Getaway til Athen

Min første rejse til Athen. Og nærmest også Grækenland, selvom jeg en gang for 17 år siden var på Kreta, men det føles ikke helt som om jeg oplevede det ’rigtige’ Grækenland. Jeg mindes mest, jeg kæmpede den halve ferie, med at holde mig oppe på en luftmadras i hotellets pool…

Athen har den helt perfekte blanding af ældgammel kultur, chikke kaffebarer, hyggelige caféer, lækre græske salater i alle afskygninger og smuk arkitektur (som først er noget, jeg er begyndt at sætte pris på, på mine senere dage…)

athen getaway
Min favorit spise fra det græske køkken

Vi havde kun halvandet døgn i byen (da vi var på vej til vores hoveddestination på Peloponnes) og det er jo i virkeligheden alt alt for lidt. Og selvom vi kom lidt omkring, kan jeg stadig godt mærke, at der er meget af byen, jeg slet ikke har fået oplevet endnu.

Når tiden er så knap, lægger jeg personligt et stort stykke arbejde i at forberede mig, så jeg får oplevet det bedste. Og det vil jeg naturligvis dele med dig – men jeg vil ved samme lejlighed også anbefale, at være i byen i længere tid end halvandet døgn, da byen er ualmindelig charmerende.

Kvartererne i Athen:

Koukaki

Vi boede i dette kvarter, lige på grænsen til Makriyianni, i en skøn airbnb lejlighed med udsigt til Akropolis (og en kun 15 min. gang).

Koukaki, med sine ujævnt brolagte fortove, er et ældre boligkvarter, som er langt mindre turistet og meget mere stille end nabokvarteret, men har stadig mange hyggelige små autentiske tarvernaer samt små hyggelige specialbutikker som emmer af alt andet end turisme. Gaden vi boede på, var foret med appelsintræer på begge sider af vejen og efterlod os i en urban landsbystemning.

Alligevel er dette mere eller mindre beskedne boligkvarter begyndt at fange athenernes og besøgendes opmærksomhed. Kvarteret er blevet en super populær airbnb-destination, der er placeret blandt de fem mest interessante kvarterer i verden at bo. Crazy…

athen getaway
Kvarteret vi boede i, med appelsintræer overalt – meget eksotisk
athen getaway
Udsigten op til Akropolis fra vores lejlighed

Makriyianni

Det mondæne Makriyianni, som ligger 50 meter fra hvor vi boede, centrerer sig omkring Akropolismuseet. En ultramoderne glas- og stålbygning, der udstiller statuer og artefakter fra arkæologiudgravninger ved selve Akropolis. Gademusikanter spiller langs Dionysiou Areopagitou, som er en grøn, bilfri allé med nyklassiske huse og ambassader og et populært sted at hænge ud om aftenen. De omkringliggende gader har uafhængige gallerier, souvenirforretninger, bistroer og kagebutikker.

athen getaway
Restaurant i Makriyianni

Plaka

Plaka er nok det mest travle og hypede kvarter i Athen – særligt blandt turister – og det er ikke uden grund. Det er den ældste del af byen, som ligger malerisk i skyggen af Akropolis og de antikke templer, fyldt med smukke bygninger, tavernaer med landsbystemning, som alle har den der græske ø-havs-atmosfære. Gennem bydelen snegler brostensgaderne sig med små butikker, der sælger smykker, olier, souvenirs og lokal håndlavet keramik. I Plaka finder du også nogle af byens bedste museer og arkæologiske seværdigheder, som kom frem efter en brand i 1884, hvilket gav arkæologer mulighed for at udforske området. På den måde blev mange romerske ruiner mirakuløst opdaget. De fleste af dem ligger dog i det område, som i dag kaldes Monastiraki. Plaka er måske mest kendt for den hyggelige stejle gade med masser af trapper, hvor der gennem tiden er blomstret en masse små tavernaer op.

