Getaway til Jerusalem

Omdrejningspunktet for Israel og Palæstina er uden tvivl Jerusalem, som er hjemsted for nogle af de helligste steder for både jøder, kristne og muslimer, og er således et centralt område i mange trosretninger. Derfor ser både israelere og palæstinensere byen som deres hovedstad.

Jerusalem er byen hvor jøderne byggede det første tempel for at holde pagtens ark, hvor Jesus blev korsfæstet og hvor profeten Muhammed steg op til himlen for at modtage Guds ord. For troende er et besøg i Jerusalem en pilgrimsrejse til et af de mest hellige steder i verden.

getaway jerusalem
Dome of the Rock – Klippehelligdommen

Jerusalem er måske den mest omstridte by på jorden…

…men også en af ​​de smukkeste. Omfanget af dens historie er svimlende. Og ligeså er antallet af religiøse turist-attraktioner, som kan tage pusten fra enhver førstegangsbesøgende.

Heldigvis kan de mest berømte seværdigheder ses i det kompakte Old City-distrikt, hvor alt er inden for gå-afstand. Om du er religiøs eller ej, er Jerusalem en utrolig imponerende, charmerende og interessant by. Og har også andet end gammel historie at prale med – byen er helt med på beatet med smarte kaffebarer, gode restauranter, hypede hoteller og hvad en storby med respekt for sig selv nu ellers har. Så tag det helt roligt – det er umuligt at presse tusinder af års historie ind i et par dage – så dyb indånding og nå, hvad du kan nå.

getaway jerusalem
Indgangen til Western Wall

Jeg tror aldrig jeg har været i en by, der emmer så meget af historie. Det føles som om der er en fortælling, der venter på at blive fortalt på hvert eneste gadehjørne. Vi havde tre overnatninger i en skøn lejlighed i byen og kunne sagtens have brugt mere tid. Særligt også fordi halvdelen af den ene dag gik med en tur til Bethlehem.

getaway jerusalem

9 ting du skal opleve i Jerusalem

1. Klippehelligdommen

Jerusalems mest ikoniske vartegn – den smukke og guddommelige Dome of The Rock – er en muslimsk helligdom i Øst-Jerusalem. Et sted med dyb betydning og strid over ejerskab. Under den gyldne kuppel er den hellige sten, som både jøder og muslimer mener at være, hvor Abraham tilbød sin søn til Gud, og hvor muslimer også tror, ​​at profeten Muhammad begyndte sin rejse til himlen for at tale med Gud, inden han vendte tilbage til jorden for at udbrede Islam. Inskriptionerne på bygningens inderside består af vers fra Koranen, som afviser at Jesus er Guds søn. Disse så vi dog ikke, da det ikke er tilladt for ikke-muslimer at komme ind.

Klippehelligdommen blev bygget i år 691 og siges at være et mesterværk indenfor islamisk arkitektur og er også på UNESCOs verdensarvsliste. Klippehelligdommen bliver ofte fejlagtigt kaldt en moske – det er den dog ikke. Men lige ved siden af ligger Al-Aqsa-moskeen, der siges at være en af ​​de ældste moskeer i verden.

Du kommer ind fra Western Wall Plaza, Old City og skal nok regne med at stå i kø.

jerusalem getaway
Klippehelligdommen

2. Grædemuren

…eller Western Wall – er den eneste tilbageværende del af jødernes Andet Tempel. I daglig tale kaldes den Grædemuren, da jøderne valfarter hertil, for at sørge over tabet af templet. Muren er det helligste sted jøder kan bede i dag og har været et trækplaster for pilgrimsrejsende for det jødiske folk siden den osmanniske æra. Når du står ved muren, kan du gøre som mange af jøderne, skrive et ønske eller en personlig note på en papirlap og proppe det ind i væggens revner, som besøgende har i årevis. Western Wall er det pulserende centrum af det jødiske kvarter i den gamle bydel i Jerusalem.

Herfra pladsen er det også muligt at besøge Western Wall Tunnels, der fører dig under byen, tilbage til niveauet for den oprindelige by.


