5 anderledes rejseoplevelser med børn

Når det handler om at rejse med børn, kan du nemt have den opfattelse, at det skal være en færdiglavet pakkerejse, så det bliver nemt og overskueligt. Jeg har da selv været på charter og også boet all inclusive, men må indrømme, at jeg synes det er nemmest og mest overskueligt, hvis jeg selv står for det hele. Så får jeg det præcis, som jeg helst vil have det. Og så ved jeg, at de valg der er truffet, passer lige nøjagtig til MIN families behov.

De mest interessante steder jeg har været med børn, spænder vidt. Der er stor forskel på rejsens indhold alt efter børnenes alder. Her får du lidt rejseinspiration til din næste rejse.

1. New Zealand

Vi havde boet flere måneder i Brisbane, Australien og sluttede af med en rundrejse på Tasmanien efterfulgt af New Zealand. Sidstnævnte er måske et af de mest vidunderlige landskaber i verden. Vi var på roadtrip fra Queenstown på sydøen op til Auckland på nordøen. En rejse uden sammenligning. Luften er renere og naturen vildere og smukkere. Vi var på bådtur i fjorden Milford Sound, gik på Fox og Franz Josef gletsjerne, så de spektakulære Pancake Rocks og var på vandretur ved Abel Tasman National Park, som er en fryd for øjet. Videre til Lady Knox gejseren i Wai-O-Tapu Thermal Wonderland og alt det ind imellem.

Min datters alder: 1 år.

Varighed: 1 måned

Jeg har ikke skrevet om vores roadtrip her på bloggen, men du kan læse om Australien her.

Rejseinspiration
Milford Sound, New Zealand

2. Rio de Janeiro, Brasilien

Det er en af de smukkeste byer, jeg længe har været i, med bjerge i baggrunden så langt øjet rækker, en vidunderlig stor sø som er de lokales åndehul, og med nogle af verdens mest berømte strande. Og så er byen synonym med bossa nova og samba, og er nok mest kendt for det årlige karneval i februar. Her er så ufattelig mange forskellige kulturelle oplevelser, og særligt livet i favelaerne gjorde stort indtryk på os.

Børnenes alder: 8 og 10 år.

Varighed: 17 dage, 12 overnatninger i Rio og 5 overnatninger i henholdsvis Iguaçu og Paraty.

Klik her og læs mere om vores rejse til Rio de Janeiro.

Rejseinspiration
Ipanema Beach, Rio de Janeiro

3. Maldiverne

Utroligt meget kvali-familie-tid, fordi der ikke var en pind andet at lave. Og når vi skulle underholde os selv i denne tid, hvor vi er vant til at blive underholdt alle 24 timer i døgnet, kunne vi lege med Lego, spille 500 eller tage en bordtennisturnering oppe i receptionen. Helt henført til fortiden, hvilket var virkelig rart.

Børnenes alder: 7 og 9 år.

Varighed: 5 dage, hvilket var perfekt, eftersom der ikke var meget at foretage sig.

Klik her og læs mere om vores rejse til Maldiverne.

Rejseinspiration
Maldiverne

4. Aruba & Curaçao, Caribien

To vidunderlige caribiske øer. Vi fløj først til Aruba og havde en uge der, inden vi fløj videre til Curaçao. På Aruba boede vi på et lille motel med en masse ældre surfere, som var kommet der gennem 25 år – alle amerikanere fra forskellige stater, som kun så hinanden denne ene gang om året. Bo for guds skyld ikke lige ved hovedstaden Oranjestad, hvor det ene store krydstogtskib afløser det andet, for at passagererne kan komme ind og købe toldfrit. På Curaçao boede vi på et resort med fantastisk morgenmad i sandet og nød at tage til den smukke regnbuefarvede hovedstad Willemstad.

Børnenes alder: 5 og 7 år.

Varighed: 2 uger, en uge på hver ø.

Rejseinspiration
Willemstad, Curaçao

5. Mauritius

Mauritius er true paradise og en perfekt getaway – eller i hvert fald noget af det nærmeste du kan komme. Og så kan du få det hele. Turkisblå strande med hvidt pulversand og høje palmer i strandkanten, vandfald, bjerge, små fiskebyer, krokodillefarm, god mad, søde mennesker, kultur og billige markeder. Vi boede to forskellige steder, hvor vi havde halvpension (morgen og aften) og det var en fejl – i hvert fald det sidste sted, for vi endte med at spise på alle mulige hyggelige restauranter i nærheden i stedet for på resortet.

Børnenes alder: 6 og 8 år.

Varighed: 2 uger, én uge på nordkysten og én uge på østkysten.

Klik her og læs mere om vores rejse til Mauritius.

Rejseinspiration
Mauritius

Hent mere rejseinspiration her. Du kan også følge med på Instagram og Facebook. Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.