Jeg er forelsket i Berlin. Utroligt nok gik der mange år inden jeg opfattede, hvor skøn en by det er. Jeg ved ikke, hvorfor den ikke tiltalte mig i mine unge år, men jeg tror, jeg tænkte, den var grå og kedelig. Og er der noget Berlin IKKE er, er det dét. Berlin er festlig, farverig, rå og spændende og jeg vil til enhver tid tage på en lille getaway til den tyske hovedstad.
Én gang Berlin, altid Berlin
Mit første besøg var i 2004 og jeg er siden kommet tilbage op til flere gange årligt. Nu er jeg næsten blevet afhængig og skal ind imellem have et skud Berlin i blodet. Jeg er så heldig at have nogle rigtig gode venner, som har en lejlighed i noget nær Berlins fedeste gade, Oderberger Strasse. Det nyder jeg godt af både på parture med dem, med familien og med veninderne. Men psst… sig ikke til nogen, at denne gade er den fedeste, for så bliver den hurtigt for crowded.
En by i konstant udvikling
Berlin har alt og er en af de mest mangfoldige, kosmopolitiske og fascinerende byer, jeg har besøgt. En by i konstant udvikling. Der bygges og renoveres i et væk. Man kan ikke være sikker på, at ens yndlingsbutik eller café ligger der, næste gang man kommer til byen. I Berlin er kreativiteten i højsædet og kunst- og kulturlivet er i evig vækst.
Her er et hav af dansesteder, spillesteder, events, teatre, gallerier, festivaller og demonstrationer og alle er velkomne. Tingene bliver aldrig for stringente i Berlin, hvor bybilledet uden tvivl har en undertone af punk, undergrund og anarkisme. Og er der noget Berlinerne er gode til, så er det at mixe alle stilarter i et væk.
Historisk og kulturel som bare pokker
Har man sagt Berlin, har man sagt historie og kultur. Og der er rig mulighed for at få en historisk oplevelse med hjem, om det så er en tur forbi muren ved East Side Gallery, Den Jødiske Kirkegård, Checkpoint Charlie, Brandenburger Tor, Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche, Reichstag eller grænseovergangen ved Bösebrücke på Bornholmer Strasse, som var den første grænseovergang der blev åbnet den 9. november 1989. Her er der lavet en fin tidslinie for aftenen sammen med nogle store billboards med tekst og billeder.
Seværdigheder der er mustsee i Berlin
Mine klare favoritter er Gedenkstätte Berliner Mauer, som er det mest imponerende halvt udendørs/halvt indendørs ‘museum’ langs Bernauer Strasse. Jeg er som tidligere nævnt ikke den store museumsgænger, så dette tiltaler lige præcis mig, og interessen er straks vakt, mens man går langs det tidligere Ingenmandsland.
En anden af mine favoritter er Holocaust mindesmærket – Mindesmærket for Europas myrdede jøder. Det er 2.711 betonsøjler på 19.000 kvm, der står i forskellige højder til minde om de næsten seks millioner myrdede jøder. De symboliserer i virkeligheden det, man selv lægger i det. Om det er det tilfældige antal søjler, der symboliserer, hvorfor det netop var jøderne, det gik ud over, eller om det er de grå betontræer der skal symbolisere en kold og uhyggelig skov, må man selv vurdere. Man kan hurtigt blive væk i labyrinten og miste orienteringen, og det i sig selv er lidt skræmmende, hvilket sikkert ikke er helt tilfældigt.
Berlin er måske den mest børnevenlige by
Tyskerne er gode til, på en raffineret måde, at lave udendørs mindesmærker og mestrer at afmystificere de tydelige ar fra krigen på en måde, så alle, inklusive børn, kan være med. Det er ret imponerende at være vidne til. Og apropos børn, så er Berlin i den grad en børnevenlig by. Der vrimler ligefrem med børnefamilier.
I særdeleshed i Prenzlauer Berg. Der er nærmest en legeplads på hvert gadehjørne. Og de er allesammen forskellige – more or less. Læs meget mere om børn i Berlin her.
Ingen Berlin uden en tur på et af de mange markeder
Berlin er også kendt for at have mange gode markeder. Nogle er kunsthåndværk, nogle med delikatesser og så er der også dem med alt det gamle skrammel, som med lidt hjælp kan få nyt liv. Jeg ved der er delte meninger om markedet i Mauerpark, som er en blanding af nyt, gammelt og spisesteder. Jeg er vild med det og ender også altid med at finde en lækker læderjakke, legetøj til børnene, smykker eller gamle kort over Berlin.