3. Via Dolorosa

For mange kristne besøgende er Via Dolorosa (Smertens Vej, eller Korsets Vej) højdepunktet på et besøg i Jerusalem. Denne vandring i den gamle bydel følger Jesus’ rute fra han blev dømt, bærende sit kors, frem til korsfæstelsen på Golgata. Turen kan sagtens gåes på egen hånd, men det er også muligt at tage en guidet tur til de 9 stationer.  Turen begynder ved 1. station i det muslimske kvarter i den gamle bydel på Via Dolorosa Street, hvorfra du følger gaden vest gennem otte stationer, indtil du når den 9. station ved Church of the Holy Sepulchre (Gravkirken), hvor de sidste fem stationer er.

De ni stationer på Via Dolorosa er: 1. Hvor Jesus dømmes til døden. 2. Hvor Jesus gives korset. 3. Hvor Jesus falder for første gang. 4. Hvor Jesus møder sin mor, Jomfru Maria. 5. Hvor Simon hjælper med at bære korset. 6. Hvor Veronika tørrer sveden af Jesus’ ansigt. 7. Hvor Jesus falder for anden gang. 8. Hvor Jesus taler til Jerusalems døtre, der græder og jamrer. 9. Hvor Jesus falder for tredje gang.


4. Gravkirken

Gravkirken er en kristen kirke i Jerusalem, som er bygget på Golgata, det sted hvor Jesus ifølge kristne traditioner blev korsfæstet. Kirken indeholder ligeledes den grav, hvori Jesus ifølge legenden blev lagt efter sin død. Den oprindelige kirke (bygget i 335 e.Kr.) blev ødelagt i 1009, og den kirke, man kan se i dag stammer fra det 11. århundrede. Gravkirken er slutpunktet for Via Dolorosa-pilgrimsrejsen, og de sidste fem stationer for korset ligger inden for selve Gravkirken. Kirken er et vigtigt mål for kristne pilgrimsrejsende, som ser netop dette som Jerusalems helligste sted.

janeaway jerusalem
Gravkirken
jerusalem getaway
Gravkirken indefra

5. Det muslimske kvarter

Det mest travle og levende distrikt er det muslimske kvarter, som er hjemsted for den bedste souq-shopping i Jerusalems gamle bydel. Dette distrikt løber omtrent fra Damaskus Gate gennem den nordøstlige del af den gamle bydel. Hvis du vandrer ned ad Antonia Street, kommer du til St. Anne’s Church , som menes at være bygget oven på stedet for jomfru Marias forældres hus. Også i dette kvarter er der de lækreste hummus og falafel barer.

getaway jerusalem
Lækker hummus, som kun Mellemøsten laver den

6. Old City Market – Arab Souq

Med en karakteristisk arabisk duft og stemning er det arabiske marked – eller souq – beliggende i det kristne og muslimske kvarter i Jerusalems gamle bydel en labyrint af gyder spækket med butikker, der sælger alt fra håndlavede smykker, produkter fra Det Døde Hav, eksotiske tørklæder til vandpibe og keramik. Og ind imellem alle butikkerne ligger der juice-, kaffe- og falaffelbarer.

jerusalem getaway

7. Det kristne kvarter

Det kristne kvarter i den gamle bydel løber nord fra Jaffa-porten og er centreret omkring Gravkirken. Inden for denne ring af gyder er nogle af den gamle bys mest populære turist-souvenir-butikker og et utal af kirker, der er værd at udforske.

Det kristne kvarter

8. Nahalat Shiv’a

Dette charmerende brostensbelagte kvarter har nogle af de fineste kunsthåndværks-butikker i byen. Og så er her også lækre caféer og kaffebarer og et hyggeligt leben i en gammel del af byen udenfor murerne til den gamle bydel.

getaway jerusalem
Kadosh Café Patisserie i Nahalet Shiv’a kvarteret
Lækker lille kaffebar i kvarteret

9. Mahane Yehuda Market

Mahane Yehuda er Jerusalems største og ældste udendørs marked. Her kan du nemt blive beruset af farver, dufte og lyde. Her sælges alt fra friske råvarer, lokale delikatesser, slik, frisk frugt, brød og er også blevet et trækplaster for foodies, da mange lækre små restauranter er skudt op. I gaderne omkring markedet ligger der mange designer-butikker, hvorfor området også er blevet et knudepunkt og opholdssted for de unge, smukke og smarte.

Mahane Yahude Market
Mahane Yehuda Market

Næste stop er Bethlehem, som du kan læse meget mere om her.

Følg mig også på Instagram og Facebook.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op, så du får direkte besked, når der er nyt fra Janeaway.dk. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.