Gæsteindlæg: Zanzibar, Tanzania

…med kommunikationsrådgiver – og gæsteblogger – Katrine Grytter.

gæsteindlæg
Katrine med sin familie på Zanzibar

5 spørgsmål til gæsteblogger Katrine

Top 3 byer du har besøgt?

For mig afhænger min oplevelse af byen af både selskabet og omstændighederne – derfor har jeg meget forskellige opfattelser af klassikerne Berlin, Paris og London. Det er byer, der overrasker på ny, hver gang jeg besøger dem – og i alle tre tilfælde byer, jeg har lært at holde mere og mere af med tiden. Berlins brede boulevarder og søvnige eller fredfyldte tempo. Paris har jeg altid set som et fransk småsnobbet multietnisk kludetæppe af vintage, løgsuppe og fredfyldte kirkerum. Men sidst overraskede byen fra en mere rolig side. Sidst men ikke mindst London, som jeg både hader og elsker for sit hektiske tempo.

Ovennævnte er nok de tre mest besøgte, men dem der har efterladt det største aftryk er Venedig – en by bygget på vand uden biler og helt stille. En labyrint af snørklede gader, der blot venter på at blive opdaget, så snart man tillader sig at afvige fra de turistoverfyldte hovedgader. Når man som jeg er opvokset på en lille ø, giver vand en helt særlig ro – i Venedig er den magisk. Granada – placeret på siden af en stor kløft med udsigt til det magiske Alhambra – i stegende spansk sommerhede, er det endnu en lille perle, der byder på tapas og øl, ægte flamingo og spansk charme. Da jeg besøgte den sidst, boede jeg på et lille hostel indhyllet i lysegrønne hamp-planter på toppen af bjerget. Sidst men ikke mindst en af de større metropoler – Bangkok. Jeg tabte mit hjerte en smule til dette beskidte hektiske centrum midt i Asien. At gå på opdagelse i sidegader og gadekøkkener i osen var fantastisk. Jeg er en sucker for byer, der overrasker, chokerer og hvor jeg ikke føler mig som en turist.

Top 3 lande du har rejst i?

Kenya – rød jord, uendelige vidder og vilde dyr

Zambia – et fattigt land, der udvider ens horisont og giver fornyet taknemmelighed for vores lille danske kongerige

Italien – lækker mad, varme, flotte landskaber og små hyggelige byer

Hvor ville du ønske at komme tilbage til?

Serengeti-sletten i Kenya

Hvilket sted spiser du bedst?

Italien; risottokugler, tiramisu og lokal vin

Top 3 lande på din bucket list?

Rwanda – deres fokus på bæredygtighed, en gang om måneden afholder de Umunganda – en slags fælles samfundstjeneste, hvor alle et par timer hjælper med at rydde op eller renovere f.eks. skoler. Og så er plastikposer forbudt. Deres unikke dyreliv og frodige natur heriblandt bjerggorillaerne, samt deres grufulde historie – selvom folkemordet er uhyrligt, er det vigtigt at huske, at det skete og forholde sig til, at man den ene dag kan være naboer og den næste dag fjender. Alt kan ske, hvis man ikke passer på, hvordan man behandler hinanden.

16 dage på Zanzibar med Katrine

Hvem rejste du med?

Mand, to børn på 6 og 8, babyspire i maven og min mor

gæsteindlæg

Hvordan forberedte du dig til turen?

Medbring de ting du skal bruge, forvent ikke at kunne købe solcreme, badesandaler, snacks, medicin etc. Udvalget er meget lille – og storindkøb skal foretages i Stonetown, hvor et almindeligt supermarked er det største du kommer et indkøbscenter.

Tidevandet er markant og skifter fra dag til dag, så det er en god ide at prioritere en pool at køle af i.  Det er Afrika – forskellen på rig og fattig og turist og herboende er stor.

Malaria er tæt på udryddet og udgør ikke en særlig stor risiko – jeg var gravid og tog ingen profylakse – uden problemer. Resten af familien gjorde på lægens anbefalinger.

gæsteindlæg

Hvordan kom I dertil?

Vi fløj over Kastrup-Doha-Stonetown – retur tog vi en overnatning i Doha – var skønt at mellemlande og akklimatisere inden vi ramte den danske januar-kulde. Doha skal ikke opleves en fredag, da alt har lukket, men man kan nemt brænde en dag af på sightseeing og arabisk kultur.

Flyver man til Stonetown fra Dar-Es-Salam er det i en sardindåse, små propelfly. Det tager ca. en time.

Vi havde lejet en privat bil, der hentede os, da vi ankom og kørte os til destinationen. Vi lejede den online gennem Iberias lufthavnsservice. Det tager maks. to timer til enhver destination på øen – vi startede helt sydpå. Resten af turen arrangerede vi fra sted til sted. Lokale biler er lette at hyre, koster næsten altid 40 dollar for en dag, ligegyldig hvor lang dagen er. Man skal ikke selv leje bil, da der er mange stop points på øen, som kræver et par håndører at passere. Ingen grund til at bruge tid på det. Vejene er ok.

gæsteindlæg

Hvordan boede I/hvor skal man bo?

Vi valgte bevidst airbnb to ud af tre steder og et lille resort til sidst. Airbnb slog resortet med længder. Vi ville have fravalgt resortet, hvis vi kunne gøre det om. Det var kedeligt.

