Roadtrip: Montreal til New York City

Fra Quebecs franske charme i Montreal satte vi os igen bag rattet i en ny lejebil og kørte sydpå mod grænsen til USA. Ved indrejse til staten New York blev vi straks vinket ind til siden – klassisk, når man rejser som turister. Vi måtte ind i en hal og vente på, at vores navne blev kaldt op. Oppe ved skranken sad en smilende grænsevagt, som spurgte os ud om alt muligt – men mest af alt om HomeExchange. Hun var helt fascineret af idéen om at bytte hjem og kunne næsten ikke lade være med at drømme sig væk. Alt imens hun spurgte løs, nåede jeg at blive lidt nervøs for, om det var trickspørgsmål, men alt gik glat, og vi kunne hurtigt køre videre. Velkommen til USA!

Turen fra Montreal til New York City er ca. 600 km og tager omkring 6 timer uden stop – men vi tog det stille og roligt. Naturen undervejs var smuk: skove, bløde bjerge og glimt af søer, der hele tiden fristede til at holde ind. Motorvejen var overraskende pæn, og vi skulle lige vænne os til, at skiltene nu stod i miles.

Kitchede Lake George

Lake George – også kaldet “Queen of American Lakes” – viste sig at være et oplagt sted at tage en pause. Vi blev tanket op med greasy diner-mad og cola, og med 30 graders varme satte vi os helt ned til søen for at få lidt luft… men der var ingen vind at hente. Søen strækker sig over 51 km, omgivet af Adirondack-bjergene, og er perfekt til sejlture, kajak og små strandbesøg. Selve byen har den klassiske amerikanske feriestemning: isbarer, minigolfbaner og souvenirshops på stribe – kitsch, men hyggeligt.

På vej videre slog vi et smut forbi en Target for at handle til resten af turen, og da jeg var på vej hen til bagagerummet med mine varer, var jeg nær blevet kørt over af en Tesla Cybertruck, som havde lidt problemer med at passe ind i p-båsen. Lidt uhyggelig bil…

Andet stop var ikoniske Cold Spring

Længere sydpå kørte vi gennem Beacon og endte i Cold Spring, en lille perle direkte ved Hudson-floden. Her stod victorianske huse på rad og række, små caféer og antikbutikker lokkede, og udsigten over floden til bjergene på den anden side var helt filmisk. Vi gik under togbanen og ud på molen, hvorfra man kan se over til West Point – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nord & Syd. Byen føltes som en kulisse og var en perfekt rolig pause, før vi satte kurs mod storbyens tempo.

Efter et par stop fortsatte vi sydpå, krydsede ind på Manhattan over Washington Bridge og landede i vores næste lækre HomeExchange – på 29. etage med den mest magiske udsigt over byen. New York City – here we come!

Good to know…

Pas, ESTA & I94: Husk at have styr på ESTA og I94, inden du krydser landegrænsen til USA.
Ventetid: Regn med alt fra 15 min. til et par timer ved grænsen.
Biludlejning: Tjek at dit selskab tillader grænsekrydsning.
Distance: Ca. 600 km – 6 timer uden stop.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vi ses,

jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.