16 bedste i Valby + det løse

Opdateret juni 2020


Nu hvor jeg bor, og har min daglige gang, i Valby, er det helt nærliggende at skrive om mine favoritter i denne lille hyggelige yderste del af København. Oprindeligt lå Valby langt væk fra hovedstaden og havde et lille idyllisk gadekær i centrum. Gadekæret er her desværre ikke mere, men er til gengæld blevet omdannet til et grønt område med træer, blomster, bænke, trampoliner og hvor de mindste kan løbe uforstyrret omkring.

Valby Rejseinspiration
Cafe on the Six, et af de mange hyggelige steder i Valby

Valby er en lille lokal flække, samtidig med, at det blot er en forlænget arm af Vesterbro. Det lokale indkøbscenter Spinderiet ligger lige i centrum og strækker sig fra Tingstedet til tog-stationen. I bydelen er der en del industri, sport, teater, biograf, bowlingcenter, koncerter, svømmehal, kaffebarer, små finurlige butikker og omkring 10 skoler. Omkring centrum ligger villa-kvartererne og i forlængelse af dem, flere store grønne områder, såsom Valby Parken, Vigerslev Parken og Søndermarken (Frederiksberg).

Kort sagt, Valby har det hele og hvis du ikke passer på, kan du godt somme tider glemme at komme udenfor byens grænser.

Mine favoritter i vidunderlige Valby

KAFFE

1. COFFI

Jeg kan ikke få kaffebarer nok. Og da slet ikke når det er sådan en hyggelig, vedkommende og unik en af slagsen. Jeg vil helt klart anbefale, at du svinger ind forbi Louis (som kommer fra Brasilien og nu er barista i Valby) næste gang du er kaffetrængende. Og så har han verdens bedste croissanter og laver den bedste Acai bowl uden for Brasilien. Lokalet på Valby Langgade er lyst og hyggeligt indrettet og her er højt til loftet. Hvis du kommer på en solskinsdag, kan du sidde ude foran og få et svirp sol mens du nyder din vellavede kaffe. Jeg er fan.

Valby Rejseinspiration
COFFI

2. Riccos Kaffe

Riccos dejlige filial på hjørnet af Mosedalsvej og Valby Langgade i downtown Valby er et hit. Skøn kaffe, dejlig indretning, og meget uformelt. Altid velbesøgt, både inde, ude og ovenpå, hvor folk arbejder på deres laptop over en kop kaffe eller holder møde om det runde bord. Hvis der er optaget på bordene ude foran i godt vejr, kan du prøve deres nye patio, hvor du også sidder under åben himmel. Plus er, at der er nutella til deres morgenboller.

Valby Rejseinspiration
Riccos Kaffe

3. Cafe on the Six

Utrolig hyggelig lille café, der ligger lige rundt om hjørnet fra den store familierestaurant Bone’s ved Tingstedet. Caféen er en af de slags steder, jeg elsker. Fin indretning, imødekommende personale, skøn mad og masser af sunde bowls og juices til meget rimelige priser. Et sted hvor service og kunder er i centrum. Det er muligt at sidde udenfor i baggården, men der er kun et bord, så der er rift om pladserne.

Valby Rejseinspiration
Café on the six
Valby Rejseinspiration
Acai bowl fra Cafe on the six

4. Impact Roasters

Jeg elsker, at der er åbnet en kaffebar på en ellers ret så kedelig og forladt togstation. Og en pokkers hyggelig en af slagsen – og så er den kun blevet hyggeligere med tiden, nu kan du også sidde udenfor. Og så er det en kaffebar med noget på hjerte. Kaffebønnerne kommer fra Etiopien og det er også her ejeren selv kommer fra. En del af overskuddet fra kaffesalget går til at støtte kaffebønderne og lokalsamfundet  – hvor bønnerne kommer fra – i Etiopien. Deres Flat White er rigtig god.

