Spisesteder i Sri Lanka

Rejseinspiration

Srilankanerne kræser meget om maden, som på mange måder kan minde om det indiske køkken, og så alligevel ikke. Hovedingredienserne består oftest af ris og karry. Og her er karry ikke bare karry – der er stor forskel på, hvor stærk den er, hvilken farve den har og hvordan den dufter. Derudover indeholder mange retter også kartofler, aubergine, ananas og alverdens krydderier. Og med deres gavmilde brug af chili, ingefær, koriander, lime og hvidløg, kan du sagtens få lidt sved på panden. Fisk og skaldyr er meget brugt i det srilankanske mad, men for en som mig, som ikke spiser det, er det også nemt tilgængeligt at få kylling. Deres hjemmebagte fladbrød bliver ofte serveret sammen med hovedretten.

Unawatuna

På stranden Dalawella, hvor vi boede, kan jeg klart anbefale at spise på Rathna Restaurant og Wijaya Beach Restaurant, som begge serverer skøn mad og har siddepladser med panorama view ud over havet i en yderst afslappet laid back atmosfære.

Rathna Restaurant er der knap så mange besøgende som på Wijaya Beach Restaurant og maden er ret enkel og billig. Vi spiste morgenmad her og en dag på stranden bestilte vi også kaffe og smoothies, som de kom og serverede for os nede i sandet. På Wijaya, som har flere etager, serveres srilankanks mad samt lækre pizzaer og skulle efter sigende have Sri Lankas bedste tunbøf.

Rejseinspiration
Rathna Restaurant, Dalawella Beach
Rejseinspiration
Wijaya Beach Restaurant

Galle

Spis på Mamas tagrestaurant, hvor du nyder den meget spicy Deviled Chicken eller Rice and curry, som kommer med en masse små skåle af tilbehør og fuldend aftenen med en is fra Dairy King rundt om hjørnet.

Rejseinspiration
Mamas Restaurant

Tangalle

Tuk Tuk Restaurant ligger på den lille Tuk Tuk Bay. Den har eksisteret i et år og har to værelser til udlejning og to borde man kan spise ved. De borde var optaget, da vi kom, men skidt pyt, vi fik dækket op på to solbænke, og sad lettere krumbøjet og spiste. Du skal være indstillet på, at du ikke kan få alt hvad de har på menukortet, hvis du kommer uventet. Hyggelig og meget autentisk oplevelse.

I en bugt lidt nærmere Tangalle, ligger Goyambokka Beach, hvor den lille restaurant Think Club ligger. Det er en træhytte i tre etager, hvor det ikke nytter noget at have højdeskræk, hvis du vælger at sidde øverst. Faren fanger fisken og sønnen tilbereder det i køkkenet. Jeg fik kylling og det kan ikke anbefales, da det er den slags, hvor ben og alt muligt er med. Der bliver jeg lidt sippet. Min mand fik en af de friskfangede fisk og den smagte skønt.

Rejseinspiration
Think Club, Goyambokka Beach

På hovedgaden fra vores Hotel Eva Lanka på vejen ind mod Tangalle, ligger den skønne Chanika Restaurant, som ligner ingenting (som i ingenting, med plastikstole og ucharmerende lysstofrør i loftet) men som klart er et besøg værd. Vi var der med en anden dansk familie, vi mødte på vores hotel og hyggede os med, og blev alle enige om, at det var her vi havde spist bedst på Sri Lanka. Fantastisk betjening fra den lille familie, bestående af mor, far og 10-årig søn.

Rejseinspiration
Chanika Restaurant

Negombo

På Porutota Road (hovedgaden) som løber parallelt med stranden, er der et hav af restauranter og vi spiste på Lords Restaurant. Vild lilla belysning og lidt stilforvirring, men maden var helt i top. Den britiske ejer Martin, nyder selv at gå rundt at servere maden, og sørger for at gæsterne har det godt. Vores børn elskede stedet, fordi de fik lov til at fodre fiskene i akvariet.

Rejseinspiration
Lords Restaurant

Del gerne dine favoritter fra Sri Lanka med mig i kommentarfeltet.

Læs mere om Sri Lanka her og hvor du skal bo i Sri Lanka.

Få mere mad & drikke rejseinspiration her.

Følg mig på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *