Efter 8 dage i Israel have vi bestilt en 2-dages tur til Jordan gennem GetYourGuide, som så bruger en lokal samarbejdspartner. Hvis jeg skulle lave det om, ville jeg nok have bestilt en 3-dags tur i stedet – det kan du læse mere om længere nede i indlægget. Normalt er jeg ikke fan af gruppeture, jeg vil allerhelst klare det hele selv, og denne tur bekræftede hvorfor. Men grundet tidspres, var det vores bedste løsning med en færdig pakke, hvis vi skulle nå både Wadi Rum ørkenen og Petra.
Irritationen tog heldigvis ikke begejstringen fra selve oplevelsen af Petra og Wadi Rum. Men læs her, hvad der er Good to know, inden du booker rejsen gennem et bureau. Bare så du er forberedt…
2 dage i Jordans Petra og Wadi Rum
Jordan var en helt igennem fantastisk oplevelse og jeg ville ikke være det foruden (til trods for mine kvaler med en arrangeret tur). Wadi Rum ligger ca. 1 times kørsel fra grænsen (Wadi Araba Border Crossing Station) nede ved Eilat. Og Petra ligger ca. 2 timers kørsel fra grænsen.
Wadi Rum
Wadi Rum er en majestætisk ørken, der ligger i en dal skåret i sandsten og granitklippe i det sydlige Jordan 60 km øst for Aqaba.
Vi bliver hentet i en pick-up truck af en beduinsk guide, som kører os gennem ørkenen til vores Beduin-lejr ’Bait Ali’ ude midt i Wadi Rum, hvor vi indlogerer os inden afgang.
Vi hopper op på ladet af en 4WD og er topklar til en to-timers off-road ørkensafari, hvor vi er klar til at få vind i håret. (Godt tip: Kør lige en elastik i langt hår, for ikke at få det i øjne og mund).
Det er det mest imponerende landskab du kører igennem – en blanding af ørken, klipper og noget der somme tider ligner et månelandskab, hvorfor Wadi Rum også kaldes Månedalen. For dem, der ikke er bekendt med dette enorme og bjergrige landskab, har det hovedrollen i den klassiske film, Lawrence of Arabia fra 1962 og har sidenhen lagt kulisse til mange andre film, bl.a. Red Planet, Transformers og Star Wars.
Undervejs på vores ørkensafari, overhales vi af 4 motocross kørere, som giver den max hjulspind og danser rundt på deres motorcykler i sandklitterne. Vi stopper ind i et lille beduintelt, hvor vi får varm te og har mulighed for at give et lidt for højt beløb for at ride på kamel. Det takker vi dog nej til.
Vi drøner rundt på ikke eksisterende veje og til trods for vilde skråninger og skarpe sving, bliver vi ikke sandet fuldstændig til, hvilket jeg havde forestillet mig. Grundlæggende ligner Wadi Rum et ret uberørt sandtæppe med imponerende massive sandsten og granitklipper.
Da vi kommer tilbage til Beduinlejren slapper vi af med en vandretur op på klipperne, hvorfra der er en fænomenal udsigt ud over ørkenen. Vi spiller kort, spiser god mad og får en god jordansk øl inden vi går ud i ørkenen i kulmørke for at se den smukkeste stjernehimmel. Efter en god nattesøvn spiser vi morgenmad og gør os klar til næste punkt på turen. Petra.
Læs om vores rundtur i Israel her
Petra
Petra, et af verdens nye syv vidundere, er måske den primære grund til at folk rejser til Jordan. Og det forstår jeg godt, efter at have været det. Min mand var der midt i 1990’erne og har altid glædet sig til at tage mig med dertil en dag – der skulle så lige gå 23 år. Men det var værd at vente på.
