Vi ankommer i stil hen over Sydney Harbour Bridge – de fleste ville vælge en anden vej, når man – som os – kommer nordfra og skal til bydelen Beverly Hills, hvor vi skal bo ved min gamle ven Greg, (…som jeg kender helt tilbage fra 1996, hvor jeg mødte ham i LA som backpacker). Men jeg insisterer på en mindre omvej, for at tage turen over broen med udsigt til Operahuset.
Man kan undre sig over, at jeg kan tillade mig at insistere, når det ikke er mig, der sidder bag rettet. Men Søren brokker sig jo ikke, han tager turen i stiv arm og med øjnene på vejen og ser derfor heller ikke meget af den vidunderlige udsigt. Vi parkerer vores motorhome i Gregs indkørsel. Alt er stort i Australien, så naturligvis har man lige plads til en sådan en i indkørslen.
Vi tilbringer eftermiddagen og aftenen hjemme hos Greg og hans svenske hustru Lotta og deres tre børn. Der er over 30 grader, så vi får catch’ ed up fra deres pool i baghaven. Og vi overtales til at sove i deres kæmpe hus og sætter alt hvad der hedder road trip på stand-by. Ren luksus.
Vi tager toget de næste par dage til centrum og lader vores motorhome stå i indkørslen. Den ene dag tager vi til Circular Quay og finder hurtigt en Sydney Ferry til Manly, som jeg huskede som en vidunderlig strand. Vi ligger ikke på stranden så længe, men kaster os rundt i bølgerne (mest 75% af os – der er jo én der skal kigge efter tingene og det er som regel mig) og nyder vandet i varmen. Vi kigger på alle dem, der er ved at lære at surfe og ser en masse skolebørn, som er på udflugt i deres skoleuniformer og skal lave en del kropslige anstrengelser i sandet inden de får lov til at hoppe i baljen og tage en dukket og så er der ellers afgang tilbage til skolebænken.
Vi går rundt i og omkring Operahuset og får en akut national-stoltheds-følelse over at være danskere. Vi nærstuderer alt hvad man kan få i souvenirbutikken og ender med at købe et sæt kortspil, som efterhånden er blevet en tradition for os, at have med hjem fra fjerne rejsemål. (Vi spiller også meget kort, skal lige siges).
Vi går rundt i havneområdet, spiser is fra Royal Copenhagen Ice Cream , hvor min søn synes, det er vigtigt, at vi fortæller ham, der laver vores is, at vi bor i København – og som alle australiere, er han vildt sød og interesseret og spørger ind til byen og har i øvrigt en onkel der engang har været der… Alle i Australien har selv været i Danmark eller kender én der har… Jeg er vild med australierne og deres gæstfrihed, som kommer fra hjertet og er en selvfølge. Og jeg er vild med deres oprigtige interesse i os. Med en kæmpe (eller knap så stor, men mega dyr) is i hånden bevæger vi os op omkring The Rocks, som jeg heller ikke denne gang synes er noget særligt, selvom det er Sydneys historiske område. Jeg tænker, det blomstrer op om aftenen – jeg har kun været der om dagen.
Vi går turen Bondi to Coogee Clifftop trail (vi tog dog turen modsat og sluttede i Bondi), hvilket vi gør fra morgenstunden. Eller det er nu så meget sagt, for vores venner bor som nævnt i bydelen Beverly Hills, hvorfra der er en halv times togtur til Town Hall – herfra skal vi skifte til en bus til Coogee, som tager yderligere en halv time – og i min familie kommer vi sjældent hurtigt ud af døren. Så klokken er nok nærmere 11 da vi ankommer til Coogee.
Heldigvis er der en masse skyer foran solen, som desværre ikke er godt for smukke billeder, men i den grad dejligt og tiltrængt til en gåtur på 6 km uden skygge. En helt igennem smuk tur! Vi startede med kaffe og varm kakao fra lækre Coogee Pavilion og så var det ellers bare ’wow’, ’wow’, ’wow’ hver gang vi går rundt om et hjørne. Det er vildt som bølgerne bruser ind over klipperne og strandende ligger som perler på snor. Fra Coogee ankommer vi først til Gordons Bay, som skulle være et at Sydneys bedste dykkerspots. Herfra kommer du til Clovelly, som er en smuk familievenlig strand.
