Her i corona-tiden har der også været lidt ekstra tid, til at se tv eller en god serie. Så ud over Fællessang, kan jeg anbefale lidt til enhver smag. Det er ikke en stor forkromet anmeldelse af de forskellige serier, men blot en kort kommentar, hvorfor jeg synes, netop denne serie er anbefalelsesværdig.
Jeg har gennem tiden fulgt med i rigtig mange lange serier – dem med mange sæsoner – hvor jeg tænker, at nu kan der ikke brygges mere på dén historie og alligevel slutter sidste episode i en sæson med den vildeste cliffhanger, så man ved, at der er en ny sæson på vej. Og nogle gange er det i 7-8. sæson på et temmelig spinkelt grundlag, at serien fortsætter.
Måske derfor er jeg blevet ret glad for mini-serier. I hvert fald for en periode – til en afveksling til dem, der fortsætter i det uendelige.
Her er mine anbefalinger i ikke-kronologisk rækkefølge.
1. Unbelieveable
Netflix – 8 episoder, amerikansk
…fordi den spilles ufattelig godt af de to kvindelige hovedpersoner (Merritt Wever og Toni Collette). Og så er jeg vild med serier, der er baseret på rigtige hændelser. Man følger teenageren Marie, der bliver tiltalt for at lyve om at være blevet voldtaget og er med i opklaringen, når de to kvindelige detektiver følger vejen til sandheden.
___
2. Unorthodox
Netflix – 4 episoder, tysk-amerikansk
…fordi den lukker os ind i det ultra-ortodokse jødiske miljø i New Yorks bydel Williamsburg. Vi følger den unge pige, Shira Hass – mesterligt spillet af Esther Shapiro – der flygter fra sit arrangerede ægteskab i det ekstreme religiøse samfund, for at starte et liv i frihed i udlandet.
___
3. The Morning Show
Apple TV+ – 10 episoder, amerikansk
…fordi det handler om noget så vigtigt og omdiskuteret som me-too. Og mens vi følger kampen imod seksuel chikane, får vi et indvendigt kig på livet for de mennesker, der hjælper Amerika med at vågne op om morgenen, mens de skal bringe dagens vigtigste nyheder.
___
4. Dark
Netflix – 2 sæsoner – 18 episoder, tysk
…fordi den minder om Stranger Things, men er mere mind blowing på den fede måde. Vi følger en familie i en lille tysk by, der mister deres søn. Mens alt virker overnaturligt og usandsynligt, springer tid og sted omkring i et væk, så det er med at holde tungen lige i munden.
___
5. When they see us
Netflix – 4 episoder + et afsnit i Oprah, amerikansk
…fordi den er utrolig vigtig. Den er baseret på en sand historie og handler om fem sorte teenagere fra Harlem, der bliver fanget i et mareridt, da de falsk beskyldes for et brutalt overgreb i Central Park, hvilket får fatale konsekvenser for drengenes liv fremover.
___
6. Kalifat
Netflix – 8 episoder, svensk
…fordi vi kommer ret tæt på ekstremistiske religiøse grupper i Raqqa, hvor Islamisk Stat planlægger en terrorhandling i Sverige. Vi følger Agent Fatima i Sverige, som forsøger at opklare terrorhandlingen ud fra tips, hun modtager af Pervin, der er fanget i Syrien. Og alt imens Pervin vil hjem til Sverige igen, fascineres teenageren Sulle af en ny vej, der er langt fra det Sverige, hun hader.
___
7. Exit
dr.dk – 8 episoder, norsk
…fordi den er så sindssyg – en helt igennem trist og mørk serie baseret på ægte historier fra Norges økonomiske elite, hvor rigdom og etik absolut ikke går hånd i hånd.
___
8. The Pier
HBO – 2 sæsoner – 16 episoder, spansk
…fordi den er spansk og det lyder skønt, når de taler. Og så også fordi den er smukt og stemningsfuldt filmet. Skønt personregister. I første afsnit findes Oscars krop på en mole i Albufera udenfor Valencia, hvorefter det er politibetjenten Conrados opgave, at informere både hustruen Alejandra og elskerinden Veronica om det formodede selvmord.
___
9. Papirhuset
Netflix – 4 sæsoner – 31 episoder, spansk
…igen fordi den er spansk. Men også fordi den på en typisk spansk måde byder på masser af drama på kryds og tværs af karaktererne. Alle vikles ind i hinanden til trods af at tempoet er stille og der er sød musik i baggrunden. Overordnet handler serien om en nøje udvalgt kriminel gruppe, der skal udføre det mest perfekte røveri i Spaniens Nationalbank i Madrid.
___
10. Normale mennesker
dr.dk – 12 episoder, irsk
…fordi det er en superfin fortalt historie, der formår at være lige så god som bogen. Vi følger den upopulære overklassepigen Marianne i en lille by i Irland, som opbygger et romantisk forhold til den populære dreng Connell fra samme skole. Hun kender ham mest fra når han henter sin mor, der er rengøringsdame hjemme i Mariannes hus.
___
11. Chernobyl
HBO – 5 episoder, amerikansk
…fordi alle der er født i 70´erne, som jeg, husker eksplosionen i Tjernobyl i 1986 og at det var noget man talte om, som den værste menneskeskabte katastrofe nogensinde. Serien viser en lang række detaljer og baggrundsviden, som ikke tidligere var kendt og har desuden et godt persongalleri til at fortælle den vigtige historie.
___
12. Tiger King
Netflix – 8 episoder, amerikansk
…fordi den bare er for crazy og jeg overdriver måske ikke, når jeg siger, det er white trash, når det er vildest. Den ene karakter er værre end den anden. Hovedpersonen er den farverige tiger-elsker Joe Exotic, som bruger stort set hele sit liv på at kæmpe mod Carole Baskin. Jeg bliver fascineret af serien, selvom den handler om social nød, dyremishandling, grådighed, vold og egentligt er mest trist.
___
Og er lige i skrivende stund i gang med at se The Last Dance om Michael Jordans basketball karriere. Den er der jo utrolig delte meninger om den serie, da Jordans eget produktionsselskab er med til at producere det…
Del meget gerne dele din yndlingsserie med mig. Læs også om mine andre serie anbefalinger her. Og få en oversigt over mine getaways her.
Følg mig også meget gerne på Facebook. Husk at efterlade din e-mail hos mig, hvis du vil følge med, når der kommer nyt fra mig.