Petra var en oldtidsby, som var nabatæernes hovedstad og handelscenter for karavanerne fra ca. 300 f.Kr. til 100 e.Kr. Romerne indtog den i 100 e.Kr., derefter ødelagde adskillige jordskælv store dele af byen og Petra blev forladt. I århundreder blev byen så glemt, indtil den blev genopdaget af en schweizisk opdagelsesrejsende i 1812. Og derfor kaldes Petra også ’The Lost City. Kært barn har mange navne, så byen bliver også kalde ’ Rose City’, fordi dens huler, templer og grave er udskåret fra en lyserød sandsten. Og det kan jeg kun bekræfte – der hersker ligesom et lilla/lyserødt skær hen over hele Petra.
Som du ved, er der mange ting, der kun kan skuffe, hvis du har hørt for meget om det, men det var lige modsat for mig med Petra. Jeg blev helt overvældet og syntes den ca. 2 km lange gåtur ned gennem Siq´en (den legendariske kløft, der blev dannet, da tektoniske kræfter brækkede bjerget i to stykker) til Treasury var smuk og forventningsfuld. Og den skal ikke bare traves hurtigt igennem for at nå Treasury, men netop nydes, da den er ret imponerende i sig selv. Men husk at gå inde ved siden, så du ikke bliver kørt ned af æsler og hestevogne, der kommer drønene gennem Siq’ en. Reglen er at turister skal holde øje med dem, for de holder bestemt ikke øje med turisterne.
Treasury, den ikoniske facade (måske mest kendt fra Indiana Jones), er nok den, de fleste forbinder med Petra, selvom selve området er kæmpestort og kan tage flere dage at udforske.
Selvom jeg har set ufattelig mange billeder af Treasury, er det alligevel overvældende at se i virkeligheden. Fortsæt videre ind i den glemte by og besøg de kongelige grave, amfiteatret og de romerske ruiner. Alt mens du passerer boderne, hvor beduinerne sidder og sælger souvenirs.
Jeg talte med en af beduinerne, som havde den karakteristiske Kohol makeup på øjnene. Han forklarede mig, hvordan beduinerne fremstiller den kulsorte eyeliner ved at opsamle asken fra et brændt træ og derefter blander den med olivenolie. I modsætning til normal eyeliner, fugter den dine øjne og har en beroligende virkning. Beduinerne bruger det af flere grunde. Primært for at holde ørkenstøvet ude af øjnene og for at reflektere sollys i den lyse ørken. Dernæst bruger de det til at få deres øjenvipper til at vokse, hvilket yderligere holder støvet ude af øjnene. Og kvinderne bruger det også som almindelig makeup.
I hele området omkring Petra er der mange vandreture og det er ikke unormalt at bruge 2 dage i Petra. Vi havde i alt 3,5 time fra vi stod ud af bussen og skulle være tilbage igen (’…ellers må I selv komme tilbage til grænsen’, som vores guide sagde). Det var lige i underkanten, da vi ikke fik set The Monastery, som skulle være helt fantastisk (også ifølge min mand), men lå alt for langt væk.
Højsæsonen i Jordan er i foråret, fra marts til maj, når temperaturerne er moderate og dagene begynder at blive længere. Vi var der i februar, hvilket kan anbefales, da der ikke var så mange mennesker. Lidt køligt, så du skal gå dig til varmen.
Prisen for en dagsbillet er 50 JD per person (kr. 500,-) og to dages indrejse er 55 JD. Børn under 12 år er gratis. Jeg vil anbefale, at man tager en 3-dages tur til Jordan (eller i hvert fald mindst 2 overnatninger) dels for at du har mere tid i Petra, men også for at spare grænseskatterne på $60 pr. person (ca. kr. 405,- pp.) ved grænseovergangen. Et beløb, der skal betales af alle, der besøger Jordan mindre end to overnatninger. Desuden skal man betale $65 pp. (ca. kr. 435,- pp.) for visum. Dette gælder alle.
Du kan også følge med på Instagram og Facebook.
Vil du holdes opdateret, så skriv dig op, så du får direkte besked, når der er nyt fra Janeaway.dk. Det kan du gøre lige ude til højre.
Vi ses,