte og se. Jeg har ikke fået læst så mange almindelige bøger, som jeg plejer, men har fået høvlet nogle lydbøger og podcasts igennem, mens jeg har gjort rent, løbet en tur eller ligget med bagdelen i vejret i et bed i haven …
For mig er der en stor forskel på at lytte til podcasts og lydbøger. Podcast er ligesom lavet til lytteren, hvorimod lydbøger er en oplæsning af en tekst, der er lavet til læseren. Netop derfor skal jeg koncentrere mig lidt mere, når jeg lytter til lydbøger. I podcasts bliver tingene tit skåret ud i pap og der bruges forskellige lydeffekter og stemmer, hvor jeg ikke helt i lydbogen kan høre, at vi skifter mellem tid, sted eller person, hvis ikke det fortælles direkte.
Men når det er sagt, synes jeg, jeg er blevet ret erfaren til at lytte til lydbøger, og har da også lyttet til MANGE titler på det sidste. Dog er det alligevel for mig stadig kun et fattigt alternativ til den rigtige papirbog, som jeg elsker, men som jeg ikke altid får sat tid af til.
Jeg har også læst/lyttet til nogle dårlige bøger, som ikke er værd af nævne, de kommer ikke med her, da det ikke er en anmeldelse, men blot en liste over de titler, jeg kan anbefale dig at læse/lytte.
Her er noget til enhver smag, om du er til det socialrealistiske, en god gedigen krimi, et velskrevet romanportræt, en psykologisk thriller eller noget helt femte,
God læse- og lyttelyst:-)
15 anbefalinger til gode bøger
1. Løvinden
Af Tom Buk-Swienty – 2019 – 22t 50m
Løvinden er en biografisk fortælling, fortalt på en meget levende måde. Den giver et anderledes billede af en af de største forfattere, vi har haft herhjemme, Karen Blixen. Modsat hendes egne biografier, hvor hun undlader ting, hun mener, ikke bør nævnes, går denne lidt mere i dybden. Gennem breve, dagbøger og gamle kilder får vi en ny viden, som vi ikke før har hørt omtalt.
Tom Buk-Swienty kommer hele vejen omkring hvem denne mystiske Lioness i Afrika egentligt er. Og er heller ikke bange for at fortælle om hendes forhold til familien, kærlighedsforhold, livet på savannen, sygdom, problemer med økonomien og får på en helt jordnær måde beskrevet mennesket Karen Blixen, så vi som læsere, føler, vi kommer helt tæt på. En gennemført og autentisk bog.
2. Dødevaskeren og Skyggedanseren
Af Sara Omar – 2018 – 8t 3m og 2019 – 9t 47m
Måske nogle af de bedste – om end uhyggelige og barke – bøger, jeg længe har lyttet til. Dansk-kurdiske Sara Omar beskriver på den mest nervepirrende og klaustrofobiske måde livet i en muslimsk voldskultur, hvor kvinder ikke har noget at skulle have sagt. Det er ikke en biografi, men en roman, hvor hun tydeligvis har en bred viden om den kultur, hun så modigt dykker ned i.
I Dødevaskeren møder vi Fremsk, der grundet sit køn, er uønsket af sin far. For at beskytte hende, vokser hun op ved sin mormor og morfar, der vil gøre alt for hende. Vi følger hende op til 5-års alderen i Kurdistan og senere som voksen, hvor hun er indlagt på Skejby Sygehus i Aarhus, efter hustruvold.
I Skyggedanseren får vi historien om Fremsk i alle de mellemliggende år og er vidner til den undertrykkelse, kvinder i Kurdistan lever under i det mandsdominerede samfund. Vi hører om sammensværgelser, seksuelt misbrug, sladder, æresdrab og social kontrol. Og desværre er vi vidner til Fremsks ægteskab med en tysk-kurdisk mand, som viser sig at være ligeså frygtelig som alle de andre mænd hjemme i Kurdistan. Nogle vigtige bøger, der belyser kampen mod kvindeundertrykkelse i islam.
3. Hvor flodkrebsene synger
Af Delia Owens – 2019 – 10t 2m
Hovedpersonen Kya Clark, eller ’marskpigen’, som de lokale hånligt kalder hende, er efterladt af sin mor og søskende hos sin alkoholiserede og voldelige far. De bor i en lille hytte i den sumpede marsk ved North Carolinas kyst. Hendes opvækst i 1950’erne er barsk og efter hendes far en dag også forsvinder ud af hendes liv, er hun overladt til sig selv og kæmper en kamp for overlevelse i en verden, hvor én som hende udstødes med hån og mobning. Kya passer sig selv i naturen og blander sig ikke med andre mennesker. Indtil hun møder Tate, som hun forelsker dig i. Bogen tager en drejning, da den lokale populære dreng i byen findes død og Kya straks mistænkes for at være indblandet. På trods af al den modgang Kya oplever, er bogen også en kærlighedserklæring og som bogens omslag skriver ‘en hyldest til naturen’. Og på underlig vis er det en feel-good roman, selvom den er bund-uretfærdig og barsk.
