Velkommen til Budapest – en by med kæmpe udbud af god kaffe, store øl på ruinbarer, billig gourmet-mad, vin til en tier og god mulighed for shopping.
Morgenmad, brunch og kaffe
Lidt uden for centrum ligger den lille hyggelige kaffe-joint The Goat Herder, hvor vi spiste en lille morgenmad. Rigtig god kaffe, fantastiske croissanter og frisk frugtsalat. Stedet virker til at være velbesøgt blandt de lokale, som enten snupper en hurtig kaffe på vej på arbejdet eller som sidder med laptops og arbejder på stedet. Og så bliver der sikkert også langet mange kaffer over disken til de medicinstuderende på universitet på den anden side af gaden.
Virkelig hyggelig og intim kaffebar, der ligger på Madách-pladsen i Pest. Herfra har du den smukkeste udsigt gennem en bue til Gellért Hill i Buda med Citadellet og frihedsmonumentet på toppen. My Little Melbourne er efter sigende opkaldt efter en mindeværdig tur til Melbourne og fokuserer hovedsagligt på klassisk espresso. Deres motto er ‘Livet er for kort til dårlig kaffe’. Vores kaffe kunne godt have været lidt varmere, men lad nu det ligge, placeringen og stemningen kompenserede i høj grad.
Skøn lille kaffebar, som vi tilfældigt gik forbi og faldt pladask for. Den minimalistiske indretning, lækre croissanter, fantastiske kaffe og stemningen i det hele taget, emmer af høj kvalitet. Det virker meget lokalt og helt sikkert et sted, vi var gået tilbage til, hvis vi havde haft flere dage.
Virkelig god morgenmad/brunch (hele dagen) og rigtig god flat white. Det er tydeligt, at den står i mange guidebøger, for her var helt klart et overtal af turister, der kom for den dejlige mad i en lækker indrettet café i lidt boheme-stil. Serveringen er effektiv og glad.
Bestil oplevelser til Budapest her.
God mad i alle prisklasser
Café Kör er en af byens mest populære restauranter med lokale retter serveret hele dagen. Stemningen er hyggelig, traditionel og meget rolig. Her går man ikke meget op i at følge med tiden – tværtimod er det som at hoppe direkte ned i en tidslomme – på den hyggelige måde. Stedet tiltrækker både turister og lokale, som helt klart kommer for den hyggelige stemning, men bestemt også for den gode autentiske mad.
Virkelig hyggelig lille gyde med ca. 20 streetfood stande og naturligvis også øl/drinks stande. Kulørte lamper for oven og godt besøgt uden at der er for proppet. Ligger lige ved siden af Szimpla Kert, så det er oplagt lige at nappe en bid mad her, inden (og muligvis også efter) du skal ind i den famøse ruinbar.
Borkonyha har en Michelin-stjerne og vil med garanti ikke være den billigste madoplevelse i byen, men til gengæld er det lidt overraskende, hvor meget gourmetmad du får for pengene. Restauranten er også velbesøgt blandt danskere, som nyder standarden til færre penge end derhjemme. Betjeningen er rigtig god og fyldestgørende. Det er en fordel at booke bord hjemmefra. Apropos Michelin restauranter, der er 4 Michelin-stjerne-restauranter i Budapest (3 med 1 stjerne og en enkelt med 2 stjerner) til overkommelige priser. Særligt til frokost. Læs mere om dem her.
Læs også om mine anbefalinger til Berlin her
Stærke drinks, store øl og billig vin
Efter en lang dag på gåben rundt i byen er det helt oplagt at sætte sig ved bredden og nyde et glas god ungarnsk vin (til en tier, vigtig detajle) med udsigt over Donau. Der er mange om budet og jeg kan helt sikkert anbefale Raqpart Bar, som ligger lige ved kædebroen med udsigt lige over til smukke Buda Slot, som ikke bliver mindre smukt om aftenen, hvor det bliver lyst op.
Mange af ruinbarerne er til den snuskede side – den ældste, Szimpla Kert, som en flok ungarske kunstnere åbnede i 2001, ligner egentligt også noget, der godt kunne trænge til en fugtig klud. Indretningen er mere opfindsom end smuk, men selvsamme look er også netop dét, der gør den cool og yderst besøgt. Szimpla Kert ligger i en af byens travleste festgader, Kazinczy utca og folk står i kø ude på gaden for at komme ind.
En anden meget populær ruinbar er Mazel Tov, der med sin stilbevidste indretning og meterlange lyskæder ligner en oase fra 1001 nats eventyr. Baren har længe været en af de foretrukne favoritter i den ungarske hovedstad, når det kommer til ruinbarer. Mazel Tov er moderne, simpelt og pyntet som en charmerende gårdhave , der ud over gode drinks, også er meget kendt for sit lækre menukort.
Slut aftenen af på den hyggelige High Note Skybar, hvor der er en ualmindelig smuk udsigt ud over Budapest. Vi havde ikke reserveret bord og fik først at vide, at der var optaget, men alligevel lykkedes det servitricen af proppe os ind til en lille drink, som i øvrigt også var virkelig god.
Shopping
Der er rig mulighed for at shoppe i Budapest, om det er traditionelle souvenirs, high-end mærker, genbrug eller sneakers designet af lokale kunstnere under mærket Dorko. De gængse mærker som H&M og Zara er en smule billigere end i Danmark. I det hele taget er det hele bare billigere end i Danmark. I weekenden findes der flere markedet i Budapest, både kunst-, loppe-og madmarkedet, læs mere om dem her.
Andrássy út
Hvis det er high-end-shopping, du er på udkig efter, er det helt klart den smukke 3 km lange boulevard Andrássy út, du skal gå efter. Her ligger de mest eksklusive brands, såsom Gucci, Louis Vuitton, Jimmy Choo, Roberto Cavalli, Burberry, og mange flere. Gaden går fra City Park ned til Elisabettorvet i centrum.
Váci utca
Váci utca er Budapests svar på Strøget. Det er ikke et stort område, men her er blandt andet H&M, Zara, en del lingeri- og sneakers butikker samt mange små souvenirbutikker. Og mellem alle butikkerne, er der rig mulighed for at tage en slapper i shoppingen på en af de mange caféer.
Hvis du ikke er til Strøget eller mainstream butikker, vil du måske elske vintagebutikken Retrock, hvor du kan shoppe lækkert genbrugstøj, sko, tasker, og boheme nips i lange baner. Butikken er i to etager og er meget farverig. Her er tøj til både mænd og kvinder.
Et af Budapests førende mærker er Nanushka. Her i flagship-butikken i hovedstaden, finder du masser af smukt tøj samt få accessories i den meget stilsikre indrettede forretning, som også har en hyggelig lille café ved indgangen, som serverer særdeles gode flat whites.
MONO er lokale designeres produkter, hvor du kan finde alt fra flot keramik til tøj, smykker, notesbøger, tasker og hudprodukter.
Læs meget med om Budapest her. Og tjek den hippe lokale guide We Love Budapest ud, hvis du er på vej til byen. Her finder du alle trendy oplysninger/opdateringer om byen.
Læs også min miniguide til Paris her
Følg også med på Instagram og Facebook, hvor der ligger billeder og links fra alle mulige andre rejser 🙂
Vi ses,
Pingback: Togtur til Budapest - Find billige billetter her på Interrailguide.dk