Fra Michelin stjerner til bistro stemning
Jeg er vild med mad og jeg er vild med at spise ude. Og særligt i min egen by, København. Den by kan simpelthen det der med gode spisesteder – og mange af dem kommer jeg gerne på igen og igen.
Som nævnt før, er en god restaurantoplevelse for mig bestemt ikke lig med Michelin stjerner og hvide duge. Tværtimod. For mig er den største oplevelse en god stemning i afslappet og rustik atmosfære. Og i virkeligheden hvis der er nok mad. Jeg er mere til skævhederne. Jeg fornemmer, at der for et årti siden, var en stræben efter Michelin stjerner og anretninger med pincet, hvorimod der nu er tendens til at ramme den ægte ’bistro-restaurant’, hvor de hvide duge er bandlyst.
Og i takt med at der er skruet op for musikken, er der ligeledes skruet ned for priserne, så de fleste kan være med. Mine favoritter i København er mange, men her kommer alligevel dem, jeg holder mest af.
Mine 10 favorit spisesteder i København
1. Paté Paté, Kødbyen, Vesterbro
Paté Paté er en af mine klare favoritter. Navnet kommer af, at der i tidernes morgen lå en leverpostejfabrik på adressen i Kødbyen. Jeg er vild med den rustikke indretning, de rå møbler og alle ruderne i restauranten som gør den utrolig charmerende. Jeg ville gerne prøve hele menukortet, men falder altid tilbage på Risottoen, som er intet mindre end uovertruffen. En sikker vinder, men også lidt tung, så det kan anbefales at nøjes med to retter. Og dertil eventuelt to små sideretter, hvor mine favoritter er de små stegte grønne spanske pebre Pimientos de Padron og en Ceasar salat. Deres rabarberkompot er en af de lækreste desserter ever, med Husted Vin.
2. Gorilla, Kødbyen, Vesterbro
Gorilla som ligger i Karrierebars gamle lokaler i Kødbyen, har en uformel og afslappet tilgang til den danske restaurationskultur. På Gorilla kan man vælge en 10- eller 15-retters menu, og jeg må sige at jeg alle gange har været propmæt efter ti retter. Sjældent har jeg spist så god mad til så fornuftige penge. Jeg er vild med den nye kultur, hvor man ikke går på kompromis med råvarer og anretning, men hvor prisen er realistisk og hverken snobbet eller overlegen. Og så kan jeg godt lide den måde de har formået at få både burger og hotdog til at fremstå på den fineste tapas-facon. Betjeningen er helt i top og alle retter bliver beskrevet meget detaljeret.
3. Anarki, Frederiksberg
Anarki er en skøn lille kompromisløs bistro på Frederiksberg. Menukortet beviser at de er glade for indmad – og det er jeg ikke! Alligevel lykkedes det mig at spise mig propmæt, hvilket ikke er svært, når man starter ud med deres lækre syditalienske burrata mozarella i en skøn olivenolie. På Anarkis hjemmeside skriver de selv, at de er uden dogmer både hvad angår mad og vin, som navnet antyder. De vil inspireres af hele verden og ikke lade sig begrænse. Venlig og nærværende betjening.
4. Gran Torino, Nørrebro
Gran Torino byder på god italiensk mad i rustikke omgivelser med højt til loftet, i Irmas gamle lagerlokaler, lige ved søerne. Jeg har både smagt deres pizzaer, som jeg synes er ganske gode og smagsfulde, og deres ‘Menu de Gran Torino’, som er rigtig god til prisen. Men da jeg var der, var der lidt buller med timingen af serveringerne. Det var ikke decideret ødelæggende, men noget som personalet lige burde øve lidt mere. Er man flere om at betale regningen, skal man vide, at de ikke splitter regningen op, så her er MobilePay kærkommen.
5. Hanzo, Nørrebro
Hanzo ligger lige ved siden af Gran Torino på Nørrebro og de hører begge under Madklubben-imperiet. Stilfuld indrettet restaurant med god stemning. Man kommer ind i rummet med det store åbne køkken, hvor man ser kokkene i fuld sving. Bordene står tæt og lydniveauet kan hurtigt blive højt, hvilket normalt ville genere mig, men her synes jeg, det er en del af den gode stemning. Betjeningen er god og grundig. Vi fik deres 13-retters menu. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg ville blive mæt, da mange af de første retter var små. Men ingen grund til bekymring. Jeg blev rigelig mæt. Rimelig pris til god veltilberedt mad.
6. Sokkelund, Frederiksberg
Sokkelund har alle dage haft fuldt hus. Og det er vitterligt med god grund. Man skal lede længe efter en café i København, der emmer så meget af ‘fransk når det er bedst’, som Sokkelund. Indenfor er der dømt kompromisløs brasserie-stil. De typisk franske spejlvægge får travlheden til at se ud af det dobbelte og den hektiske stemning hersker over caféens højlydte gæster. Det er ikke kun det gode Frederiksberg-borgerskab der kommer her, der er forretningsfolk, fødselsdagsselskaber, veninder der sidder tæt ind over bordet for at få alle detaljerne med. Og så er der ham, der sidder og vinker på billedet jeg har taget 🙂 Jeg er vild med stemningen. Og jeg er vild med deres burger.