Valby Rejseinspiration
Impact Roasters på Langgade Station

5. SnabelB

SnabelB i Valby er en af de hyggelige små skæve caféer, som får mig til at føle mig godt tilpas og lidt som om jeg er i Berlin… Alt ligner det lige er hjemmetømret af de overskydende brædder, som alligevel ikke kunne bruges til andet. Men på den fede måde. På den der måde, hvor jeg får lyst til at tage hjem og finde hammer, søm og brædder frem og bygge et eller andet. Men mere håndværker er jeg nu ikke, så det bliver ved tanken.

Valby Rejseinspiration
SnabelB

6. Kaffehjørnet

På hjørnet af Karensgade og Trekronergade i et super hyggeligt villakvarter mellem Vestre Kirkegård og Valby mere industielle affeling, ligger den lille kaffebar Kaffehjørnet. God kaffe, gode croissanter og god betjening. Sats på godt vejr, så du kan sidde udenfor i bambusmøblerne og nyde din kaffe mens du holder øje med trafikken.

…Og mere kaffe…. Ud over ovennævnte finder du Joe & the Juice på Valby Station og på Tingstedet ligger Lagkagehuset. Inde i Spinderiet finder du Espresso House og Coffee Empire (sidstnævnte har kaffe til halv pris om formiddagen). Og så er der den meget børnevenlige Mælk & Honning på Gammel Køge Landevej, Bagerdygtigt Valby ved Nakskovvej på Valby Langgade  og Emmerys ved Trekronergade/Carl Jacobsensvej.

SPISE & DRIKKE

Valby Rejseinspiration

7. Wild Kiwi Pies

Et lille stykke New Zealand i Valby. Noget nær magiske krydrede tærter – enten med kød eller vegetar – i nøje udtænkte kombinationer. Sværest var at beslutte hvilken Pie, jeg skulle vælge. Jeg kom første gang en dag, hvor der var lukket, men ejeren, Stu, sad i butikken og hoppede straks hen og åbnede døren for at høre, om jeg bare skulle have en kaffe, for så kunne han da godt lige brygge den. Der er service! Ud over god service og den lækre mad, er stedet også bare virkelig hyggeligt og spækket med kort, bøger og souvenirs fra New Zealand, så du for en kort bemærkning glemmer, du er i Valby.

Valby Rejseinspiration
Wild Kiwi Pies på Toftegårds Allé
Valby Rejseinspiration
New Zealandsk pie med dertilhørende øl

8. TH. Bar

Det starede vist nok med et auto-ophug sted, så var der bare en tom plads, og så kom TH. Bar, som er en pop-up bar, der kun har åben i sommermånederne. Til gengæld er her ret besøgt og der er også en virkelig afslappet og hjemlig stemning, som om du er til en privat havefest. Og så er der musikquiz om onsdagen. Virkelig god service, rimelige priser og i det hele taget bare et projekt, der skal bakkes op om. Desværre ser det dog ud til at kontrakten ikke er forlænget, da pladsen pt. er helt afspærret og tom. Øv.

TH Bar
Valby Rejseinspiration
TH. Bar på Valby Langgade

9. Malbeck Vinbar Valby

Super hyggelig vinbar midt på Valby Langgade lige overfor TH Bar. God vin, stemning og indretning. Særligt hyggeligt at sidde udenfor på fortorvet i aftensolen.

10. VACA

Mexican Finger Food. Super lækkert koncept og i den grad en mad-genre, jeg har savnet i Valby, nu hvor jeg er kæmpefan af det mexicanske køkken. Som de selv skriver på deres hjemmeside, er deres holdning at ‘…vi godt kan spise takeaway i hverdagen uden at gå på kompromis med kvalitet og madglæde.’ Hvis ikke du har prøvet det endnu, må du se at komme af sted. Det ligger på hjørnet af Valby Langgade/Sønder Fasanvej.