athen getaway
The stairs i Plaka
Athen getaway
Stemningsfulde Plaka

Monastiraki

Ud over de føromtalte arkæologiske fund af romerske ruiner som er en stor del af denne bydel (du kan blandt andet opleve resterne fra Hadrians bibliotek, det romerske Forum, det antikke Agorá), emmer Monastiraki af liv. Gennem bydelen løber den meget besøgte og turistede gade Adrianou (og løber videre ind i Plaka), som i øvrigt også er byens ældste. Gaden er trods sine mange souvenirbutikker og travle turistboost meget charmerende. Antik- og loppemarkedet i Monastiraki er et virvar af butikker, der sælger håndlavede sæber, sandaler, T-shirts og andre uundværlige ting, såsom tissemandsoplukkeren, som tydeligvis er et stort hit i Grækenland. (Vi behøvede ikke at købe en, for vi har heldigvis nogle gode venner, som havde været så betænksomme at købe en til os sidste år fra deres rejse til Grækenland). De omkringliggende gader er propfulde af traditionelle tavernaer og restauranter, mange med udsigt over Akropolis. Monastiraki Square er omgivet af restauranter og tagbarer, der er hjemsted for en ældgammel byzantinsk kirke med smuk udsigt op til Akropolis.

Monastiraki
Monastiraki Square

Psyri

Psyri er et hipt område fuld af street art og graffiti og holder gang i nattelivet. På gaden Karaiskaki ligger der et eventyrligt konditori ved navn Little Kook, som næsten er et must, hvis du besøger Athen og har lyst til muffins, is eller pandekager i pudsige omgivelser. De har kun en facebook-side men prøv lige at google det og vælg ‘billeder’. Konditoriet skifter udstilling alt efter årstid og højtider. Barer med DJ holder åbent til sent ligesom tavernaer, der serverer traditionelle specialiteter som souvlaki og græsk salat. Små butikker med kunsthåndværk er også at finde i området.

Syntagma
Konditoriet ‘Little Kook’

Syntagma

Dette område fik jeg ikke rigtigt oplevet, men det er efter sigende centrum for det moderne Athen, der bruges som et lokalt mødested for athenere  – det er også herfra der ofte gives udtryk for athenernes utilfredshed med regeringen gennem protester og politiske forsamlinger. Området har masser af hoteller og herfra kan mange turistattraktioner nås til fods.

athen getaway
Café i kvarteret Koukaki

Kolonaki

Ej heller et område jeg prioriterede at udforske på min korte tid i byen. Fornemt, eksklusivt og fyldt med designerbutikker ligger dette kvarter ved foden af ​​Lykavittos Hill.

athen getaway
Adrianou street i kvarteret Monastiraki

Akropolis er et must i Athen

Der er et hav af seværdigheder i byen, men med vores beskedne tid, nåede vi faktisk kun at besøge Akropolis en tidlig morgen ud over at gå gaderne tynde for at suge stemningen til os. Kom tidligt til Akropolis, i håbet om at nå ind inden alle turistbusserne kommer.

Athen getaway

Akropolis betyder ’Den høje by’ på græsk, hvilket giver god mening med den beliggenhed. Akropolis hæver sig stejlt fra Attika-sletten med stejle klipper på tre sider. Den er kun tilgængelig til fods og kun fra vestsiden.

Og så er det uden tvivl Athens største seværdighed. Det var her byens historie begyndte for mere end 3000 år siden.

Paladset Parthenon på toppen kan næsten ses fra alle steder i byen og herfra har du den mest guddommelige udsigt ud over Athen, der stråler som en kridhvid by.

Athen getaway

Akropolis har en vild historie som du kan læse meget mere om her.

Efter at have suget alt hvad vi kunne fra byen, lejede vi en bil og kørte til Peloponnes, hvor et fantastisk feriehus ventede os – det kan du læse meget mere om her på Getaway til Peloponnes.

Del gerne dine unikke oplevelser med mig nedenfor, hvis der er noget jeg bare MÅ opleve.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vi ses,

jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.