7. Steak Royal, Vesterbro
Steak Royal ligger på Regnbuepladsen lige bagved Københavns Rådhus, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg gå lige forbi og tænke, at det var en kedelig turistfælde. Det er det bestemt ikke. Her er virkelig hyggeligt og god stil med de høje træpaneler, kernelædersofaer, hvide marmorborde og store kuglelamper. Det er lykkedes at ramme den så moderne klassiske pariserbistro-stil med et københavnercoolness-twist. Betjeningen er venlig, og der er mange forskellige, der servicerer dig. Jeg havde glædet mig til burgeren, men den er kun på frokostmenuen, så jeg fik i stedet burrata, mac’n’ cheese, Flat Iron Steak (som var stor) med fritter og béarnaisesauce. Så blev jeg sørme osse mæt den dag. Av, jeg havde ondt i maven i flere dage. Sådan er det, når hele menukortet tiltaler én.
8. Mumbai, Valby
Mumbai i min egen bydel Valby, er måske lidt usædvanlig at have med. Men nu er jeg ret glad for indisk mad og denne restaurant er efter min mening, en af de bedste i København til at lave det. Normalt er jeg ikke til buffeter, men her er det genialt, fordi man kan smage alle de forskellige indiske retter til sine basmati ris, papadam, naan og yoghurt raita dip, som alt sammen er med i buffeten. Og så er det ikke en af de der klamme buffeter, hvor det ligner, der har været 50 kunder før dig. Priserne er lave og betjeningen er ukompliceret og ligetil. Sidst vi var der, var vi kommet afsted uden pung (utjekket), så den ene tjener betalte for os, og så overførte vi med MobilePay til hende. Det ser man da ikke mange steder, hva? Holy cow, det er god stil.
9. Tommi´s Burger Joint, Kødbyen, Vesterbro
Tommi´s Burger Joint åbnede sin første burger joint i Island og har haft succes lige siden. Rygterne siger, at han udkonkurrerede Burger King på Island! Tommi’s i Kødbyen er et trækplaster for alle burger-elskere, både store og små. Og det er heller ikke tilfældigt at der er en familiemenu (bestående af 2 x voksen menu + 2 x børnemenu) på menukortet, for der kommer mange familier for at smage det nærmeste, man kommer en autentisk amerikansk burger.
De havde en stand på North Side Festival i Århus for første gang i 2016 og løb med prisen for at have langet mest mad over disken. De kan noget! Deres menukort i er øvrigt totalt ukompliceret og der er ikke alle mulige ting, man skal forholde sig til, ud over om man skal have ost, bacon eller chili-mayo i. Til trods for få pladser indenfor, er det ikke nødvendigvis svært at få bord, eftersom de fleste kæmper sig ud til en plads i solen. De er gavmilde med fritter til burgeren.
10. Uformel, Vesterbro
Uformel i Studiestræde lige overfor Pumpehuset, er Formel B’s lillesøster. De serverer gourmetmad til discountpriser. Jeg har også besøgt Formel B og synes faktisk det var yderst lækkert, men det bliver sikkert ikke et sted jeg kommer igen, da jeg er mere til det uformelle, for at bruge netop det ord. Uformel er et lille mirakel, der har en tårnhøj standard og jeg føler, jeg får meget for pengene.
Der er ca. 15 menuer på kortet, og jeg har lyst til det hele. Jeg har været der tre gange og alle tre gange har jeg startet ud med en tartar. Hver servering koster 100 kr. Jeg bliver mæt af to og kan da også lige klemme en dessert ned bagefter. Deres brød smager så godt, at man skal passe på, man ikke spiser sig mæt i det, inden maden kommer.
Og nu hvor vi er ved det uformelle…
Er du mere til det uformelle, og vil smage lidt af forskellige stilarter, kan jeg kun anbefale Copenhagen Street Food på det varmeste. Jeg synes, det er så fedt, som København er kommet helt med, hvad angår gadekøkkenet med food trucks og servering direkte fra containere. (Konceptet er super fedt og enormt i New York, hvor de har stor succes med Urban Space – hvilket jeg også kan anbefale på det varmeste, hvis du er på de kanter).
Det er så lækkert, at du kan smage lidt fra forskellige køkkener, og hvis du er flere af sted, SKAL man ikke partout spise samme nationalitet. Desværre skal det lukke ude på Papirøen i 2018, da der er planer om at bygge luksuslejligheder, men der arbejdes på at finde en ny attraktiv location.
Så er der vidunderlige Torvehallerne som bare er en fryd for øjet, øret og smagen og jeg skal gi´ dig. Du kan jo købe sig utrolig fattig, for nej, det er nemlig ikke specielt billigt. Men engang i mellem begiver jeg mig derind med + på kontoen og forkæler mig selv.
Og så har vi den nyåbnede WestMarket på Vesterbro, som løber mellem Vesterbrogade/Matthæusgade i det gamle Toves Galleri (som aldrig rigtig blev et hit og lidt på linje med det ufattelig skuffende ‘torvehallerne’ i Valby, som var en fuser uden lige). Jeg var derinde lige da de åbnede, og uha der var lidt lang vej igen, men jeg synes virkelig det lover godt. Jeg kommer igen!
Hvad er dine favorit spisesteder i København?
Tjek flere favoritter ud her…
Følg mig også på Facebook