Getaway til Hamborg

Hamborg på en weekend – tennis, hyggelige kvarterer og lokale favoritter

Nogle byer overrasker én. Hamborg gjorde.

Vi tog afsted for at se Hamburg Open på Am Rothenbaum, men kom hjem med følelsen af at have oplevet en by, der er langt grønnere, hyggeligere og mere afslappet, end jeg havde forestillet mig.

Det blev en weekend med masser af sol, alt for ømme fødder, gode kaffepauser og små gader, hvor man hele tiden fik lyst til lige at kigge ind i den næste butik.

Vi var afsted i maj, og vejret viste sig fra sin allerbedste side med sol og temperaturer omkring 25 grader. Det gjorde byen endnu skønnere at opleve.

Vi kørte dertil, hvilket fungerede rigtig godt. Vi fandt en parkeringsplads lige uden for vores HomeExchange-lejlighed og lod bilen stå hele weekenden.

Jeg havde hjemmefra brugt en del tid på at researche. Ikke på de klassiske turistattraktioner eller shoppinggader med de store internationale kæder, men på de kvarterer, hvor de lokale selv hænger ud. Derfor kommer du heller ikke til at læse om Reeperbahn, det smukke rådhus eller St. Pauli her – ikke fordi de ikke er værd at besøge, men simpelthen fordi vi valgte en anden slags Hamborg, da vi ikke havde så meget tid og derfor måtte prioritere.

En by der er nem at opleve

Noget af det første der slog mig var, hvor nem Hamborg er.

Centrum er ikke større, end at du sagtens kan gå fra sted til sted, så byen er nem at opleve til fods. Men når benene bliver trætte, fungerer busser og S-/U-Bahn virkelig godt. Vi boede i Eimsbüttel, som jeg varmt kan anbefale. Et hyggeligt og lokalt kvarter med caféer, restauranter, vintagebutikker og små specialforretninger – uden de store turistmængder.

Det viste sig også, at bus nummer 15 gik lige uden for døren fra vores skønne penthouselejlighed og i løbet af ganske få stop kørte os direkte til tennisturneringen ved Am Rothenbaum. Det gjorde hele tennisoplevelsen meget afslappet.

Områder i Hamborg

Karolinenviertel

Karolinenviertel er nok det kvarter, der minder mig mest om Berlin, selvom de to byer egentlig ikke fortjener en sammenligning. Det kommer man bare helt naturligt til.

I området omkring – og særligt på – Marktstraße finder du små uafhængige butikker, vintageforretninger, vinylbutikker, design, kunsthåndværk, hyggelige caféer og masser af små steder at spise frokost. Gaderne er dækket af farverig street art, og stemningen er kreativ og afslappet.

Vi spiste frokost på Gretchens Villa, som var perfekt til en lille pause mellem butikkerne. Hvis du elsker at gå på opdagelse, er det et område, hvor man sagtens kan bruge flere timer uden egentlig at have en plan.

Sternschanze

Lige ved siden af ligger Sternschanze – rå, levende og fuld af personlighed – og hænger naturligt sammen med Karolinenviertel.

Det er et kvarter med masser af liv, caféer, små restauranter og uafhængige butikker.

Start på Schulterblatt, som er områdets mest kendte og livlige gade. Den er lidt rå, lidt skæv og fuld af mennesker. Her ligger vintagebutikker side om side med små barer og kaffesteder. Drej derefter ned ad Susannenstraße, som måske er endnu hyggeligere. Her ligger små specialbutikker, lokale designere og caféer, hvor man hurtigt får lyst til at blive siddende lidt længere.

Fortsætter du lidt nordvestpå, kommer du til Eimsbüttel. Det er et dejligt, roligt boligkvarter med masser af liv – bare på den lokale måde. Her ligger små kaffebarer, gode restauranter, specialbutikker og flere fine genbrugsbutikker. Især Weidenallee er en hyggelig gade at slentre ned ad, hvis du gerne vil opleve den mere lokale side af Hamborg.

