London på 24 timer med børn

For at bruge den korte tid optimalt, bookede jeg hotel ud fra, hvor vi kom ind med toget fra lufthavnen. I dette tilfælde (og som oftest, når jeg er i London) skulle vi flyve til/fra Gatwick, og herfra er det easy peasy at tage Gatwick Express til Victoria Station, som derfor var udgangspunkt for vores lille 24-timers getaway. Jeg synes, det er fedt at planlægge det sådan, at jeg ikke skal bruge unødig tid på transport igennem byen for at komme til og fra lufthavnen. Særligt, når tiden er knap.

getaway

Vi boede på Collin House, et lille hotel i Ebury Street i det skønne Belgravia kvarter. Fint hotel, hvor der ikke manglede noget (så skulle det lige være et par kvadratmeter mere på værelset). Ikke noget glamour eller luksus, men meget stille og rolig London-style. Og naturligvis uden elevator i de gamle smukke viktorianske bygninger, hvor trappeopgangen til gengæld er ganske smal. Det er et hav af lignende hoteller i området. Hvis alt er booket, er Pimlico området et godt alternativ.

Læs også New York på 24 timer med børn.

getaway
Uden foran Collin House i Ebury Street

Der er forskel på, om jeg er i London med en veninde, alene med min mand, eller med børnene, som aldrig havde været der før. Min datter havde ønsket, at vi skulle op i London Eye. Derudover havde jeg frie hænder til at planlægge dagen, som jeg synes den skulle være for nogle ‘first-timers’, så vi både var lidt kulturelle og samtidig så nogle af de hyggelige områder (som for mig ikke er Oxford Street).

Her er mit bud på, hvad du skal se på én dag, så du oplever meget – og forskelligt – og samtidig har tid til at slappe af. Alt er foregået på gåben, undtagen taxaturen tilbage til hotellet sidst på eftermiddagen.

Start med god solid morgenmad

getaway
Morgenmad på TomTom Coffee House

Start dagen med at spise morgenmad på TomTom Coffee House som ligger på den meget charmerende Elizabeth Street – og lige ved siden af vores hotel. Menukortet er vidunderligt og vi bestilte rigeligt, så vi var klar til lange gåture i byen. På modsatte hjørne ligger den utroligt populære og meget fotograferede Peggy Porschen Cakes, hvor der også ankom et brudepar med fotograf som følgesvend, for at forevige kærligheden foran den meget ikoniske lyserøde kagebutik.

getaway
Peggy Porschen Cakes

Buckingham Palace

getaway
Buckingham Palace

Gå en tur gennem de trafikerede og travle gader omkring Victoria Station og gør dit første stop ved Buckingham Palace. Vi var så heldige, at der var vagtskifte lige da vi kom. Og det betyder hornmusik, trommer og masser af mennesker. Du kan tjekke tidspunkter for vagtskifte her.

getaway
Vagtskifte

Westminster Palace

getaway
Westminster Abbey

Fortsæt ned mod Westminster Abbey og videre til Parlamentet og Big Ben i Westminster Palace. Klokken var præcis 12.00 da vi stod nede foran Big Ben og det er åbenbart noget, folk valfarter til. Vi nåede det heldigvis lige inden Big Ben den 21. august slog for sidste gang i 4 år, grundet en større renovering.

getaway
Parlamentet og Big Ben i Westminster Palace

London Eye

getaway
London Eye

Fra Big Ben fortsæt over Themsen på Westminster Bridge, hvor du naturligvis skal op i London Eye, hvis der er små størrelser med. Vi købte billetter i et lille billetkontor nede på molen lige inden hjulet. På den måde kom vi i fast track køen og gik direkte forbi den meget lange kø af folk, der ventede på at købe billetter oppe ved hjulet. Bare et godt tip 😉

Det er altid fedt at se en by fra oven og børnene elsker det. Udsigten fra London Eye er rigtig fin. I området nedenfor langs The Queens Walk, vrimler der med boder, gadekunstnere, gøglere og god stemning.

getaway
London set fra oven

Trafalgar Square

getaway
Trafalgar Square

Kryds igen Themsen på Golden Jubilee Bridges over til Trafalgar Square. Børnene elskede stedet, fordi du kan kravle rundt på løverne. Og så er der mange mennesker og igen gøglere og gademusikanter og sælgere, som tiltrækker alle børn (og voksne).

getaway
Løverne bestiges af store og små

SoHo og Covent Garden

getaway
SoHo

Gå herfra op i det hyggelige SoHo og Covent Garden og spis frokost på et af de utallige hyggelige spisesteder. Med mæt mave er der ro på, til at tulle rundt og se på butikker. Solen var endelig kommet frem, da vi var nået hertil, så vi fik is og kaffe, som vi nød på en bænk, imens vi kiggede på forbipasserende. Efter endt tur og meget ømme ben, tog vi en taxa tilbage til hotellet og hentede bagagen og vinkede farvel til London fra Gatwick Express på vej mod lufthavnen.

getaway
SoHo Square

Læs om vores getaway på under 24 timer til New York her. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

 

2 thoughts on “London på 24 timer med børn

  • 6. oktober 2017 at 11:11
    Permalink

    Fantastisk ide – også for ældre mor/datter tur

    Reply
    • 8. oktober 2017 at 19:14
      Permalink

      Ja og der er tit billige billetter at få, hvis du bestiller i god tid 🙂

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *