Moments from… Melbourne

Melbourne er blevet kaldt verdens mest levende by, men de forskellige kvarterer kan tage tid at få kendskab til. Og på den måde er det en by, jeg lige skal se an. Sådan havde jeg det første gang, og sådan har jeg det her anden gang. Første gang endte jeg med at blive vild med byen, og akkurat sådan ender det også denne gang. Vi kommer lige fra Sydney, hvor vi kun havde et enkelt stop i en lille by Albury, som ligger lige mellem de to storbyer. Apropos Sydney – mange sammenligner Melbourne og Sydney, (lidt ligesom at sammenligne Berlin og Hamborg) og der battle’s om, hvilken by der er fedest. Sydney er mere amerikansk og vinder på wow faktor og strande, mens Melbourne er overlegen hvad kaffe og street art angår og har en mere europæisk stemning.

Vi bor i en udmærket BIG4 caravan park nord for byen og har ca. 45 minutters tur i sporvognen til Town Hall, hvorfra du finder mange af turistattraktionerne.

Melbourne
Gratis tram i centrum, der kører i en cirkel

Vi kører gennem Fitzroy, som er et super hipt og cool kvarter med masser af secondhand shops hvor de skriver ’vintage’ til det hele, og meget af det tænker jeg måske alligevel ikke umiddelbart er vintage, men mere London Camden Market-agtigt med rødternet nederdel og Dr. Martens støvler. Andet er farverigt firser gymnastik tøj, som heller ikke i min optik går ind under vintage, men ok, går den, så går den. Trods stilforvirring er her brandhyggeligt. Vi kigger stort set i hver og en af butikkerne og køber intet og alligevel er de bare SÅ søde, de australiere. Vi er vilde med dem. Og ud over fede genbrugsbutikker er der et hav af nede-på-jorden-og-alligevel-med-på-beatet-kaffebarer i Fitzroy. Og en masse fint street art. Et stenkast øst for Fitzroy ligger Collingwood, som er Melbournes svar på Brooklyn.

Melbourne
Fitzroy

Vi bevæger os ned i byen til Federal Square, som er samlingspunkt i byen. Pladsen er blevet færdiggjort inden for de sidste 10 år, for den så i hvert fald ikke sådan ud, sidst jeg var her. Jeg tror, de er stolte af den, men jeg synes det er noget rod med en masse forskellige stilarter og ligner mere et udendørs hurlumhejhus. Vi går rundt i hovedgaderne og kigger butikker, går nede ved floden og ser alle roerne slæbe deres både ud i vandet for at ro op og ned af floden.

Melbourne
Federal Square
Melbourne
Roerne træner på floden

Vi tager i Sea Life og ser alle de vilde havdyr, som bare er lidt større her end hvad vi ellers har oplevet i akvarier før. Vi går forbi den gamle smukke Flinders Street Station og kommer op til alle de små gyder og smalle arkader, hvor vi ser på street art for alle pengene. Her er meget og jeg har læst om det, fordi jeg elsker street art i storbyer. Jeg lokker familien med ned til AC/DC Lane og Hosier Lane og bliver faktisk ret skuffet over, at der er så meget graffiti og tags hen over smukke wallpaints. Ærgerligt, der er nogle, der ødelægger det. Jeg havde godt nok læst, at mange af tegningerne ikke får lov til at stå længe, da de bliver overmalet af andre artister, men jeg havde ikke forventet, de blev ødelagt. Nord for alle street art arkaderne finder vi en lækker bogbutik, hvor vi kan bruge timer på at kigge bøger og lige ved siden af ligger der en ikonisk italiensk kaffebar, Pellegrino, hvor vi lige får lidt koffein i kroppen, inden vi skal videre.

Melbourne
AC/DC Lane
Melbourne
Street art gade, der er blevet rimeligt overmalet
Melbourne
I en af de mange små arkader
Melbourne
Pellegrinis kaffebar

Vi tager til St. Kilda, som er en vidunderlig lille ferieby i byen og i øvrigt betragtes som backpacker-området i Melbourne – med sin beliggenhed på 6 km syd for byen helt ud til vandet, tiltrækker den ikke bare turister, men også lokale. Det var også her, vi tilbragte størstedelen af tiden, sidst vi boede her. Den fine St. Kilda Pier har en restaurant og kaffebar ude for enden af molen, hvorfra der er en rigtig fin udsigt ind over Melbourne skyline med lystbådehavnen i forgrunden. På Acland street er der et hav af spisesteder, butikker og mange lækre kagebutikker til den søde tand. Det er også i St. Kilda du finder den ældgamle og ikoniske Luna Park med det store hoved som indgangsparti. (Sydney har også en Luna Park med et lignende ansigt som indgang).

Melbourne
St. Kilda Pier
Melbourne
Udsigt ind over Melbourne skyline
Melbourne
Luna Park i St. Kilda

Melbourne er en kaffeby, hvor roasters og baristas er nogle af de mest tekniske og opfindsomme på jorden. Det virker som om, de hver måned har fundet på en ny bryggeteknik, en ny gadget eller en ny idé om, hvad god kaffe faktisk betyder. Kaffemoden fra Melbourne er tit frontløber for andre kaffeentusiaster. Hvis du er vild med kaffe, skulle du tage på en kaffe-tur i byen – tjek evt. Melbourne Coffee Tours ud, fra GetYourGuide.

Lidt længere mod syd tager vi til Brighton Beach hvor vi falder i svime over de mega-nuttede og farverige Beach Boxes – strandhytter. De er så kære, og da jeg ser dem fra p-pladsen, tænker jeg, at vi er de eneste der kender stedet – lige indtil vi går ned i sandet… Nå men trods masseturismen på Brighton Beach, ender det som sagt med, at jeg bliver ret vild med Melbourne.  

Melbourne
De super charmerende små beach boxes på Brighton Beach
Melbourne
…og på stranden var alle menneskerne så…

Nu hopper vi ind i vores Motorhome igen og kører mod Philips Island for at se pingviner, inden turen går til Adelaide via Great Ocean Road.

Følg også med på Instagram og Facebook, hvor jeg løbende opdaterer billeder fra vores 4 måneders rejse 🙂

Vi ses,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

DanishEnglishGermanSwedish