Getaway til Costa Rica

Alle veje fører til vandfald, regnskov eller en gudesmuk øde strand. Og det hele kan opleves i ro og mag eller med adrenalinen fisende rundt i kroppen – til vands, til lands eller i luften. Costa Rica er landet hvor natur og eventyr går hånd i hånd.

Costa Rica Getaway

Godt vi havde lagt vores sommertøj allerøverst i bagagen. Og godt bagagen allerede rullede rundt på båndet, da vi kom ind i ankomsthallen i Liberia lufthavn. Lynhurtigt kunne vi tilpasse os Costa Ricas 36 grader og pakke vintermunderingen ned, som vi havde haft brug for på vores korte stop i -10 grader i Toronto og Niagara Falls.

Da alle var klar med klip-klappere og solbriller, kunne vi ånde lettet op og hente vores lejebil for de næste 12 dage. (Eller det vil sige, vi havde den kun i to dage, inden vi uheldigvis valgte at køre gennem en flod og ødelagde motoren… men efter 4 timers venten på vejhjælp, fik vi en ny bil og en gigantisk regning oven i hatten! Husk at forsikringen aldrig dækker, hvis du krydser en flod).

Men lad nu det ligge, det er en helt anden historie!

Costa Rica Getaway
Dyr fornøjelse at køre gennem floden – husk at tjekke vejforhold inden du kører derudaf…

Verdens smukkeste land?

Jeg har læst, at Costa Rica er et af de smukkeste lande i verden. Det lyder jo som lidt af en overdrivelse, men jeg tror måske, det er sandt. Her er smukt, så langt øjet rækker. Om du står forneden af et bjerg og kigger op eller står oppe på bjerget og nyder udsigten nedad, er det svært ikke at smile og føle en snert af lykke.

Og så er Costa Rica kendt for at beskytte og bevare regnskoven og er i det hele taget længere fremme end mange andre lande hvad bæredygtighed og økologi angår. Og er derfor også det mest veludviklede land i Mellemamerika.

Costa Rica Getaway

Verdens lykkeligste folk

Landet med de mange eksotiske strande, enorme arealer af regnskov, vulkaner, bjergkæder, palmer, kaffeplantager og et dyreliv uden lige, har desuden også vundet titlen som verdens lykkeligste folkefærd et par gange.

Måske er det fordi, de er så betænksomme overfor miljøet, måske er det fordi, de ikke har en hær eller måske er det fordi, de lever efter udsagnet ’Pura Vida’ (det rene liv). Costaricanerne, eller ’tico’ er, som de bliver kaldt, forstår i den grad at nyde livet.

Costa Rica Getaway

Roadtrip

Vi startede vores eventyr med at køre fra Liberia til Nosara, som ligger halvvejs nede af Stillehavskysten på Nicoya-halvøen. Efter 5 dage kørte vi til La Fortuna, der ligger ved vulkanen og søen Arenal, centralt i den nordlige del af Costa Rica.

Efter et par dage i La Fortuna fortsatte vi sydpå til Monteverde og havde 2 overnatninger her inden paradiset i Manuel Antonio. Undervejs gjorde stop ved den kendte ‘Crocodile Bridge’, som går over Rio Tarcoles, et sted hvor der er garanti for at se krokodiller. Efter 2 nætter i Manuel Antonio kørte vi til Alajuela lige uden for San José, hvor vi blot havde en enkelt overnatning inden vi igen vendte næsen hjem til Danmark.

Læs mere om vejforhold og billeje nederst i indlægget.

De 6 bedste oplevelser i Costa Rica

1. Nosara/Sámara

Costa Rica Getaway
Pelada Beach

Ud for Nosara ligger den billedskønne og meget uspolerede strand Pelada Beach, som er en fryd for øjet. Stranden er ikke overrendt, der er hverken parasoller, strandstole eller muligheder for lige at købe en is i varmen. Til gengæld er der rig mulighed for at tage en dyb indånding, nyde udsigten og få Pura Vida helt ind under huden.

Playa Sámara ligger en lille times kørsel syd for Nosara. Denne strand har et helt andet leben og er meget populær og turistet. Dog ikke for turistet, ment på den måde, at stranden er lang nok til at rumme alle.

