New York – Top 5 natteliv

rejseinspiration
Le Bain på toppen af The Standard Hotel i Meatpacking District

Ligesom med så meget andet i New York, er der usædvanligt mange gode drinks- og musik-steder. Og det er umuligt at prøve dem alle. Jeg har lavet en top 5 liste med mine favoritter. De er meget forskellige, men det er lige præcis det, jeg godt kan li’, så jeg oplever alt fra trendy barer bag hemmelige facader, rooftop penthouse diskoteker med verdenskendte DJs til spillesteder hvor amatørbands prøver lykken mens en bøtte til drikkepenge suser rundt blandt tilskuerne.

Top 5 natteliv i New York

1. Employees Only

rejseinspiration
Employees Only

Det kan være ret svært at finde denne listige bar som ligner ingenting udefra om dagen. Egentligt heller ikke om aftenen, men her skal du gå efter et pink ‘Psychic’ skilt bøjet i neon i vinduet og du har fundet det rigtige sted. Her serveres drinks med stil og bartenderne ligner skuespillere der er klædt ud og skal medvirke i et afsnit af West World (eller en polterabend?). Drinksene er velmixede og er du sulten, er de også kendte for deres gode Roast Chicken. Hvis du vil sidde i spiseområdet, er det en god idé at bestille bord.

Relateret billede510 Hudson Street, Greenwich Village


2. Little Branch

rejseinspiration
Little Branch

Lidt svært at komme ind, eftersom vi alle skulle vise et gyldigt ID der var ‘Government Approved’ ved den meget afslappede dørmand, som ikke går i spænd med den meget trendy kælderbar. Og jeg havde åbenbart ikke noget ID med, som helt opfyldte det krav. Meeeen, det stod ned i stænger, så på en eller anden måde fik han ondt af os og lukkede os ind. Og ind kom vi, ind i en tidslomme af en bar, som jeg slet ikke troede eksisterede længere. Først mødes du af den virkelig stejle (og lidt skumle) trappe, der fører dig ned i den hemmelige hule, hvor der står bartendere i skjorte og seler og mixer drinks i den uoplyste cocktailbar mens folk sidder og snakker til god musik i små private båse.

Relateret billede22 7th Avenue, Greenwich Village


3. Pete’s Candy Store

rejseinspiration
Pete’s Candy Store, featuring Danny Golden Band

Pete’s Candy Store er et fantastisk uhøjtideligt spillested, hvor jeg har været før. Navnet kommer af noget så enkelt, som at der engang lå en slikbutik. Hver aften spiller forskellige bands, primært amatører, og så sidder du som i en togvogn og kigger med i loko-huset, som er scenen, hvor bandet spiller. Meget intimt. Undervejs går der en bøtte rundt, som du kan smide lidt småpenge i, alt efter hvad du synes om bandet. En fed uhøjtidelig oplevelse. Vil du bare have en øl uden at høre musik, skal du bare blive ude foran i baren.

Relateret billede709 Lorimer Street, Brooklyn


4. Village Vanguard

getaway
Village Vanguard

Nu ville det være synd at sige, at jeg er den fødte jazz-elsker… Men derfor er det stadig en stor oplevelse at besøge byens bedste jazzklub siden 1935. Også fordi det er på netop dette sted, alle jazzlegenderne gennem tiden har optrådt. Dørmanden er meget vigtig og går seriøst til værks, når han forsøger at dele folk ind i to køer ude under markisen på 7th Avenue. En kø til dem der HAR billetter og en kø til dem der IKKE har. Vi havde ikke, men var heldige at komme ind alligevel. Tjek deres program på hjemmesiden.

Relateret billede178 7th Avenue, Greenwich Village


5. Le Bain

rejseinspiration
Le Bain

Le Bain er et penthouse diskotek og tagterrasse på øverste etage i The Standard Hotel, High Line i Meatpacking District. Her spiller verdensberømte DJs mens du nyder din drink med den mest spektakulære udsigt. Hvis jeg skulle være bartender, skulle det være her. Om sommeren er der mulighed for at springe i det lille boblebad, der er lavet i dansegulvet og du kan også vælge at gå en etage op under åben himmel og nyde en pandekage fra det lille créperie på en stol i det kunstige græs. Der kan være lang kø, for at komme ind. Du kan også forsøge dig med at tage hotelelevatoren op, det gjorde vi, og efter en mindre detour på bagtrappen, mødte vi en tjener, som lukkede os ind gennem en bagdør.

Relateret billede444 West 13th Street, Meatpacking District

Læs endnu mere om New York her. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *