Nairobi, kontrasternes by, hvor vilde savanner møder skyhøje bygninger, er som en dans mellem det naturlige og det moderne – en by, der pulserer af liv! Her får du et glimt af min fantastiske rejse til den meget mangfoldige og enestående by.
Fra det øjeblik, vi trådte ud af flyet og ind i en lufthavn under midlertidig ombygning, vidste vi, at vores eventyr var begyndt. Skiltene skrevet med ivrig håndskrift og køerne gennem immigration, der syntes at tage en evighed, medarbejderne bag disken stemplede og stemplede, men køen rykkede sig ikke en centimeter. Vi mærkede hurtigt den afslappede afrikanske vibe. Senere fandt vi ud af, at lufthavnen var langt mere sofistikeret, end vi først troede – en opdagelse, der kom en uge senere ved afrejse.
Trods vores sene ankomsttid kl. 3.00 om natten, startede vores rejse i det øjeblik vi kom ud af ankomsthallen til vores chauffør, Washington, fra Ololo Safari Lodge, som hentede os i lufthavnen. Jeg havde booket opholdet gennem HomeExchange, og det viste sig at være en af mine bedste beslutninger. Washington guidede os gennem Nairobi National Park i kulmørke. Det eneste vi kunne se var lyskeglen fra vores Land Cruiser og det var i den grad også et spektakulært syn af sovende løver, flodheste der krydsede vejen og næsehorn i flok, som gjorde vores første møde med dyrene uforglemmeligt.
Mange turister, der besøger Nairobi, stopper kun kort i byen som en del af en længere tur gennem Kenya (og måske Tanzania), og tilbringer kun alt fra et par timer til et par dage i den kenyanske hovedstad. Men uanset hvor længe du beslutter dig for at blive, kan jeg garantere dig, at du bliver fascineret af dette utrolige sted.
Ololo Lodge var vores tilflugtssted – en femstjernet oase, hvor service og atmosfære gik op i en højere enhed. Stable Cottage, vores luksuriøse bolig, var et paradis med plads til seks, to badeværelser, eget køkken og stor terrasse med udsigt ud over nationalparken. Morgenmaden med udsigt til zebraer og giraffer var en daglig bonus. Knap på eksotisk var det, da en kæmpe bavian sprang op på vores bord for at stjæle maden. Noget der åbenbart sker af og til og en medarbejder fik også lynhurtigt sendt bavianen på flugt med sin slangebøsse.
Ololo Farm, en del af lodgen, forsyner dagligt deres in-house restaurant, ‘The Kitchen at Ololo’, med friske råvarer. Mælken kommer fra en stor doven ko, som ligger i græsset op af et træ omme bag logden og stedet laver også deres egen yoghurt og is. Det meste af det, der serveres, kommer direkte fra deres blomstrende køkkenhave, svampehus og stadigt voksende gårdhave. De producerer friske æg og opdrætter kyllinger og ænder. Ololo Farm sælger flere af deres produkter kommercielt til Nairobi-markedet. Meget imponerende og bæredygtigt.
Poolen er forfriskende, massage kan bestilles ved vores daglige tjener, og stemningen er en skøn blanding af luksus og boheme-bush-stil. Du behøver ikke at bo på stedet for at spise i restauranten. Det lignede, at de mere velhavende lokale, kom for at fejre fødselsdage og nogle havde blot taget sine fineste kjoler på og bestilte cava og tog masser af selfies.
Selvom vi blev forkælet var det naturligvis også fedt at komme udenfor lodgen og opleve lidt af det rigtige Nairobi, og her kommer mine bedste anbefalinger.
Udenfor lodgen er dette mine 7 bedste oplevelser i Nairobi
1. Game Drives i Nairobi National Park
Når du krydser hængebroen fra lodgen, træder du direkte ind i Nairobi National Park. Den eneste adskillelse er floden Mbagathi River, så broen er din billet til vilde oplevelser, hvor Ololos safaribiler holder klar til at give dig en oplevelse i verdensklasse.
Parken, hvor zebraer, flodheste, gazeller, vortesvin, giraffer, bøfler er i overflod, er 117 km2 stor, lidt større end Samsø. Løverne opdager du også på din vej, hvis du har en vågen chauffør. Og hvis du er heldig, kan du støde på sorte næsehorn, leoparder og geparder – selvom de har det med at gemme sig for turisterne.
Parken siges at have 100 pattedyrsarter og 400 fuglearter. Parken er hjemsted for 4 af “The Big 5”. Der er ikke fritgående elefanter i parken, men dem kan du selv opsøge i elefantbørnehjemmet i parkens sydvestlige hjørne.
