Rejseinspiration til verdens bedste strande

Rejseinspiration

Det er yderst individuelt, hvad der gør en strand til netop DIN favoritstrand. Personligt synes jeg, der er mange forskellige facts der spiller ind, for at en strandoplevelse er noget nær perfekt. Hvad der kan have været det fedeste for mig, fordi jeg læste en god bog, vejret var perfekt og humøret var i top, kan være en forfærdelig oplevelse for andre, hvis de har ramt stranden på en dårlig dag.

Og så er der jo forskel på om man tænder på en kridhvid ubemandet sandstrand eller om det er menneskemylder og parasoller, der netop gør stranden eksotisk for dig. Her er i hvert fald rejseinspiration til nogle af de mange strande, jeg efterhånden har besøgt. Og sjovt nok er de meget forskellige.

Rejseinspiration til mine favoritter…

Trou-aux-Biches, MAURITIUS

på nordvestsiden af den guddommelige og smukke ø Mauritius er uden tvivl en af mine favorit strandoplevelser. Den to kilometer lange strand er ikke bred, men sandet er hvidt og pulveragtigt og så er der en utrolig flot frodig palmerække langs stranden, hvor du også med fordel kan lægge sig i skyggen, hvis du har børnene med.

Der er ikke nogle offentlige toiletter, men der ligger et par store hoteller, og der er også dukket nogle restauranter og småbutikker op i området, så der skulle være mulighed for at finde et toilet, hvis det bliver strengt nødvendigt.

Få mere rejseinspiration til Mauritius her.

Rejseinspiration
Trou-aux-Biches, Mauritius

Flamenco Beach, PUERTO RICO

ligger på øen Culebra, som hører til Puerto Rico i Caribien. Jeg har set den på mange top 10 lister over smukkeste strande i verden – og det er der en grund til. Den er cirka to km lang og dejlig bred, så selvom der er proppet med turister (der er mange der tager endagsture hertil fra hovedøen – jeg ville klart anbefale at tage dertil i en fart og blive så længe som muligt :-)) har man meget albuerum omkring sig.

Der er store bølger, som børnene synes er skønne at lege i. På den vestlige side af stranden kommer alle endagsturisterne, og det er også her, der er kiosker og toiletter. Og det er også på denne side af stranden, man kan se de famøse efterladte amerikanske tanks. Helt ovre i den anden ende af stranden, er der en form for lagune, som holder de store bølger væk. Paradis for små børn, og i øvrigt også for voksne, der ikke gider ligge der, hvor alle andre er.

Få mere rejseinspiration til Puerto Rico her.

Rejseinspiration
Flamenco Beach, Culebra, Puerto Rico

Hadicurari Beach, ARUBA

eller bedre kendt som Fisherman’s Huts, på nordvestsiden af Aruba kommer også på min liste over de bedste strande. Mest fordi den er smuk og paradis-agtig og du kort får en fornemmelse af, at tiden står stille. Engang var stranden hjemsted for øens fiskere, men er siden da blevet en populær strand for wind- og kitesurfing samt folk på SUP boards.

Trods mange vandsport aktiviteter, var der ikke mange andre ud over os, da vi var der. Der er desuden heller ikke mange palmer du kan gemme dig under, så husk faktor 50 sunblock, hvis ikke du har en parasol med.

Rejseinspiration
Hadicurari Beach, Aruba

Bondi Beach, Sydney, AUSTRALIEN

i Sydney skal på, fordi den er så vild. At snakke om fluepapir på en strand. Det er vildt som den tiltrækker ikke blot turister men ligeså meget alle de lokale aussies, som drøner mod vandet for at udholde varmen, så snart lejligheden byder sig. Jeg er vild med det hippe liv der er omkring området Bondi og hele vejen langs stranden, hvor der er smarte butikker, caféer og barer.

Det er ikke hipt på en overlegen måde – men mere på en afslappet backpacker måde, som australierne jo er så gode til.

Få mere rejseinspiration til Autralien her.

Rejseinspiration
Bondi Beach, Sydney, Australien

Rockley Beach, BARBADOS

– bedre kendt som Accra Beach – på den populære sydkyst på Barbados, er billedskøn. Sandet er kridhvidt og fint og vandet er turkis, som man kun ser det i rejsemagasinerne. Stranden byder på en kombination af vilde bølger og rolig svømning. Den sydlige ende af stranden er perfekt til mindre børn, da der er en slags lagune, beskyttet af klipper, der bryder de kraftige bølger.

Til større børn er der masser af vandsport aktiviteter ude i bølgerne. Langs træerne på stranden er der de farverige kiosker der sælger lokale smykker, tøj og kunsthåndværk. Her er det også muligt at nyde en lille snack eller en Carib øl i varmen. Hvis du er meget sulten, ligger Tiki Bar i den sydlige ende af stranden.