Læs mere om Nosara og Sámara og om Driftwood Glamping and Boutique Hotel, som klart kan anbefales. Det er også her vores nummer 1 favorit restaurant i Costa Rica ligger.

2. La Fortuna

Costa Rica Getaway
Vulkanen Arenal bag en masse skyer

La Fortuna by er samlingspunkt for dem der gerne vil opleve vulkanen Arenal, de naturligt opvarmede kilder, adrenalinture med zipline, tur til en kaffeplantage eller en svømmetur ved vandfaldet Catarata Río Fortuna.

Ud over en del souvenirbutikker ligger der mange små tour operators, som har åbent til ganske sent, så de kan nå at sælge dig en tur til morgendagen, efter du har spist dig mæt på en af byens udmærkede restauranter.

Læs mere om La Fortuna her.

3. Monteverde

Costa Rica Getaway
Hængebro i Monteverde Cloud Forest

Ingen tur til Costa Rica uden en tur i den famøse Monteverde Cloud Forest. Og når du tager hertil, skal du lige indstille dig på, at vejret højst sandsynligt skifter. Vi kom fra La Fortuna, hvor der også var lidt køligt, men jeg havde ikke regnet med at jeg ville fryse. Nu var det så heldigt, at vi havde vintertøjet pakket med pga. stop i Canada, for det fik jeg faktisk brug for.

Byen Santa Elena er der de fleste bor, og den er super hyggelig. En lille flække i bjergene som er koncentreret om adventure-ture ind i regnskoven.

Læs mere om Monteverde her.

4. Manuel Antonio

Costa Rica Getaway
Manuel Antonio

De fleste tager til denne dejlige lille flække på den tropiske Costa Verde kyst, for at besøge den lille, men meget kendte, nationalpark i Costa Rica, Manuel Antonio National Park. Parken har et vanvittigt varieret dyreliv og der er garanti for at se livlige aber og mange fugle. Vil du være sikker på at se dovendyr, vil jeg foreslå, at du betaler for at få en professionel guide med, som er ekspert i at spotte de dyr, du ikke lige selv kan se med det blotte øje.

Ud over en hyggelig by med livlig stemning og en smuk nationalpark, er det her, du finder nogle af de smukkeste strande i Costa Rica.

Læs mere om Manuel Antonio her.

5. Dyre- og plantelivet

Costa Rica Getaway
Scarlet Macaw papegøjen

Costa Rica er det land i verden med størst biodiversitet. Større end hele Europa og USA tilsammen! Af de mere sjældne dyrevarianter er pumaer og jaguarer. Dem så vi ingen af. Men til gengæld så vi dovendyr, aber, krokodiller, næsebjørne, papegøjer, tukaner og mange andre små dyr.

Regnskoven har også et utal af forskellige planter og urter og mange af disse kan bruges som naturmedicin. Ikke noget vi fik brug for, men det er vildt at tænke på, at mange af de stoffer der er i planterne kan helbrede. Måske lidt hippie-agtigt, men jeg synes flere gange, jeg er stødt på fortællinger om folk, der er blevet helbredt af regnskovens naturmedicin.

Læs mere om dyrelivet i Costa Rica her.

6. Pura Vida

Costa Rica Getaway
Pura Vida

Pura Vida betyder Det Rene Liv. Costaricanernes, eller Tico´erne, som de foretrækker at kalde sig selv, bruger dette udtryk som hilsen, tak, farvel og i det hele taget for at minde hinanden om at livet er rent og at du kommer længst med den rolige livsnyderstil. Og der er masser af Pura Vida i Costa Rica: Sol, friske eksotiske frugter,  bare tæer i sandet, koldt kokosvand. Deres tilgang til tingene og den tilbagelænede ukomplicerede holdning er ‘Take it easy – vi når det nok’.

I virkeligheden noget der hurtigt kan clinche med den vestlige tilgang til tingene, hvor vi er maks effektive og skal nå det hele på den halve tid. Lige så meget som jeg ELSKER den afslappede tilgang til tingene, kunne jeg næsten blive presset over, at det kan tage 20 min om at lave en kop kaffe eller at en tre-sporet hovedvej sammenflettes til en et-sporet vej på meget kort afstand, så kø og total trafikprop er uundgåelig.

Det siger i virkeligheden nok mere om mig end dem, at jeg ikke helt kan slappe af i det.