Zanzibar er en lille ø på størrelse med Fyn. Vi boede tre steder på 12 dage og det passede perfekt – og var sjovt at se øen fra alle sider Det er en ø, de fleste turister besøger et par dage efter at have besteget Kilimanjaro eller været på hæsblæsende safari. Der er ikke så meget at lave, så man skal kun bruge to uger på øen, hvis man er på udkig efter total afslapning. Vi så næsten alt hvad der var at se på øen.

Jeg er ikke til resorts i Afrika. Det er luksus, men tager nærværet fra landet fra en. Man er buret inde i en luksuslomme. Zanzibar er en ultra bounty-ø – med lange hvide strande, krystalblåt vand, store palmer – her er sindssygt flot. Den ligger lige ved ækvator, men i næsten lige tidslinje med Danmark, så intet jetlag. Her er konstant varmt – og perfekt som vinterdestination. Hvis flypriserne er rimelige – og man ikke booker resorts er det billigt at bo og leve her.

gæsteindlæg

4 (+/-) mindeværdige oplevelser:

Stonetown er på UNESCO’s liste over verdensarv – og en gåtur gennem gaderne er et must. Byens slavehistorie skal opleves og gerne genfortælles af lokal guide. Der er utallige eksempler fra kolonitiden i byggestil og monumenter. Historien er tydelig. Der findes et stort marked midt i byen, som altid er spændende at gå på opdagelse i – selvom man som turist unægtelig vil blive frarøvet den dobbelte pris trods god guide.

Der findes tre steder på øen hvor man kan opleve skildpadder – både havskildpadder og landskildpadder. Vi besøgte ikke Prison Island, hvor landskildpadderne er, men de to steder nordpå øen, hvor man kan se havskildpadder. Det ene sted indsamler de skildpaddeæg, passer og plejer og sætter skildpadderne ud. Her fik vi den faglige introduktion og fik lov at fodre dem med tang. Børnene lærte en masse om hvordan man passer på både dyr og natur og der var også en passende opsang om ikke at smide plastik i naturen og havet. Bagefter tog vi til et lille akvarium i klassisk afrikansk smadret tilstand – men her var det muligt at bade med de store dyr i en dam og det var en stor oplevelse at være så tæt på dem.

gæsteindlæg

Sydpå findes der en nationalpark med aber (red columbus), som både inkluderer en gåtur gennem regnskov og mangrove. Let tilgængelig, ikke for dyr, personlig guide og masser af dyr og planter. Det tog en times tid. Passende længde i heden og med børn.

Stranden er det sidste must. Den skyller hver eneste dag, de smukkeste skaller op, så enhver strandtur bliver en skattejagt – også selvom man lægger dem tilbage når turen er slut. Der er masser af muligheder for at snorkle, dykke og se delfiner. Men det kan være svært at bade grundet søpindsvin og tidevand. Det kræver en båd og tykke strandsandaler – også strandsandaler på stranden. Vores søn trådte på et søpindsvin i vandkanten og fik fem pigge i foden. Det tog to timer at få dem ud. De er ikke giftige, men smertefulde. Saft fra en papaya hjælper med at skubbe piggene ud. Tag derfor gerne desinficerende og smertestillende med hjemmefra. 

gæsteindlæg

Man kan desuden besøge lokale spice farms (krydderiplantager). Øen er kendt for sin produktion af muskatnød, vanilje og kanel. Vi besøgte ikke en, men det er ikke svært at finde.

Hvor spiste I/hvor skal man spise?

Vi spiste hvor vi boede alle dage. Det var ikke de store kulinariske oplevelser, men meget lokalt. Og helt fint. Kylling og ris med lokale grøntsager, samt grillet fisk er almindeligt. 

Hvad må man bestemt ikke gå glip af?

Stranden og skildpadderne er must see’s. Og så afslapning.

gæsteindlæg

Hvad var den bedste kulturelle oplevelse?

Aftensnakke rundt om bordet med vores airbnb-vært.

Hvad overraskede dig mest?

At der slet ikke var så turistet, som vi havde forventet, og at der langt de fleste steder var rent og pænt. Både i vejkanter og på strandene. Trods udfordringer med plastikaffald, der skyller op fra havet.

Hvilken turistfælde skal man undgå?

Vi fravalgte bevidst luksusresorts i turistområder, for at komme tættere på lokalsamfundet. Dermed undgik vi også anmassende strandsælgere. I stedet kunne vi bevæge os rundt, som vi havde lyst til.

Fakta om Zanzibar:

  • Valuta – tanzanisk shilling – du kan veksle dernede – medbring gerne dollar også
  • Antal indbyggere – ca. 200.000 på øen, som er en del af Tanzania.
  • Sprog – Swahili – stammer herfra, men engelsk er gangbart i turistsammenhæng
  • Hvornår er det bedst at rejse dertil? – Vi var der i januar – det var perfekt.
  • Visa – ja, du udfylder det, når du ankommer, det koster 50 dollar.
  • Vaccination – ja, tjek Statens Serum Institut

gæsteindlæg

Følg med på Instagram og Facebook. Vil du holdes opdateret, så skriv dig op her på siden, og det siger ‘pling’ i din indbakke, når der er nyt fra Janeaway. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

DanishEnglishGermanSwedish