Rejseinspiration
Rockley Beach, Barbados

Chowpatty Beach, Mumbai, INDIEN

i Mumbai, Indien, er også på min favoritlisten, selvom vi ikke taler typisk eksotisk strand med turkisblåt vand. Det er ikke bare en almindelig strand – det er et samlingssted for de lokale indere, som kommer der morgen, middag (ikke når solen står højest) og aften.

De har boder, de sælger majs, limonade og andre lækkerier ved små stande og så danser de i rundkreds og fester, så du, som tilskuer bliver revet med af, at livet da bare er en fest og skal leves hver dag, som var du til bryllup. Så selvom det er i en ret forurenet by, er det alligevel ret eksotisk.

Få mere rejseinspiration til Indien her.

Rejseinspiration
Chowpatty Beach, Mumbai, Indien

Pigeon Point, TOBAGO

på Tobago husker jeg som noget helt specielt. Nok fordi jeg var her på min bryllupsrejse, men også fordi her er gudesmukt, eksotisk og hyggeligt. Der er en del vandsport omkring, men slet ikke noget, der ødelægger idyllen.

Jeg mindes, at der var flere lokale end turister, men det var heller ikke helt let at komme dertil. Og så kan jeg huske, at jeg læste en biografi om Madonna, da jeg var der, hvilket har medført, at jeg altid kommer til at tænke på Madonna, når jeg ser et billede fra Pigeon Point.

Rejseinspiration
Pigeon Point, Tobago

Cala Francese, Sardinien, ITALIEN

på Sardinien er vidunderlig. Du kan ikke køre helt dertil, men skal lige ud og gå en lille tur ned til klippestranden, hvor der kun er meget lidt sand. Men enhver italiener med respekt for sig selv, har udstyret i orden, så parasol, tæpper, solstole med mere kan balancere på klipperne uden problemer.

Selvom vi var her i højsæsonen og der var forholdsvis mange mennesker, havde vi følelsen af, at have fundet en hemmelig lille strand. Sandet var pulveragtigt og krystalklart. Ved parkeringspladsen er der en lille strandbar, hvor du kan få drikkelse og snacks.

Få mere rejseinspiration til Sardinien her.

Rejseinspiration
Cala Francese, Sardinien

Englishman’s Bay, TOBAGO

Denne frodige – og i mine øjne meget eksotiske – strand er nærmest taget ud af filmen The Beach. Dog er vi ikke i Thailand her, men på Tobago – stranden hedder Englishman’s Bay. Det er utroligt smukt at ligge nede i sandet, men jeg er helt vild med udsigten herfra, hvor billedet er taget, hvor vi i en hurtig opbremsning fik smidt bilen ind til kanten, for at kunne forevige den spektakulære bugt. Meget ubesøgt, uforstyrret og romantisk.

Rejseinspiration
Englishman’s Bay, Tobago

Del meget gerne dine favorit strande med mig her på siden, så de kan komme med i mine overvejelser til fremtidige rejser.

Mere rejseinspiration til flere af mine favoritter kan du læse om lige her.

Følg mig også på Facebook

 

2 thoughts on “Rejseinspiration til verdens bedste strande

  • 20. august 2017 at 13:53
    Permalink

    Hej Jane
    Jeg skal til Thailand til februar med rygsæk med min mor og mine to børn på 8 og 12. Vi er lidt af nogle vandhunde og elsker alle former for eventyr. Jeg har været i Thailand mange gange men det er mange år siden så tænker det har ændret sig en del. Denne gang tænker jeg at opleve det sydlige Thailand hvorfor jeg vil høre dig om har forslag til billige men gode steder at bo i syd Phuket samt hvilke øer som er værd at se, hvis du vel at mærke har været der indenfor de sidste 5 år?
    Jeg tænker selv ko racha yai og noi, khao lak og khao sok national park og en smuttur til Similan. Vi gerne imod alle former for gode råd?
    Bh louise

    Reply
    • 21. august 2017 at 9:45
      Permalink

      Kære Louise,
      Tusind tak for din besked.
      Jeg har været i Thailand to gange, og desværre ikke nogle af de steder, hvor du overvejer, men synes det lyder ret fedt. Så jeg tvivler på, jeg kan være til stor hjælp.
      Den ene gang var jeg på fantastiske Koh Tao, men det ligger jo helt omme på den anden side (…men helt igennem fantastisk…). Anden gang var for 4 år siden, hvor vi var på Koh Lanta og Koh Phi Phi. De øer ligger heller ikke helt i nærheden af, hvad du påtænker. Koh Lanta er ret stor men formår stadig at bevare charmen med uspoleret natur, indbydende strande og gode restauranter i den lille hovedby. Koh Phi Phi er gudesmuk men ret turistet. I hvert fald midt på dagen, hvor både fra omkringliggende øer/byer kommer for at se Maya Beach, hvor The Beach med Leonardo blev filmet. Jeg har hørt rigtig godt om Similan og synes i det hele taget af de steder du overvejer lyder virkelig skønne.
      Mange hilsner fra Jane

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.