4. Frank vender hjem
Af Kristian Bang Foss – 2019 – 8t 59m
Det der gør Frank vender Hjem helt speciel er i særdeleshed Kristian Bang Foss’ evne til at blande alvor og humor. Og det gør han på så overlegen vis, at jeg faktisk tager mig selv i at sidde og grine over noget så tragisk, sørgeligt og uretfærdigt, som at Franks far – Rock Tage, der er gademusikant – bliver tæsket ihjel på Strøget. Men måden Rock Tage beskrives på, er så skæg, at man næsten forstår hvorfor Frank er så skamfuld overfor ham. En anden ting, som Kristian Bang Foss mestrer, er at blande to familier fra to forskellige samfundslag (Frank og hans kæreste Theas familier) sammen og beskrive små hverdagshændelser så livagtigt, at jeg krummer tæer, som var jeg selv til stede. Vi møder familiemedlemmerne fra begge familier og får også kendskab til Carsten, Theas ekskæreste, som overtager Franks plads, mens han er væk på overlevelsestur. En socialrealistisk samtidsroman om triste sammenstød fortalt på en humoristisk billedlig måde.
5. Meter i sekundet
Af Stine Pilgaard – 2020 – 5t 19m
Meter i Sekundet handler overordnet om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland og skal lære at gebærde sig i den nye og meget fremmede landsdel. Når man flytter fra storbyen til en lille flække, er der mange ting, man skal lære – egentligt noget så jordnært, som at tale med andre mennesker uden at virke for interesseret eller give for meget af sig selv. Og hvorfor afslutter vestjyderne aldrig deres sætninger? Her kommer Anders Agger ind i billedet, som hovedpersonen – jeg-fortælleren – stalker, for at lære hvordan man taler med gud og hver mand. Mange steder er jeg i tvivl om hvor meget historien er baseret på virkeligheden eller om den er fiktion – måske halvt om halvt. Mens jeg-fortællerens kæreste skal undervise på byens højskole, bruger jeg-fortælleren tiden i den lille by på at lære at køre bil, være mor, tale med de lokale og har samtidig fået job som brevkasseredaktør. Bogen veksler mellem jeg-fortællerens oplevelser, breve til brevkassen og selskabssange. En hyggelig og sjov roman.
6. Normale mennesker
Af Sally Rooney – 2019 – 7t 6m
Vi følger den upopulære overklassepigen Marianne i en lille by i Irland, som opbygger et romantisk forhold til den populære dreng Connell fra samme skole. Hun kender ham mest, fra når han henter sin mor, der er rengøringsdame hjemme i Mariannes hus. Deres forhold er hemmeligt for alle omkring dem. De føler sig begge mere eller mindre alene og misforståede og finder trøst i hinanden. Connells mor er hjertelig, forstående og gør alt hvad hun kan, for at hjælpe sin søn på rette vej. Modsat er Mariannes mor kold og mystisk og interesserer sig overhovedet ikke for Marianne. Og der er ingen hjælp at hente i hendes storebror, som umiddelbart udstråler had og afsky overfor hende. Bogen er fortalt ganske stille og roligt og der er ikke nogle store forløsninger eller klimaks undervejs, blot en historie om helt normale mennesker, der føler sig mere normale sammen end hver for sig. Se også serien ‘Normale mennsker’ på dr.dk. Den kan du læse mere om her.
7. Den sidste enke
Af Karin Slaughter – 2019 – 18t 5m
Jeg tror, jeg har læst alt af Karin Slaughter og ser altid frem til en af hendes krimier. Og særligt denne, som var et gensyn med Will Trent og Sara Linton, havde jeg set frem til.
Den sidste enke er barsk. Med overordnede emner som nynazisme, terrorisme og pædofili skal man ikke være sart. Den er til tider klam, men som altid formår Karin Slaughter at fortælle historien, så det er til at holde ud. Som noget nyt har hun valgt, at fortællingen følges af forskellige personer gennem det samme tidsrum, så man som læser ser tingene fra forskellige vinkler og opfattelser. Bogen starter med at Sara Linton kidnappes af nogle terrorister og skal fungere læge i deres lille lukkede samfund, som forekommer mig meget sekt-agtigt. Samtidig forsøger Will at redde Sara ved at gå undercover. Karin Slaughter er som altid mesterlig til at skrue et plot sammen, og hvis du synes der er for mange krimier at vælge imellem, synes jeg, hun er værd at prioritere.