Vejforhold og billeje

Vores rejse rundt i landet foregik i en lille firhjulstrækker, som vi bookede gennem et lokalt biludlejningsfirma. En anden gang vil vi nok gå efter et af de internationale udlejningsselskaber, da vi endte med en uafsluttet sag som pt trækker i langdrag. Du bør helt sikkert gå efter at leje en firehjulstrækker, gerne en lidt større en, da man nærmest ikke kan undgå at køre i områder med meget dårlige vejforhold. Særligt de sidste 10% af ens ture, fra bedre veje og hen til hvor man skal bo, skal på tur eller lignende kan ofte være en større udfordring. Derudover skal du være opmærksom på at enhver krydsning af floder er på eget ansvar, og alle de forsikringer du må have købt og tilkøbt, ikke dækker.

Afstandene er ikke umiddelbart hvad de ligner – selvom det er forholdsvis korte afstande og det kilometermæssigt ligner en tur på 3 timer fra A til B, kan du godt gange det med 1,5 hvis ikke 2. Og særligt, hvis der er kaffestop, frokoststop eller et stop for at nyde udsigten undervejs.

Jeg havde forberedt mig på, at det ville tage lang tid, og havde lagt buffere ind, men alligevel blev jeg overrasket over hvor lang tid, vi brugte på vejene. Vejene er meget forskellige, nogle er asfalterede og fine at køre på, og nogle er simpelthen bare en hullet grusvej hvor du maks. kan køre 20 km/t og håbe på at komme helskindet frem.

Det er en rigtig god idé altid lige at tjekke med de lokale, hvordan du skal komme frem til dit mål, da de kender vejene og ved om der er vejarbejde, midlertidig lukket pga. vejrforhold, floder at krydse og lign.

Vi fløj med Air Canada via Toronto til Costa Rica – ud til Liberia lufthavnen og hjem fra San José. Fra Canada til Costa Rica er det Air Canadas lavprisselskab Rouge der flyver og der bliver ikke serveret mad. Dog bliver der serveret drikkevarer (vand eller juice), men ikke kaffe.

Vi sammensatte selv flyene, så vi kunne lave et stop i Toronto, hvor vi havde en halv dag i byen og en halv dag ved Niagara Falls.

Vi havde 12 overnatninger fordelt på 5 forskellige steder. En anden gang ville jeg ønske mig det dobbelte, så der er mere tid til fordybelse ved hvert sted og mere tid til at nyde Pura Vida.

Få meget mere inspiration om Costa Rica her.

Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op, så kommer der nyt direkte i indbakken. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

9 thoughts on “Getaway til Costa Rica

  • 12. marts 2018 at 12:14
    Permalink

    Costa Rica står utroligt højt på min bucketlist, og jeg får bare endnu mere lyst til at komme dertil en dag efter at have læst dit skønne indlæg. Tak for inspiration 😀

    Reply
    • 12. marts 2018 at 20:45
      Permalink

      Hvor er det skønt at høre, Camilla – jeg kan også kun anbefale, at du tager afsted 🙂

      Reply
  • 4. juni 2018 at 10:26
    Permalink

    Super god og velskrevet artikel! 🙂 Derudover, så er det også nogle virkelig god billeder!

    Reply
    • 4. juni 2018 at 17:02
      Permalink

      Hej Danny,
      Tusind tak, hvor dejligt at få at vide 🙂
      Rigtig god dag,
      Mange hilsner fra Jane