Das Kleine Notting Hill

En af de største overraskelser var Eppendorf. Særligt det område, de selv kalder “Das Kleine Notting Hill” – og man forstår godt hvorfor.

Spis morgenmad eller frokost hos Was wir wirklich lieben, som er et populært sted blandt de lokale. Jeg skulle lige låne toilettet og lignede måske én, der var på vej ud igen, da en lokal mand sprang op og hviskede mig i øret: “Du fortryder ikke, hvis du bestiller her.” Så vi satte os, nød maden, kaffen og stemningen i gaden – og fortrød bestemt ikke.

Det er et område, hvor man bare går rundt uden mål og kan bruge en masse tid.

Smukke gamle bygninger, rolige grønne gader, små specialforretninger, blomster uden for butikkerne og en helt anden stemning end inde i centrum. Gå også på opdagelse i de mange fine sidegader, hvor der gemmer sig små, kunstneriske fælleshaver i et kreativt miljø. Gør et kaffestop på hyggelige og meget lokale Café Notta.

Hvis Karolinenviertel og Sternschanze viser Hamborgs kreative og lidt rå side, så er Eppendorf den elegante storesøster. Smukke facader, grønne gader, små specialbutikker og caféer på hvert hjørne.

Loppemarked ved Flohschanze

Er du i Hamborg en lørdag, så læg vejen forbi Flohschanze. Loppemarkedet ligger lige ved Karolinenviertel og er fyldt med alt fra vintage, vinyl, tøj, sko og plakater til mærkelige loppefund og gamle møbler. Det er præcis sådan et marked, hvor man aldrig ved, hvad man finder. Da vi var der, virkede det næsten, som om markedet fortsatte direkte over i en byfest i hele Sternschanze-området, så der var nok af lopper.

Den grønne bunker

En af Hamborgs mest imponerende forvandlinger er den enorme bunker, Hamburg Bunker St. Pauli, ved Millerntor-Stadion. Den tidligere krigsbunker er blevet omdannet til et grønt byrum med træer, planter, caféer, kultur og en offentlig tagterrasse.

Det er ret fascinerende at se, hvordan en bygning med en tung historie har fået et helt nyt liv.

Den gamle Elbtunnel

En anden oplevelse, jeg virkelig vil anbefale, er at gå gennem den 426 meter lange Elbtunnel. Den åbnede allerede i 1911 og er næsten et lille museum i sig selv.

Fliserne, hvælvingerne og de gamle elevatorer er smukt bevaret, og når man kommer over på den anden side af Elben, får man samtidig en flot udsigt tilbage mod Hamborgs skyline.

Det tager ikke lang tid – men det er en af de oplevelser, man husker. Tag trappen ned på den ene side og elevatoren op igen, når du skal tilbage.

Hamborg overraskede mig

Jeg havde egentlig forventet en stor havneby.

I stedet fandt jeg en by med parker, kanaler, træer, masser af cykler, hyggelige caféer, kreative kvarterer og en stemning, der føltes langt mere afslappet, end jeg havde forestillet mig.

Det er en by, hvor man ikke nødvendigvis skal skynde sig fra seværdighed til seværdighed. Noget af det bedste er faktisk bare at gå rundt, sætte sig på en café, kigge lidt i butikker og lade dagen udvikle sig.

Jeg kommer helt sikkert tilbage.

Janeaway-favoritter:

💚 Eppendorf – Das Kleine Notting Hill
💚 Tenniskamp på Am Rothenbaum Tennis Stadium
💚 Slentre rundt uden formål
💚 Den grønne bunker
💚 Den gamle Elbtunnel

🛍️ Janeaway-tip: Hvis du elsker unikke butikker og vintage, så brug tiden i Karolinenviertel og Sternschanze frem for de store shoppinggader. Det er her, Hamborg viser mest personlighed.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vi ses,

jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.