Det er svært at ikke at forelske sig i Ærø, så snart du kommer ind med færgen i den meget charmerende færgeby Søby, hvor vi sejlede til fra Faaborg (man kan også sejle til Ærøskøbing fra Svendborg). Tag dig endelig tid til at holde ind med det samme og nyd Morten Kock idyllen, som overmander dig, fra du sætter dine ben på den lille ø i det sydfynske øhav. Jeg var i hvert fald solgt, og kommer helt sikkert igen.
På Visit Ærøs hjemmeside skriver de det helt præcist:
“På Ærø står tiden stille… Faktisk så stille, at du kan høre dig selv. Det mest naturlige herovre er at tage sig tid. Tid til at hilse, tid til en snak på gaden, til at nyde naturen og hinanden. Tid til at trække vejret helt ned i maven og lade skuldrene sænke sig.”
I Søby er der rig mulighed for at bruge flere timer uanset alder. Her er den skønneste lystbådehavn, en vidunderlig strand med badebro, gyngestativer, grillområde, en lade med et ubevogtet tillids-loppemarked, en stor græsplæne, hvor børnene (og barnlige sjæle) hopper rundt på stylter, og så fanges der krabber, som bliver hovedpersoner i krabbevæddeløbet, hvor en flok børn står begejstret og hepper på deres egen krabbe. Kort sagt, dansk sommer.
Vi kører videre gennem den helt igennem rolige danske natur, som virker som balsam for sjælen. Vores mål er Ærøskøbing Camping, hvor vi skal bo i en lille hytte, hvor der lige nøjagtig er plads til fire, med to køjesenge og et bord i midten.
Vi går ned til stranden, hvor vi passerer heste på markerne og føler et kort øjeblik, at tiden står stille. Her på stranden ligger der mange fine små forskelligfarvede badehuse, som perler på snor. Den ellers meget smalle strand er fyldt med badeglade gæster og i baggrunden på den lille vej, kører åbne sportsvogne forbi i bedste 50´er stil, for at se (eller blive set) det fantastiske sted.
Campinglivet tiltaler os, men vi er langt fra ægte campister – vi bor som sagt i en hytte og tager også ind til Ærøskøbing, for at finde et sted at spise i de meget charmerende brostensbelagte gader med bindingsværkshuse på begge sider. For ikke at nævne stokroserne der slås for at få en plads op ad husene. Der er mange anbefalelsesværdige spisesteder, så jeg, da jeg googlede, men vi endte med at købe ind i Netto og spise ved et bord-bænke sæt på havnen. Så lidt campist er man vel alligevel.
En af dagene spiser vi morgenmad på den meget hyggelige og charmerende Fruens Vilje Chokolaterie cafe’ og B&B Hotel hvor betjeningen er helt i top og meget personlig. Vi spiser en stor is fra Café Aroma og slentrer rundt i varmen, inden vi drøner en tur til skipperbyen Marstal, for at gå en tur på havnen.
Fakta
Færgen kostede os kr. 1.160,- for en bil med 2 børn og 2 voksne for en returbillet. Tjek ledighed og priser her.
Ærø er en af Danmarks mindste ø-kommuner.
Der er havudsigt i stort set alle retninger, når man kommer op på toppen af bakkerne på Ærø.
Der bor ca. 6.200 mennesker på Ærø
På Ærø blev der i 2018 afholdt lidt over 5000 vielser af udenlandske par.
Få en oversigt over mine getaways her. Og følg mig også meget gerne på Facebook. Husk at efterlade din e-mail hos mig, hvis du vil følge med, når der kommer nyt fra mig.
Hvor lyder det bare skønt. Glæder mig endnu mere til vores tur dertil til sommer. Tak for gode tips som vi klart vil prøve.