      Reply
  • 17. oktober 2018 at 16:56
    Permalink

    Kære Jane. Tak for nogle berigende rejsebeskrivelser og smukke fotografier.
    Jeg er i syv sind med hensyn til rejsedestination til februar (to uger der falder ind over vinterferien og derfor er alt desværre lidt dyrere). Jeg skal rejse alene med min søn på 11 år og jeg har i den sidste tid kigget en del på Costa Rica. Det bekymre mig dog, at stort set alle, der fortæller om deres tur til Costa Rica har lejet bil under hele deres ophold. Det kan jeg desværre ikke, så mit spørgsmål er om Costa Rica i så fald er et dårligt valg?
    Min søn og jeg var på Bali i to uger i november 2018, hvor jeg havde købt flybilletter og booket tre forskellige overnatningsteder via booking.com hjemmefra. Vi var vilde med naturen, lejede cykler og kørte selv rundt i rismarkerne, kørte på hver vores ATV i regnskoven (som min søn elskede), lejede scooter så vi selv kunne komme rundt på Lembongan hvor vi brugte meget tid på at snokle og vi var på vilde river rafling ture.
    Når du læser om vores oplevelser, tænker du så at Costa Rica vil være en spændende rejsedistanation for os (selvom vi ikke kan leje firehjulstrækker)?
    Jeg foretrækker i øvrigt at ligesom til Bali købe flybilletter hjemmefra og gerne booke overnatningsstederne måske 2-4 forskellige områder på Costa Rica. Har du et forslag til hvilke steder i betragtning af vores interesser og ingen bil?
    Undskyld den laaaaange beskrivelse og de mange spørgsmål – men måske du kan hjælpe.
    Mange venlige hilsner tine og min søn Theodor

    Reply
  • 17. oktober 2018 at 17:17
    Permalink

    Endnu en gang kære Jane
    Bare for at gøre dig helt forvirret skriver jeg endnu en gang, da jeg glemte at fortælle at mine tanker om rejsedistination også har kredset rigtig meget om Tanzania og Zanzibar – som. Påske også ville være et godt valg for min søn på 11 år og mig.
    Tænkte det måske var muligt at flyve til Tanzania og hjem fra zanzibar!
    Jeg håber du har tid til at læse mine spørgsmål under dine rejsebeskrivelser om henholdsvis Puerto Rica og Costa Rica.
    Med mange venlige hilsner tine og theodor

    Reply
    • 22. oktober 2018 at 8:01
      Permalink

      Kære Tine,
      Tusind tak for dine beskeder. Dejligt jeg kan inspirere, selvom det somme tider kan være sværere at beslutte sig, når der er for mange forskellige muligheder i spil. Det lyder vildt fedt med jeres Bali tur og jeg er sikker på, at I kan finde meget af det samme mange andre steder. Mht Costa Rica, så var vi rigtig glade for at have bil – dels fordi vi ville besøge flere forskellige steder, mens vi var der, men også da afstandene er lange. Men I kan sagtens koncentrere jer om færre steder og så få samme oplevelse som på Bali, med diversitet uden at I behøver en bil. Man kan starte i San José og tage til Monteverde/La Fortuna – jeg tror endda der er rundture med busser, da det er en typisk backpacker tur. Her er der både enestående natur og et hav af muligheder for at prøve zipline, bade i varme kilder, cykle, ride på heste, trekke i naturparker, bestige vulkan og se en hulens masse dyr.
      Mht. Puerto Rico er infrastrukturen lidt nemmere. Det er meget amerikansk og også noget dyrere (selvom Costa Rica måske er det dyreste af de mellemamerikanske lande). Men hvis I tager op i regnskoven og derfra ud til den fantastiske ø Culebra, så synes jeg I får meget forskellighed. Culebra ligger øst for Puerto Rico. Vestkysten er kendt for gode surferbølger. Culebra har smukke strande, man kan leje en golfvogn og køre rundt i, masser af gode spisesteder i havnebyen og i det hele taget bare skøn.
      Jeg håber du blev klogere, ellers tager du ebdelig bare fat i mig igen 🙂
      Mange hilsner og rigtig god planlægning fra Jane

      Reply
  • 22. oktober 2018 at 15:48
    Permalink

    Kære Jane
    Undskyld besværet – men som du rigtig nok nævner, har jeg i mellem tiden har tilmeldt mig “spørg en rejseblogger”.
    I går besluttde jeg mig for at vælge Mexico, så undskyld det besvær du har haft med at skrive om Costa og Puerto (som nu igen frister mig 🙂 )
    Men jeg vil så se om jeg kan inspireres fra dine mexico beskrivelser – hvor i landet vi skal tage rundt på vores knap to uger.
    Mange hilsner Tine

    Reply
    • 23. oktober 2018 at 8:06
      Permalink

      Det skal du ikke undskylde, det har været en fornøjelse at hjælpe. Mexico er skønt – jeg har selv været backpacker i 5 uger i det dejlige land, men har desværre ikke skrevet om det, da det er 20 år siden. Held og lykke med planlægningen.
      Mange hilsner fra
      Jane

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.