Markedet på Kollwitz Platz har stande med lækre økologiske grøntsager, krydderurter, sæber, tøj, kunsthåndværk, kaffe og madboder.
Markedet ved Mayflower i Neukölln er et rigtigt loppemarked med brugt tøj og møbler blandet med kaffe- og madboder. Og da man er i Berlin er madboderne naturligvis økologiske og de fleste også gerne glutenfri.
Min favorit slentretur i Berlins gader
Ofte har jeg ikke en dagsorden, når jeg ankommer til Berlin. Jeg elsker bare at slentre omkring og få byen ind under huden. Og det er i særdeleshed i Prenzlauer Berg jeg nyder at gå rundt – tag en tur fra Oderberger Strasse ned af Kastanienallee, som går videre over i Weinbergsweg og ender nede i Mitte ved Rosenthaler Strasse.
Her kan du få masser af tid til at gå ved, at gå til højre at Auguststrasse, til venstre mod Alte Schönhauser strasse eller ligeud til Neue Schönhauser Strasse, hvor du støder ind i det hyggelige Hackeschen Höfe. En tur til Kreuzberg og Neukölln er også efterhånden blevet et must for mig, nu hvor jeg endelig har fundet de hyggelige steder, efter et par ommere.
Unter den Linden er også en tur værd – det er en flot tur at gå fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor. Og Kurfürsten Dam kommer vi nok heller ikke uden om, her er alle flagship stores og det store mondæne KaDeWe. Vil man ikke gå så langt, kan man med fordel tage bus nummer 100 eller 200, som kører forbi de vigtigste af Berlins seværdigheder og monumenter.
Madkulturen
Når man taler om madkultur, er Tyskland ikke lige det første man tænker på. Men måske var de ikke så meget med for 10-15 år siden, men det kan jeg så garantere, at de er kommet efter. Her er et hav af muligheder for at drikke god kaffe, spise brunch, snacks eller fin middag i Berlin og priserne er yderst rimelige, endda til den billige side. Mine favoritter kan du læse om her.
Del endelig dine favoritter og tips fra Berlin med mig, jeg vil elske at udforske dem næste gang, jeg kommer dertil. Hvad er dine yndlingssteder?
Fly fra København – Berlin varer 1 time, bil fra København- Berlin via Rødby-Puttgarden varer ca. 6,5 time.
Billigst er det at flyve med Easyjet til Schönefeld, hvor du kan få en returbillet til under kr. 500,-, hvis du køber i god tid.
Airberlin flyver til Tegel og er typisk et par hundrede kroner dyrere. Dog tager vi gerne turen til Tegel (nordvest for Mitte), da lufthavnen kun ligger 10 km. fra den lejlighed, vi plejer at bo i, i Prenzlauer Berg, modsat Schönefeld (sydøst for Mitte), som ligger 25 km fra lejligheden. Så de ekstra penge vi bruger på flybilletten til Tegel, sparer vi på taxa (og tid) fra Schönefeld.
Vi går som regel rundt i byen, men det er meget nemt at tage U-Bahn. Det er også billigere end i Danmark at køre med taxa, og endnu billigere at køre i Uber, som er meget udbredt i Berlin.
Følg mig også på Facebook
Elsker din blog, Janeaway❤
Tusind tak, Camilla. Jeg er rigtig glad for at kunne inspirere dig 🙂
Hej Jane
Har du erfaring med at cykle rundt i Berlin.
Bh. Lotte
Hej Lotte,
Nej, det har jeg desværre ikke. Vi har tit talt om det, men ender altid med at gå.
Mange hilsner fra
Jane
Hej Jane
Så dejligt med lidt Berlin-inspiration. Skal afsted med 5 studieveninder her om 1 måned. -Vi skal bo i parallel-gaden til Oderbergerstrasse, så har sendt dine tips om Berlin, inkl spisesteder videre til alle tøserne. Sig endelig til hvis du har endnu mere på hjertet om Berlin.
Det bliver i hvert fald skønno!!
Det er en super fin blog du har lavet!! Keep up the good work. 🙂
KNUS Helle
Hej Helle,
Dejligt at høre fra dig og tusind tak for ros.
Fedt I skal til Berlin og lige i det dejlige hood 😉
Jeg giver lyd, hvis jeg kommer på mere.
Knus fra Jane