Valby Rejseinspiration
VACA

11. Royale Indian (tidligere Mumbai)

Er du til indisk, ligger en af de bedste af slagsen i Valby. Normalt er jeg ikke til buffeter, men her er det mit foretrukne valg, så jeg kan smage alle de forskellige indiske retter til mine basmatiris, papadam, naan og yoghurt raita dip, som alt sammen er med i buffeten. Og det er en meget lille og attraktiv buffet, modsat dem, hvor det er tydeligt, at der har været 50 kunder før dig.

12. Ristorante Garda

Endnu en af de der steder, jeg har kørt forbi utallige gange (ja, for den har ligget der i 33 år) og ikke rigtigt ænset. Her er tale om en undervurderet italiensk perle i Valby, som ligger et sted, hvor man skal vide, den er. Indretningen får mig til at tænke på nogle af de små mørke italienske restauranter, vi besøgte på Sardinien hvor de havde alt andet end pizza. Du kan bestille a la carte eller en 3-retters menu for 299,-, som du selv sammensætter fra menuen. Dog skal retterne være de samme, hvis flere ved bordet vælger menuen. Garda ligner ingenting udefra men er utrolig autentisk italiensk indenfor og betjeningen er meget venlig.

Rejseinspiration
Ristorante Garda

Og så er jeg desuden ret begejstret for at vi også har fået WeDo, Jagger og Kiin Kiin i Valby. Og elsker at købe en salat til frokost i Encke & Duers.

…Og så GLÆDER jeg mig til snart at skulle opleve Brasserie Valby.

Og skal du have en is i sommervarmen er Valby også godt repræsenteret med Paradis, Lulu og Det store Iskup.

Spis og drik godt, nyd det! – og del gerne dine favorit spisesteder med mig i kommentarfeltet 😉

I Valby er der desuden også en del caféer lige omkring Tingstedet – Café AstaPhenix og Ciré. Derudover er der andre meget børnevenlige kæde-restauranter som Halifax, Bone´s, Sticks’n’Sushi, Letz Sushi og Wokshop.

SHOPPING

13. No. 217

Og når du så har drukket og spist, så har jeg to ganske fantastiske anbefalinger til shopping i Valby. Den ene er den helt igennem stilede og tjekkede interiørbutik i udkanten af Valby Langgade. Du ved måske ikke lige, at den er der, men så må du op på cyklen og køre efter den. Jeg har lyst til at købe ALT i butikken og kommer der også flittigt for at købe gaver eller lækkerier til mig selv. Kim, ejeren, er altid frisk på en sludder og interesserer sig meget for, hvor hans kunder kommer fra og hvad de laver til dagligt. Er du heldig, får du også en smagsprøve på chokolade, bolcher eller måske champagne, for som Kim siger ‘hver dag er en fest’.

Valby Rejseinspiration
Butik no. 217 på Valby Langgade

Valby Rejseinspiration

14. Særlig

En anden lille perle i Valby – som nu er rykket adresse fra at ligge lige ved siden af TH Bar til at ligge nede i nærheden af COFFI. Her er det største problem, at jeg hurtigt kan komme til at købe mig fattig. Dejligt interiør, smukke smykker, utrolig lækkert strik og nips ting til både mor og baby og i det hele taget bare en meget hyggelig stemning.

Valby Rejseinspiration
Butikken ‘Særlig’ fra de tidligere lokaler på Valby Langgade

15. Butik K9

Skøn butik i hjertet af Valby lige ved Tingstedet. K9 har et nøje udvalg af interiør, tøj, sko og smykker. Og så er det en fantastisk dejlig farverig butik, som du bliver glad i låget af. Hvis du mangler en sjov og anderledes gave, kan det anbefales lige at stikke ind forbi K9.

Valby Rejseinspiration
Butik K9 på Valby Langgade

16. Boas Grafik

Kunstneren Annette Boas er fra Valby, så det er helt oplagt at nævne hende i det her indlæg, selvom hun ikke har en fysisk butik. Men du kan købe hendes værker i Butik Særlig og så pryder hendes fine illustrationer også væggene på kaffebaren COFFI. Hun har den smukkeste streg. Alle hendes illustrationer er tegnet i hånden og jeg har naturligvis selv flere af hendes værker hængende. De fås i forskellige størrelser og kan, ud over i webshoppen, købes i flere forskellige butikker i København.