En typisk morgen-safari starter kl. 6.00, når dyrene vågner op til en ny dag. I tre til fire intense timer kører du rundt i den enorme park, mens guiderne kommunikerer med hinanden over walkie-talkies, for at giver gæsterne den bedst mulige tur med flest spektakulære oplevelser. Især når det drejer sig om løver, leoparder og geparder, skratter walkierne derudaf.
Eftermiddagskørslerne begynder kl. 16.00, så du kan nyde solnedgangen og se skumringsdyrene blive aktive. Umiddelbart tænker man, at en morgentur og en eftermiddagstur er nok, men man kan faktisk godt blive lidt safari-afhængig, når nu man er der! Hver tur er unik, og du opdager noget nyt hver gang. Og bonus: Vores guide Washington var med på alle vores ture, så han vidste præcis, hvilke dyr vi havde krydset af på vores liste og hvad vi manglede.
2. Besøg en lokal skole: Masser af håb i ‘Trees for Life’
Da vi trådte ind i hjertet af Ololo Safari Lodge, blev vi mødt af mere end bare gæstfrihed. Lodgens ejer, den utroligt venlige og hjælpsomme Craig, åbnede ikke kun døren til et luksuriøst ophold, men også til en verden af meningsfulde initiativer, der styrker det lokale samfund.
Vores rejse tog en ekstra meningsfuld drejning, da Craig inviterede os til Oloosirkon School. Dette besøg var ikke kun et kig ind i lokale institutioner, men en invitation til at deltage i ‘Trees for Life’-projektet. Vi stod skulder ved skulder med skolelederen, den ansvarlige for projektet og et par af børnene på skolen og plantede træer, som skal symbolisere håb og fornyelse.
‘Trees for Life’ er ét af de programmer, som Ololo Foundation er engageret i, for at støtte lokalsamfundet. Disse øjeblikke blev uforglemmelige og dybt autentiske, da vi ikke blot var tilskuere, men aktive deltagere i en bevægelse for positiv forandring. Og det er et varigt aftryk som vi har taget med hjem.
3. Kibera: Et hjertevarmt besøg i Afrikas største slum
Midt i hjertet af Nairobi ligger Afrikas største slumområde, Kibera – et sted, der på størrelse med Central Park i New York, gemmer på historier og styrke, som ofte overses. Mit store håb var at besøge området og se virkeligheden og hverdagen i slumkvarteret, selvom vi var bevidste om den balance der er af ren nysgerrighed og dyb respekt. Vi rådførte os med Craig, som ikke var bleg for at vise sin modvilje mod at bringe turister til slumområdet uden formål, og det beundrede vi.
I vores bestræbelser på at skabe mening ud af vores besøg, var der en gnist af håb. En af Craigs sønner, driver Nice Coffee Co. og støtter St. John’s Primary School, som ligger inde i Kibera. Craig arrangerede et møde med skolens rektor, og inviterede os med. Vi fik derved en dybere indsigt i projektet, og fik lov til at køre med ham ind gennem slumområdet til skolen. Vi mødte et klasseværelse fyldt med smilende børn, og selvom omgivelserne var præget af markante udfordringer, blev vi mødt med en styrke og livsglæde, der trodsede enhver forudindtagethed.
Besøget i Kibera blev ikke blot en rejse gennem skyggerne, men også en lektion i håb og menneskelig styrke. Det var ikke turisme, det var en oplevelse af virkelighedens kompleksitet, og vi forlod stedet med en dybere forståelse og respekt for dem, der hver dag møder livets udfordringer i Kiberas komplekse labyrint.
4. Sheldrick Wildlife Trust: Se babyelefanter drikke af sutteflaske
Tag en formiddag ud af rejseplanen og kør til Sheldrick Wildlife Trust, der ligger lige ved kanten af Nairobi National Park. Dette sted er det mest succesfulde rednings- og rehabiliteringsprogram for forældreløse elefanter og næsehorn i verden.
Forestil dig at være vidne til elefantunger, der bliver fodret af dedikerede hjælpere og udvikler bånd, der er lige så hjertevarme som de massive fodspor, de efterlader. Se dem lege, løbe og plaske rundt i mudrede bassiner som små børnehavebørn, før de guffer en sutteflaske eller to modermælkserstatning til frokost.
Hver eneste elefantunge her har ikke bare et navn; de har en historie, en rejse, og de repræsenterer hele Kenyas dyreliv. Du kan endda tage engagementet et skridt videre ved at adoptere en af disse majestætiske væsener, så du kan følge deres eventyr, selv når du er hjemme igen.
