…med Elena Bjerre Nielsen
5 spørgsmål til gæsteblogger Elena
Bedste byer du har besøgt?
Paris. I mange år havde jeg fornøjelsen af at skulle til Paris med arbejde og fik altid klemt et par ekstra dage ind til at shoppe, gå på udstillinger og på museer. Læs mere om Paris her.
Barcelona, som jeg besøgte første gang i 1987 på interrail sammen med mine brødre, og som jeg bliver ved med at vende tilbage til pga. maden, kunsten og arkitekturen.
Top 3 lande du har rejst i?
Canada, Italien og Australien.
Hvor ville du ønske at komme tilbage til?
Antarktis, fordi det er et af de mest fascinerende og magiske steder, jeg har oplevet. Argentina for at danse tango, se vandfald og gletschere.
Hvor spiser du bedst?
Italien – eeeeelsker italiensk mad. Læs meget mere om Italien her.
Top 3 lande på din bucket list?
Cambodia – fordi jeg gerne vil cykle rundt i landet og se templerne i Angkor Wat.
Hawaii – pga. den vilde natur, vulkaner og så kan jeg lære at surfe. Jeg har været fascineret af den 50. stat, siden jeg læste ”Hawaii” af James A. Michener.
Mali – fordi jeg tit taler om at tage til Timbuktu. Jeg afventer fortsat borgerkrigens afslutning.
Læs flere gæsteindlæg fra mine gæstebloggere her
4 dage i Barcelona med Elena og familien
Hvem rejste du med?
Min mand, Thomas, og vores børn Peter 12 år og Louise 8 år.
Hvordan forberedte du dig til turen?
Da Thomas skulle derned med arbejde, tog jeg med i weekenden inden, og der blev vi opmærksomme på, at Barcelona er en fantastisk børnevenlig by. Der er strande, zoologisk have, et akvarium, masser af parker og cykelstier. Vi besluttede allerede i september, at vi skulle tage en tur med børnene i en af forårets lange weekender. Barcelona er et populært rejsemål, så det betaler sig at holde øje med billetpriserne og købe flybilletter i god tid. Evt. kan man også tjekke kalenderen for fodboldkampe og Formel 1, da billetterne typisk stiger i forbindelse med store sportsevents.
Barcelona er nem at komme rundt i og ikke større end at det kan gøres på gåben. Med gode sko og et metrokort kommer man langt.
Som i andre storbyer, er det en god idé, at bestille billetter på forhånd til mange seværdigheder. Personligt er jeg ikke fan af forudbestillinger, der dræber spontaniteten lidt. Til Parc Guell og La Sagrada Familia vil jeg dog anbefale at booke på forhånd for at undgå at spilde tiden i lange køer.
Hvordan kom I dertil?
Vi fløj med Norwegian fra København til Barcelona. Efter 3 timers flyvetur tager det ca. 30 min med bus eller tog at komme ind til byen. Lufthavnsbussen koster 3 Euro og har endestation ved Placa Catalunya i centrum ovenfor Barcelonas berømte og berygtede La Rambla. Vi tog en taxa til vores hotel ved Les Corts til ca. 15 Euro, fordi vi landede sent om aftenen.
Hvordan boede I/hvor skal man bo?
Da vi har to børn, har vi ofte valgt hoteller med suiter eller hotellejligheder. Denne gang havde vi fundet en hotellejlighed på www.hotwire.com. Aparthotel Atenea ligger tæt ved metro og FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou. Der er masser af hoteller og lejligheder. Hotwire bookings egner sig bedst til rejsende, der ikke behøver at have alle detaljer inden booking. Først når du har betalt, får du navn og adresse på hotellet.
4 mindeværdige oplevelser:
Tag skinnebussen fra metrostationen Paral·lel opad Montjuïc og få en fabelagtig udsigt over Barcelona. På toppen ligger både borgen Castel de Montjuïc og Miro-museet. Vi tog svævebanen fra Montjuïc over havnen til Barcelonetta, da vi skulle ned igen. Undervejs er der små caféer, legepladser og muligheder for at tage en slapper.
Barcelonetta – tag på stranden, når Barcelonas storbyattraktioner ikke trækker mere. Barcelonetta med den olympiske by fra 1992 og strandpromenaden er ligesom at være på badeferie midt i byen … hvis man har husket sit badetøj.