Valby Rejseinspiration
Den vidunderlige Struds fra Boas Grafik

Og i denne hyldest til de dejlige steder i Valby, kan jeg også nævne Second Hand butikken PreLoved på Gammel Jernbanevej lige overfor bowlinghallen.

Læs meget mere om Valby i børnehøjde. Du kan også læse mere om spisesteder her.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vi ses,

12 thoughts on “16 bedste i Valby + det løse

  • 14. oktober 2017 at 15:04
    Permalink

    Hej Jane
    Wauuu tusind tak for de smukke ord – vi kan vist kun være stolte.
    Glæder os til dit næste besøg, det må helt sikkert give champagne!
    De bedste interiør hilsner
    Mette & Kim, No217 Interiør, Valby Langgade

    Reply
    • 15. oktober 2017 at 10:53
      Permalink

      Det var så lidt og jeg glæder mig til at komme igen snart 🙂 Mange hilsner fra Jane

      Reply
  • 5. januar 2018 at 16:44
    Permalink

    Skønt indlæg om nogle dejlige steder i Valby – men hvor går man hen og får et GODT glas rødvin, når det ikke er sommer? Jeg opfordrer hermed nogen til at etablere en god vinbar i vores fine Valby 🙂

    Reply
    • 6. januar 2018 at 14:10
      Permalink

      Kære Christina,
      Ja det er faktisk et rigtig godt spørgsmål – der må jeg være dig svar skyldig, da jeg mest søger ind mod Vesterbro eller andre bydele for at få et glas god vin eller en drink. Jeg bakker op omkring opfordringen med en hyggelig vinbar i vidunderlige Valby 🙂
      Mange hilsner fra Jane

      Reply
  • 6. maj 2018 at 20:42
    Permalink

    Uh nogle fine steder, du har med! Kender du Cake Châlet på VIgerslev Vej? Hvis ikke, så er mit bud, at der er grundlag for endnu en udvidelse af listen;-)

    Reply
    • 7. maj 2018 at 8:55
      Permalink

      Hej Mette,
      Tak 😉 Jeg har set den og ofte kørt forbi, men takket være dig, vil jeg stikke hovedet indenfor næste gang. Tak for tippet.
      Hilsner fra Jane

      Reply
  • 31. oktober 2018 at 13:43
    Permalink

    Hej Jane,
    Super fin oversigt. Har du prøvet Dams Mad – et thaisted på Vigerslev Alle. Super frisklavet og lækkert – selv broccolien har stadig bid. Og så er det meget tydeligt, at det er mor, der står i køkkenet. Så hyggeligt.

    Reply
    • 31. oktober 2018 at 15:01
      Permalink

      Hej Pernille,
      Nej den kender jeg ikke,men jeg elsker thai, så den skal klart prøves. Tak fordi du tog dig tid til at skrive, jeg bliver så glad for at få gode anbefalinger 🙂
      God dag,
      Mange hilsner fra
      Jane

      Reply
  • 25. april 2019 at 17:39
    Permalink

    Ih det var lige det jeg manglede! ? Men kan du anbefale mig et sted i Valby, som har en god brunchbuffet?

    Reply
    • 1. maj 2019 at 14:51
      Permalink

      Hej Nadja,
      Tak for din besked.
      Jeg ved, at de har en kæmpe buffet på Café Phenix.
      Jeg er egentligt ikke så meget til buffetter, men de har en stor en med et kæmpe udvalg og mange lækre salater.
      Mange hilsner fra Jane

      Reply
    • 17. maj 2021 at 9:37
      Permalink

      På Café Ciré er der en god brunch i weekenden, men man er nødt til at bestille bord, for der er som regel rift om pladserne

      Reply
      • 20. maj 2021 at 17:40
        Permalink

        Tusind tak for input 🙂 Mange hilsner fra Jane

        Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.