Weekend getaway med børn til Venedig

På kun to timer kan du komme fra København til den romantiske by Venedig, som alle burde opleve mindst én gang i sit liv. Sidst jeg var der, var med familien og vi boede på det hyggeligste hotel Locanda La Corte, som jeg klart kan anbefale. Hotellet ligger et dejligt roligt sted med udsigt direkte ud til en af de mange kanaler og har den hyggeligste lille gårdhave, hvor de serverer morgenmaden.

Meget nemt at komme fra lufthavnen med båd

Når du kommer fra lufthavnen, kan du tage med bådfirmaet Alilagunas blå linie til Fondamenta Nuevo, hvorfra der ikke er mere end 400 meter til hotellet. Du skal dog lige over 3-4 broer, for at komme dertil, men det kommer du nærmest ikke udenom, uanset hvor i Venedig, du bor. Det er virkelig nemt. Det tager ca. 4o minutter fra lufthavnen + gåturen til hotellet. Det koster €15 tur/€27 retur. Bådfirmaet stopper flere forskellige steder, så alt efter hvor du bor, kan du vælge det stop, der er tættest på.

Getaway Venedig
Udsigten, når du går ud af Locanda la Cortes hoveddør
Getaway Venedig
Hotellets lille fine gårdhave, hvor du kan nyde en simpel italiensk morgenmad

Se Rialto-broen og skynd dig så videre

Det er nærmest umuligt ikke at bruge timer på at gå rundt i de små snørklede gader. Ren idyl og romantik, som i øvrigt hurtigt bliver manet til jorden, når du nærmer dig Rialtobroen og Markuspladsen – er du tosset et mylder. Det er så ufattelig turistet og du nærmest står stille i en kæmpe kødskare af olierede kokosdufte med deres selfiestænger, som skal have foreviget sig selv med Rialtobroen i baggrunden. Lad mig komme væk!

Og på Markuspladsen går jeg næsten i panik over alle de sælgere, der uhensigtsmæssigt forsøger at presse mig til at købe noget skrammel med lys i. Noget, som børnene naturligvis ikke kan leve uden, så jeg rent faktisk ender med, at se mig selv gribe ud efter pungen. Og finder jeg ikke lige pungen i første greb, panikker jeg over, om den er stjålet i menneskemylderet. Bedst som jeg står med hovedet begravet nede i tasken, kommer politiet, og der lyder forskellige fløjten på pladsen, og vupti – alle sælgerne er pist borte. Og tilbage står jeg lettere forvirret (og lettet) og har endelig fundet pungen frem.

Markuskirken er fascinerende og overdrevet smuk og ligger på den meget turistede Markusplads. Så den skal naturligvis ses og eftersom Markuspladsen og Rialto-broen er to af Venedigs største varemærker, så skynd dig forbi – og skynd dig så videre igen.

Hvis du ligesom mig får nok af menneskemylderet, er et skønt sted at slentre, området på den anden side af Accademia broen, som går fra San Marco over Canal Grande.

Getaway Venedig
Markuspladsen

Fotor_IMG_1977

En tidlig morgentur til Burano skal på programmet

I det hele taget kan jeg anbefale bare at slentre omkring i gaderne et stykke væk fra de største seværdigheder, for her er idyllen intakt og stemningen i top. Og det bedste vi gjorde, var at tage en 45 minutters bådtur fra Fondamenta Nuevo til Burano. Det er altså et besøg værd. Heldigvis ikke helt opdaget endnu blandt turister, da mange stopper på øen Murano, som kun ligger 10 minutters bådtur fra selve Venedig.

Burano har kanaler som Venedig, men husene er malet i pangfarver og ligner mest af alt noget fra Caribien. Utrolig smukt og hyggeligt. Kom tidligt om morgenen og nyd den autentiske stemning.

Farverige Burano
Farverige Burano
En af Buranos dygtige kvinder, der knipler blonder i døråbningen til sit hjem
En af Buranos dygtige kvinder, der knipler blonder i døråbningen til sit hjem
Smukke farverige Burano, som er lige til at blive glad i låget af
Smukke farverige Burano, som er lige til at blive glad i låget af
Blomster, farver og liv på Burano
Blomster, farver og stemning på Burano

Italiensk mad har svært ved at skuffe

Maden i Venedig er, ligesom i resten af Italien, smagsfuld og lækker. Det er svært at blive skuffet. Vi spiste på flere forskellige restauranter, men ingen af dem, vi besøgte, kan fremhæves frem for andre. Vi havde ikke bestilt bord i forvejen, men gik ind fra gaden, de steder vi syntes, så hyggelige ud. Og for at undgå turistfælder og ripoffs, vil jeg foreslå, at du bevæger dig lidt langt fra Markuspladsen.

Læs også om de andre getaways her. Og hvis du ikke har fået nok af Italien, så tjek Italien rundt eller Sardinien.

Hvad er dine bedste tips fra Venedig?

Følg mig også på Facebook

2 thoughts on “Weekend getaway med børn til Venedig

  • 10. marts 2017 at 14:47
    Permalink

    Jeg kan anbefale restauranten “Osteria Enoteca Ai Artisti” i Venedig. Et lille autentisk sted med den lækreste mad!

    Reply
    • 10. marts 2017 at 14:51
      Permalink

      Tusind tak, det vil jeg glæde mig til næste gang, jeg kommer dertil 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.