For at sikre dig en, er det en god idé at bestille tid på forhånd. Da de kun åbner dørene for publikum i en time om dagen – fra kl. 11.00-12.00 – er det en eksklusiv chance for at opleve elefanternes leg og kærlighed. Så forbered dig på at blive overvældet af elefantens ynde og hjertevarme.
5. Karen Blixen-museet: En rejse gennem forfatterens afrikanske sjæl
I den idylliske forstad ‘Karen’ i Nairobi ligger Karen Blixen-museet, et sted, der udspringer af den ro og skønhed, som omgiver det. Hvis du har set filmen ‘Mit Afrika’, vil du øjeblikkeligt genkende huset som den maleriske kulisse for Karen Blixens utrolige historie.
Museet åbner døren til forfatterens verden, og en guidet tur lader dig vandre fra rum til rum, hvilket føles som en rejse gennem tiden. Vores guide var tydeligvis fascineret af vores danske herkomst og forventede, at vi var eksperter i Blixens liv. Selvom jeg havde læst et par bøger (eller tre), kunne han nu fortælle mig meget, som jeg ikke vidste.
Omgivelserne omkring museet er en fryd for øjet – frodige, grønne områder og stier, der fører dig til kaffeplantagen, hvor en stor, gammel kaffekværn står som et monument over fortiden. Ikke den originale, men bygget til filmen, da et filmhold ankom og satte Karen Blixens historie i bevægelse.
I 1917 købte Karen Blixen og hendes mand Bror huset, der fungerede som gårdhuset på deres 6.000 hektar store ejendom, hvoraf 600 hektar blev dyrket til kaffe. Efter otte års ægteskab rejste baronen videre, og Karen stod tilbage med driften af gården. I 1931 forlod hun Kenya og vendte tilbage til Rungstedlund, men hendes sjæl og historie lever videre i hvert et hjørne af dette fortryllende museum.
Tæt på museet finder du en the-salon og en restaurant, der naturligt er opkaldt efter Karen selv og hendes store kærlighed, Denys Finch Hatton.
6. Giraffe Centre: Selfie med en Rothschild giraf
I Nairobi, hvor dyrelivsbeskyttelse er en hellig mission, er det næsten obligatorisk (selvom det kan være lidt irriterende at høre folk sige det igen og igen!) at besøge de yndefulde Rothschild-giraffer i deres trygge tilflugtssted lige uden for byen.
Centret blev skabt som en redningsmission for denne truede underart, der kun vandrer rundt i græsarealerne i Østafrika. Her fødes og opfostres girafkalve, før de sendes ud i et reservat for at fortsætte deres eventyr.
Girafferne her er mere nysgerrige end den gennemsnitlige turist. Og her kommer det sjove ind: Du får tildelt snacks til at fodre dem, hvilket resulterer i et surrealistisk øjeblik, hvor du kan få dem til at slikke snacks direkte fra din hånd. Advarsel: Selfies med giraffer kræver en vis mængde snack i din hånd, og det er ikke altid en let opgave. Hvis du løber tør, kan du risikere, at girafferne lige giver dig en skalle for at få flere snacks, som tak for at være med på din selfie.
7. Kitengela Glass Studio
Vi besluttede os for at forlade den slagne sti og begive os ud på en mystisk bagvej fra vores Lodge til Kitengela Glass Studio. En 25-minutters tur gennem knap så frodige marker og hemmelige stier, alt sammen ledet af en lokalkendt guide fra Ololo, da skilte og regulære veje ikke er det der er mest af.
Men det var den snørklede tur værd! Dette er ikke bare et glasværksted; det er et glasparadis! Hvis man er til den slags. En gigantisk murstenskuppel er arbejdspladsen for flere medarbejder som forvandler genbrugsglas til en magisk symfoni af almindelig drikkeglas og skåle og fantastiske glaskunstværker.
Overalt var der glasskulpturer, der strålede som farverige stjerner på himlen. En enorm butik fristede med smukke glasvarer og for at toppe det hele var der en café, hvor man kan nyde omgivelser og lade indtrykkene synke ind. Kitengela Glass Studio er et besøg værd.
Nairobi: En by for alle årstider
Nairobi byder dig velkommen året rundt, hvor hver sæson bærer sin egen unikke charme. Så uanset hvornår du beslutter dig for at udforske denne perle af en by, er det altid det rette tidspunkt! Der er to regnsæsoner, fra marts-maj og igen fra oktober-december.
Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.
Vi ses,