8. Pillerne får mor øjne til at nærme sig gulvet
Af Nicklas Buch – 2019 – 4t 9m
Hovedpersonen i Nicklas Buchs debutroman hedder også Nicklas og fortællingen er inspireret af forfatterens egen opvækst hos hans omsorgsfulde oldeforældre. Vi følger Nicklas igennem fortid gennem hans mors dagbog, nutid, hvor han igen som 17-årig bor sammen med sin mor, som er stofmisbruger og i fremtiden, hvor Nicklas forsøger at finde ud af, hvilken mand han gerne vil være.
Han er blevet svigtet gang på gang af sin mor, så han har det svært med at binde sig til hende. Dog er det tydeligt, at moren forsøger, dog lidt misforstået, på at være mor, men kommer aldrig rigtigt i mål med det og glemmer at tage ansvar for sine handlinger. Nicklas skal også lære at navigere i de to verdner der mødes mellem kammeraterne, hvor det er vigtigt at være med på beatet og opvæksten hos oldeforældrene, hvor opvæksten er baseret på gammeldags vaner og værdier. En godt fortalt bog, hvor sproget flyder og overrasker med humor midt i den rørende fortælling.
9. Vi er kortvarigt smukke her på jorden
Af. Ocean Vuong – 2020 – 6t 56m
Bogen er et brev fra en søn til sin mor, der ikke kan læse. Det er skrevet af bogens fortæller, Lille Hund, der er i slutningen af tyverne, da han fatter pennen og skriver om sit livs oplevelser og om den familiehistorie, der begyndte før han selv blev født. Det bliver en indgang til dele af morens liv, som Lille Hund aldrig har kendt til, og fører til en uforglemmelig indsigt for ham. Brevet tegner et portræt af Lille Hunds forhold til sin mor. Et forhold, der beskriver, hvordan han altid har passet på hende og været der for hendes bekymrede og urolige sind, men også en ubestridelige kærlighed mellem en enlig mor og hendes søn. Lille Hund er født i Vietnam og er ikke særlig gammel, da familien flygter til USA, hvor han opdrages af sin uuddannede mor, som hverken kan læse eller skrive.
Bogen handler om mennesker fanget mellem forskellige verdener og i den grad også om etnisitet og social klasse. En gribende og fin fortalt bog.
10. Mellem himmel og hav
Af Anna Fredriksson – 2019 – 9t 54m
I bogen møder vi tre generationer i samme familie – vi har mormor Vanja, mor Sally i midten og datteren Josefin, der er i tyverne.
De har ikke det bedste forhold med hinanden. Vanja forlod Sallys far, da hun var ganske lille. Sally er opvokset ved sin far og har ikke haft nogen kontakt med sin mor. Sally bor i Stockholm og er alene med sin datter Josefin, men møder en dag Frank, som hun bliver kærester med og da han beder Sally om at vælge mellem ham og Josefin, kommer Sally desværre til at vælge ham. Josefin flytter skuffet tilbage til Skåne, hvor familien kommer fra, og her tager hun kontakt til sin mormor Vanja, som hun får et rigtig godt forhold til. Forvirret? Alt vendes på hovedet, da Sallys onkel Åke, som er blevet Josefins gode ven, dør. Nu må de alle se problemerne i øjnene og få talt ud om hvad der gik galt. For der er meget usagt og mange hemmeligheder mellem dem.
Bogen er fortalt fra alle tre kvinders synspunkter, sådan at hvert kapitel har sin egen hovedperson. Det betyder, at vi som læsere, får deres tanker og opfattelser fra forskellige vinkler og synspunkter.
En rigtig fin bog med noget på hjerte, som er første bind af en familie-trilogi. Anden del ’Et mere enkelt liv’ udkom i marts 2020, men den har jeg til gode.
11. Pigen de sendte tilbage
Af Donatella Di Pietrantonio – 2019 – 4t 47m
Pigen de sendte tilbage er en barsk historie, der overordnet handler om, den 13-årige jeg-fortæller, som bliver taget fra den familie, hun troede var sine rigtige forældre, for at skulle hjem til sine biologiske forældre, som hun ikke kender. Hun forlader et liv i en velstående familie, hvor hun svømmer, går til ballet og er dygtig i skolen. Hun ankommer til en fattig familie med mor, far og fire børn, hvor der ikke er råd til skolegang og hvor farens lussinger hænger lidt for løst. Trods det urimelig og den barske fortælling, er bogen en smuk velfortalt skildring af en piges vej fra barn til voksen.