Vi fortsætte ud forbi Burrows Park og passerer Waverly Cemetery, som virkelig ligger majestætisk på en bakketop med verdensklasseudsigt. Ikke at dem der ligger der nyder udsigten, men det gør de mange besøgende. Næste strand vi kommer til er Bronte Beach og her er masser af lækre caféer, så det passer perfekt med, at vi er nået til frokost i vores program. Vi vælger Bogey-Hole Cafe, lige oppe bagved stranden. Stranden ligger smukt i bugten med en stor græsplæne bagved sandet, hvor mange familier ligger på tæpper og sportsglade folk spiller bold eller frisbee.
Den næstsidste strand er Tamarama og den er virkelig dyb og smuk. Vi ankommer til Bondi og passerer de vidunderlige Bondi Icebergs Pools og vi imponeres af, de kæmpe bølger, der skvulper ind over poolen og dem der svømmer.
Vi belønner os selv med lækre store is, da vi ankommer og tager dem med ned i sandet, hvor vi slår lejr. Søren og ungerne hopper i vandet, men bølgerne er simpelthen for vilde til den lange badetur, så vi beslutter os for at pakke samme og tage ind til byen. Bus 333 tager os forbi Paddingtons high street fashion tilbage til Circular Quay, hvor vi spiser aftensmad med udsigt ind over Harbour Bridge og går hen til Operahuset, som min søn inderligt ønsker sig at se i mørke. Et syn han var tæt på at gå glip af, da han forsvandt i menneskemængden tidligere på Bondi. Pyha… mor blev presset… Men det er en helt anden historie…
Efter et par dage i storbyen, hopper vi i vores rullende hjem og drøner til Blue Mountains. Jeg var der i 1998 som backpacker og husker mest, at jeg havde jetlag og synes, der var ufattelig mange trapper, man skulle op og ned af. Denne gang er det meget bedre. Vi har skønt vejr, parkerer, hopper ud og køber kaffe og varm kakao (hvilket mine børn snildt kan drikke, selvom der er 40 grader) og går ud til udsigtspunktet ved Ecno Park, hvor vi kan se The Three Sister.
Vi går Prince Henry Cliff Walk og så har vi da også været her. Her er smukt – bjerge og klipper så langt øjet rækker – men et par timer er alligevel fint for os. Vi kører Scenic Route med en masse Scenic Lookouts, for at få det hele med, inden vi vender snuden tilbage mod byen.
Greg tager fri fredag for at tage os med på en off the beaten track tur til Figure 8 Pools i Royal National Park. Det tager en time at køre derud (andre ville måske tage 1,5 time, men ikke Greg…) og da vi parkerer, skal vi gå halvanden times tid gennem skov, over bjerg, gennem krat, over strand og til sidst over klipper for at nå frem. Et sted der frarådes at tage til som turist, da du skal have meget styr på tidevandet, som kan overraske dig på et splitsekund. Det her er virkelig off the beaten track og jeg er vild med, at det er så besværligt at komme dertil. Ungerne elsker det. Eventyret. Vi kommer frem og må helt klart erkende, at det er alle anstrengelserne værd. Men vi er til gengæld heller ikke helt de eneste, der kender hemmeligheden.
Greg har altid boet i Sydney, men har først fået kendskab til stedet før for et års tid siden – gennem de sociale medier, hvor Figure 8 Pools er blevet et af de mest hypede steder at tage til i Sydney. Vi bader i poolen og de andre små vandhuller og overvældes af de enorme bølger der ind imellem slår ind over hele området. Vi spiser hjemmesmurte sandwiches og da vi ikke kan klare mere sol, trasker vi den lange vej tilbage til bilen (ungerne løber nærmest, mens vi andre ikke kan få luft op af bjerget). Vi kommer hjem til poolen og er i den grad klar til lækker BBQ, som Greg tilbereder og har desuden inviteret sine forældre over, så vi kan hilse på dem igen efter mange år.
Lørdag morgen pakker vi alt vores nyvaskede tøj, tager et langt bad og er klar til at fortsætte camperlivet efter et luksus-pit-stop i Sydney. Nu går turen med Melbourne, en tur på 9 timer (ca. 900 km), som vi har planer om at snuppe med en enkelt overnatning på halvvejen.
Følg også med på Instagram og Facebook, hvor jeg løbende opdaterer billeder fra vores 4 måneders rejse 🙂
Vi ses,