Parc Guell med fantasifulde firben, tunneller inspireret af bølger og mosaikker byder altid på en god oplevelse. Der var bl.a. et rastafari-band, der spillede ved et af udsigtspunkterne. Der er en god udsigt over byen, og det er et dejligt sted at gå omkring. Desværre kræver det nu en adgangsbillet at se hele parken, og det kan godt betale sig at købe billetterne på forhånd. Det er nu også en oplevelse blot at tage delen med offentlig adgang, hvilket vi gjorde.
Parc de la Ciutadella – Barcelona har mange grønne områder. Parc de la Ciutadella er parken, der rummer legepladser, gøglere, dans om lørdagen og også Barcelona Zoo. Vi sprang Zoo over og gik gennem parken til stranden.
Hvor spiste I/hvor skal man spise?
Spanien er hjemland for tapas eller pintxos. En madoplevelse, man ikke skal gå glip af. Der er masser af tapas-steder, og selv i sidegaderne til Ramblaen ligger der gode tapas-steder, der kunne være turistfælder, men ikke er det. Vi spiste tapas på bl.a. RabBar, Placa de la Concordia 9, Les Corts og La Taberneta i den gamle bydel tæt på havnen. Vi hentede morgenmad på markedet i Les Corts og spiste på hotellet, inden vi drog på tur i byen.
På Placa Real ligger restauranten Les Quinze Nits med den bedste paella. Den fås også i en mix version til gæster, der ikke er superfan af skaldyr.
Mange steder tilbydes en fast menu til billige penge. Og så synes vores børn, at en bikini er sagen til en hurtig frokost.
Hvad må man bestemt ikke gå glip af?
Barcelonas gamle bydel Barri Gotic med Barcelonas Katedral. De smalle gader gemmer sjove og spændende butikker, interessante bygninger og gode restauranter. Også by-museet og Picasso-museet ligger her. Ramblaen, Barcelonas brede gågade, er god som rettesnor for, hvor man befinder sig i byen. Ramblaen er et virvar af turister, blomsterbutikker, dyrehandlere og gadegøglere, så der er rigeligt at se på. På begge sider af La Rambla ligger smalle gader, der fører til tapas-steder, torve med caféer og markedet La Boqueria.
Hvad er den bedste kulturelle oplevelse?
La Sagrada Familia er et must i Barcelona. Kirken er i sig selv fantastisk, og den bliver mere og mere færdiggjort for hver gang, jeg ser den. Det er et af de mest gennemtænkte bygningsværker, jeg har besøgt.
Inspirationen fra naturen omkring Barcelona kan ses i konstruktionen. Så har Gaudi også tænkt, at kirken skal være et meditations- eller reflektionsrum, og den er derfor meget spartansk indrettet. Gaudi ville have været en glimrende reklamemand, fordi kirkens budskaber er dekorationen på ydersiden. Reklamer for budskabet for at få folk indenfor. En ting er La Sagrada Familias storslåethed, en anden ting er mine børns begejstring. De blev oprigtigt fanget af dekorationerne, de blyindfattede ruder og det store kirkerum. La Sagrada Familie er blevet deres målestok for en seværdig seværdighed.
”Er der noget ligesom Sagrada Familia i Rom?” Citat: Louise, 8 år.
Der er ALTID mange mennesker, så bestil billetter i forvejen. Vi havde booket adgang kl. 9.30-9.45. Det kostede 85 Euro (Kr. 635,-) for vores familie og er absolut pengene værd.
Hvad overraskede dig mest?
Der er mange åndehuller, små pladser og bænke spredt i hele byen.
Hvilken turistfælde skal man undgå?
Kan ikke lige komme på en turistfælde, og jeg synes egentlig ikke, at Ramblaen er en turistfælde.
Fakta om Barcelona:
- Valuta – Euro.
- Antal indbyggere – 5,5 millioner (2018)
- Sprog – Spansk, catalansk – mange taler engelsk
- Hvornår er det bedst at rejse dertil? September-november og marts-maj.
- Visa – Ikke nødvendigt for EU borgere
- Vaccination – Corona vaccination anbefales – læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside her
Følg med på Instagram og Facebook. Vil du holdes opdateret, så skriv dig op her på siden, og det siger ‘pling’ i din indbakke, når der er nyt fra Janeaway. Det kan du gøre lige ude til højre.
Vi ses,