Montreal – kultur, mad og charme på en ø
Efter en smuk roadtrip fra Toronto ankom vi til Montreal, Canadas næststørste by – bygget på den største ø i Hochelaga-øgruppen, faktisk fem gange så stor som Manhattan. Byens kerne ligger her, omgivet af floder, broer og grønne områder. Fra første øjeblik kunne jeg mærke, at Montreal kan noget særligt. Den er supercharmerende, upoleret og fuld af energi.
Vi fik læsset tingene af i vores HomeExchange-hjem, et byhus i Le Plateau-Mont-Royal, og afleverede bilen i downtown. Vi gik tilbage til huset – en tur på omkring 3,5 kilometer i mørke og støvregn. Men byen virkede stadig energisk og charmerende, som vi passerede gamle bygninger, brostensbelagte gader og spisesteder i hobetal. Vi sugede den franske charme til os.



Paris på den canadiske måde
At sidde på en café i Plateau-kvarteret, omgivet af farverige huse, gadekunst og et mylder af liv, blev de bedste stunder. Montreal føles næsten som Paris – bare på en canadisk måde. Og her er den vildeste mangfoldighed: tøj, hårfarver, accessories – alt er tilladt, og det virker næsten mere normalt at skille sig ud end at falde ind i mængden.

Byen er officielt tosproget, men fransk dominerer, og Montreal har faktisk den næststørste fransktalende befolkning i verden – kun overgået af Paris. Alligevel går det fint med engelsk de fleste steder.
Vi udforskede både historiske Old Montreal, eller på fransk Vieux-Montréal, med smalle gader og smuk arkitektur (om end en del steder er ret turistede…), og den fantastiske Notre-Dame-basilika – et nygotisk mesterværk, hvor Celine Dion i øvrigt blev gift. (Og ingen i Montreal taler dårligt om hende…). Selv med det ene tårn pakket ind til restaurering tager den pusten fra de fleste.






Et sandt madmekka
Bagels er et must – og byens bagere konkurrerer ivrigt om, hvem der laver de bedste. Den nok mest hypede er St. Viateur Bagel. De lækreste croissanter får man hos Kouign Amann Bakery, som (u)heldigvis lå lige om hjørnet fra os. De lækreste sandwiches får man på den meget besøgte Kahwa Café på Ave du Mont-Royal.





Alle tre ovenstående ligger på side om side på Ave du Mont-Royal – en gade der også har vilde is på Le Blueboy – så her kom vi flere gange. Det er ligefrem små kunstværker. Og så havde jeg hørt, at man ikke kan tage til Montreal uden at prøve poutine. Og naturligvis på den legendariske La Banquise. Her fik jeg en version med pommes frites, gravy, sour cream, avocado, tomater, ost og løg. Smagte godt – men jeg har sjældent været så overmæt i mit liv. Én gang er muligvis nok!

Kvarterer, shopping og udsigter
Vi elskede at udforske Montreals forskellige kvarterer, der hver især har deres vibe. The Village, beliggende langs Rue Sainte-Catherine, mellem gaderne Berri og Papineau, er byens LGBTQ+-område og fuld af liv, farver og folk, der virkelig tør skille sig ud. Her føles det som om alt er tilladt – og jo mere spøjst, jo bedre. Sæt dig på en café og køb noget at drikke og people-watch. Det er ren underholdning.


På selvsamme Rue Sainte-Catherine, meget længere vest fra The Village, finder man alt fra high street-butikker til små unikke shops – perfekt til en shoppetur. Rue Saint-Denis byder på caféer, boghandler og mere boheme-stemning. Og så er der Mile End, der nærmest er Montreals hipster-hjerte med vintagebutikker, pladeforretninger og hyggelige barer og caféer.





Gadekunst i alle retninger
Montreal har for længst etableret sig som “mural city”. Det hele startede tilbage i 1996 med graffiti-festivalen Under Pressure, og siden er gadekunsten kun vokset. Det bedste sted at begynde sin opdagelse er Saint-Laurent Boulevard – af de lokale kaldet The Main. Gaden deler byen i øst og vest og summer af liv med caféer, butikker og barer, men fungerer samtidig som et gigantisk udendørs galleri fyldt med farverige og imponerende vægmalerier. Hvert år i starten af juni afholdes der desuden en stor mural-festival, som er gratis og åben for alle aldre. Den breder sig ud på flere af byens gader – bl.a. Saint-Laurent Boulevard, Sherbrooke Street og Mount Royal Avenue.



En anden gennemgående ting i Montreal, er deres store respekt og kærlighed til Leonard Cohen. Der er flere vægmalerier af ham, men det mest berømte ligger på Crescent St, og kan ses oppe fra Belvedere Lookout Montréal i den smukke Mount Royal Park. Cohen er nærmest et symbol for Montreal. Selvom han i længere tid boede på den græske ø Hydra og i Chelsea, New York City, vendte han tilbage til Montreal hvor han ligger begravet på Cimetière Mont-Royal, som hænger sammen med parken.


Og apropos Mount Royal Park er der her du skal tage til, for at få et åndehul fra bylivet. Herfra forstår man for alvor, hvorfor Montreal betyder “det kongelige bjerg”. Og man skal afsætte tid til bare at stå og kigge – udsigten ud over byen er fantastisk både dag og nat. Og en gåtur gennem parken og ned forbi søen er også værd at afsætte tid til.


Montreal i hverdagen
Vi boede helt perfekt i et dejligt byhus i det skønne Plateau kvarter. Igen er vi så glade for at have muligheden for at bo privat, da vi på en eller anden måde føler os ret lokale, når vi skal sætte skraldet ud om torsdagen og hilser på naboen. Det er så hyggeligt at finde det lokale supermarked og gå ned på den lokale kaffebar mm. Vi er vilde med det, men har også været utrolig heldig med de steder, vi har boet på denne ferie.

Montreal har et crazy 33 km langt underjordisk netværk, RÉSO, der forbinder shopping, hoteller og metrostationer – genialt om vinteren eller i regnvejr, men vi opdagede det faktisk slet ikke, fordi vi bare gik rundt – over jorden.
Montreal formår at kombinerer historie, mad og kreativitet på en helt unik måde – en smeltedigel af fransk kultur og canadisk livsstil. Den vokser på én. Og som min søn sagde, da vi senere kom til New York og så nogle meget outrerede personer ‘det der er ingenting i forhold til Montreal’.



Good to know
• Valuta: Canadiske dollars (CAD). 100 DKK ≈ 20 CAD
• Sprog: Fransk dominerer, men engelsk fungerer fint.
• Undergrundsbyen RÉSO: 33 km under jorden – perfekt på kolde eller regnfulde dage.
• Mad & drikke: Bagels, croissanter, poutine, og masser af caféer.
• Festivaler: Jazz, film, mad – der sker altid noget.
• Vejr: Sommeren er varm og fugtig, vinteren iskold og snedækket.
Efter 4 dage i Montreal lejede vi en bil og krydsede grænsen til staten New York med mål i New York City – det kan du læse meget mere om her.
Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.
Vi ses,