Savnet til dem, hun troede, var hendes forældre, vokser i takt med at hun udvikler et godt forhold til sin nye familie. Forvirringen og uforståeligheden overfor hvorfor hun pludselig skulle skifte familie, er også en stor ting, der følger hende. En meget rørende og sanselig fortælling, der er fortalt så fint, poetisk og realistisk, at jeg kun kan anbefale den på det varmeste.
12. Med lukkede øjne
Af Gianrico Carofiglio – 2016 – 5t 55m
Med lukkede øjne er vanvittig vigtig og handler om misbrug, magt og vold. Handlingen foregår i det sydlige Italien, hvor den unge Martina anklager sin tidligere kæreste, en højt profileret læge, hvis far oven i købet er en magtfuld dommer, for grov vold. Hun får den skarpe advokat Guido Guerriere til at føre sagen, som umiddelbart virker umulig at vinde. Med lukkede øjne er vedkommende og meget vigtig (særligt også fordi jeg lige har set serien Filthy Rich om Jeffrey Epstein, hvorfor den nærmest føles endnu vigtigere). En barsk fortælling, hvor det er svært for den lille stemme at få ørenlyd i kampen om retfærdighed i en mands- og mafiadomineret verden.
13. I dine øjne
Af Malene Ravn – 2018 – 12t 22m
I dine øjne har en fin, langsom og gribende fortæller-stil. Bogen er opdelt i 4 dele, hvor hver del fortælles af forskellige hovedpersoner. Først møder vi Agnete og Lai Fun, så Gudrun, derefter Erik og sidst Nete. Overordnet handler bogen om at være anderledes og udstødt af fællesskabet. Dette fortælles gennem generationer, hvor vi følger fattige mænds og kvinders livsvilkår. Den handler om mangel på kærlighed, om social ulighed, om omsorgssvigt og om vold og overgreb, skuffelse og mangel på empati. Hvis alle bare vidste, at det ikke handler om, hvordan man ser ud, men hvordan man er og opfører sig, ville verden være et bedre sted. En nuanceret slægtsroman med en vigtig pointe.
14. Nattergalen
Af Kristin Hannah – 2016 – 16t 3m
Nattergalen er et gribende portræt af to søstre og deres forhold til hinanden og deres far. Og så er det også historien om modstandsbevægelsen under Anden verdenskrig i Frankrig. De to søstre har mistet deres mor i en tidlig alder og den ældste Vianne agerer mor overfor Isabelle, eftersom deres far ikke er til at regne med.
Pigerne er utrolig forskellige. Isabelle er meget ekstrovert og går aktivt ind i modstandsbevægelsen. Vianne er mere tilbageholden og introvert og kunne ikke finde på at gøre noget impulsivt. Mens Isabelle sætter livet på spil for at redde soldater, må Vianne træffe nogle svære valg for at beskytte sig selv og datteren Sophie, som er efterladt af hendes mand Antoine, der er draget i krig. En bog om kærlighed, sammenhold, og om at være fælles om at kæmpe for frihed.
15. Crazy Rich Asian-trilogien
Af Kevin Kwan – 2019 – hhv. 13t 40m, 12t 52m og 13t 49m
Millionæren fra Singapore, Den kinesiske forlovelse & Rige menneskers problemer er vanvittig sjovt skildret. Jeg havde lige været i hhv. Singapore og Hong Kong, da jeg læste bøgerne, hvilket var ret sjovt, da jeg kunne genkende mange af de steder, der bliver beskrevet. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Bøgerne skulle efter sigende være løst baseret på forfatterens egen barndom i Singapore. Persongalleriet er meget billedligt beskrevet og jeg er vild med de typer, der er valgt til hovedpersonerne. Helt forventet, at de tre bøger er blevet filmatiseret (Crazy Rich Asians) med de meget stereotype karakterer. Vi er med hele vejen, når den asiatiske overklasse gør alt hvad der er i deres magt for at overgå hinanden med deres formuer. God underholdning.
Læs andre boganbefalinger her, her og her. Skal du på farten, kan du også tjekke mine favorit apps til ferien ud her. Og så kan du i det hele taget få en oversigt over alle getaways her.
Følg mig også meget gerne på Facebook. Husk at efterlade din e-mail hos mig, hvis du vil følge med, når der kommer nyt fra mig.