Getaway til NYCs Boroughs/Hoods
New York har fem Boroughs – Queens, The Bronx, Staten Island, Brooklyn og Manhattan. I disse fem Boroughs er der mange neighborhoods, som alle har hvert sit at byde på og kan være meget forskellige, selvom de ligger side om side. New Yorkere er ofte meget stolte af deres neighborhoods og kan med lethed føle sig som en turist, hvis de bevæger sig over i andre hoods.
I Brooklyn er de mest kendte DUMBO, Williamsburg, Greenpoint, Park Slope, Prospect Heighs og Bushwick. På Manhattan er der over 70 hoods, og de mest kendte er Greenwich Village, SoHo, Chinatown, Little Italy, Financial District, TriBeCa, East Village, Meatpacking District, Union Square, Chelsea, Hell’s Kitchen, Theatre District og Harlem.
Her er en kort beskrivelse af de hoods, jeg oftest besøger.
Williamsburg, Brooklyn
Williamsburg er et godt sted at starte – og særligt hovedgaden Bedford Avenue. NYC hipsterne ses side om side med de ortodokse jøder, som bor i flertal på disse kanter. Her går du fra det ene über-cool sted til det næste, hvor mændene kører Band of Horses-stilen med fuldskæg, skødesløst hår og en tatovering stikkende ud af den opsmøgede på det ene gadehjørne. På det andet gadehjørne ligger en lille smart kaffebar overfor små tidslommer i bedste art deco-stil. Indiebands vælter ud i højttaleren, for ikke at tale om de mange steder med små upcoming bands der prøver lykken for en aften.
DUMBO, Brooklyn
(Down Under Manhattan Bridge Overpass) Virkelig hyggeligt kvarter med masser af cafeer og restauranter, park mm. Spis pizza på Grimaldi´s Pizza (hvis du orker køen) og slut af med en is fra Brooklyn Ice Cream Factory, mens du nyder den smukke Brooklyn Bridge med Manhattan i baggrunden.
SoHo
Fede shopping muligheder og fedt at hænge ud i rigtig New Yorker stil. Masser af gallerier, showrooms, sjove butikker, restauranter, cafeer, dyre butikker samt små secondhands og i den grad anderledes pop-up butikker.
Greenwich Village/West Village
‘The Village’ i daglig tale…Oprindeligt hed det Greenwich Village, men West Village er en del af Greenwich (forvirret?). Fede shopping muligheder og fedt at hænge ud i rigtig New Yorker stil og helst med en coffee to go og en lille hund i snor, for at falde helt naturligt ind i billedet. Yndlingsgaden i The Village er Bleecker Street som huser tre Marc Jacobs (tror måske en af dem er lukket nu) butikker side om side med second hand butikker og hyggelige cafeer, bogbutikker og jazzsteder.
Harlem
Fed oplevelse at tage op til øvre Harlem, da det er endnu et helt andet billede af byen der aldrig sover – det er en hovedsagligt afro-amerikansk bydel og hvis du tager nordligere en 125th street, bliver det lidt mere autentisk. På Amsterdam Ave på Upper West Side bliver gaderne næsten helt San Fransisco-agtige i ellers utroligt flade New York.
TriBeCa (Triangle below Canal Street)
Mange kunstnere bor her og der er mange store atelierlejligheder og restauranter. Bydelen fik en kæmpe omgang sminke efter Robert De Niro lagde en masse penge i byfornyelsen år tilbage og startede New York Film Festival, som foregår i TriBeCa.
East Village/Lower East side
Fede shopping muligheder, noget mere graffiti og råt end vestsiden men stadig fedt at hænge ud i. Et hav af caféer og restauranter, særligt ved St. Marks Place. Hvis der er noget i New York der hedder Little India, så må det være gaderne omkring 5th/6th Street ved 1st 2nd Avenue. Parken Tompkins Square Park er skøn at hænge ud i og ofte er der marked med et hav af krydderurter.
Theatre District
Tag op og se Times Square og teatrene m.m., og skynd dig så derfra igen. Ren stress! Men skal på en eller anden måde opleves, hvis det er første gang, du besøger byen. Og i virkeligheden fedest at besøge, når det er mørkt pga. lysskiltene.
Meetpacking District
Meget funky hvor alle slagterierne er blevet lavet om til barer, restauranter og designerbutikker. Brosten over det hele, men det forhindrer ikke de unge smarte modeller på vej i byen i at have sylehøje hæle på. High Line Park starter ved Meetpacking District og løber nordpå.
Financial District
Wall Street, der er ikke vildt meget at se, men det er fedt at opleve alle forretningsfolkene gå rundt i rask tempo i jakkesæt og slips med coffee & bagels to-go, mens man selv daser og har ferie. For enden af gaden med Stock Exchange og alle guldbarene ligger den fantastiske Trinity Church, som kaster dig tilbage i tiden, da byen endnu ikke var den metropol, den er i dag.
Broadway
Som ikke som sådan er et neighborhood… Men det er den længste gade i New York. Den strækker sig nærmest hele vejen gennem Manhattan fra Sydspidsen op gennem Harlem. Omkring Times Square er alle teatrene og bling bling souvenir butikkerne. Generelt er der langs Broadway mange butikker og flagshipstores. Få steder er Broadway lettere skummel.
Chelsea
Ligger på West Side af Manhattan og løber op langs Hudson River fra 14-34 hen til 6th Avenue. Chelsea har mange townhouses, boligblokke, men også et hav af gallerier – over 200 – og er i det hele taget kendt for at være byens kunstneriske verden. Det er desuden også stedet, hvor mange homoseksuelle holder til.
Upper East Side
Totally posh/upperclass-ish! Virkelig sofistikeret, særligt 5th Avenue og Madison Avenue, hvor alle de meget dyre eksklusive butikker har adresse. Dem jeg ikke har råd til at shoppe i. Mange har også en filial i SoHo/Greenwich. Det er også her, hvor alle i gadebilledet har en lille hund i tasken, kæmpe solbriller på og utroligt meget botox i hele ansigtet.
Læs meget mere om New York her.
Her kan du læse meget mere om Getaways til andre destinationer.
Og så er det guld værd for mig, hvis du har lyst til at dele dine oplevelser med mig 🙂
Følg mig på Facebook
Super oversigt.
Dejligt du kan bruge den 🙂