Favorit brunch i New York

Rejseinspiration

Jeg elsker at vågne op på en ferie og vide, at jeg skal ud og finde et lækkert sted at spise morgenmad eller brunch. Og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at jeg kommer til at vælge et sted, der skuffer. Derfor planlægger jeg altid lidt hjemmefra (nogle vil nok mene, at jeg planlægger meget) og har en liste fuld af mulige steder. Det kan så godt være, det ender med noget helt andet, hvis vi falder over et hyggeligt sted, jeg ikke havde på listen. Det sker også ofte.

Jeg har lavet en top 10 over de steder i New York, hvor jeg har spist de bedste brunch’es og hvor jeg med glæde vil komme igen.

Mine favoritter lige nu…

Café Colette går for at være et af de bedste brunchsteder i Brooklyn. Den ligger i Williamsburg, og det var helt tilfældigt vi gik forbi den på vej ned til East River State Park. Virkelig hyggelig indretning indenfor, men vi sad alligevel udenfor på fortovet, i skyggen af den bagende sol. Du vil ikke fortryde…

Rejseinspiration
Cafe Colette, Williamsburg

Five Leaves – Her får man hele pakken, lækker stemning, dejlig mad, god kaffe og hipt venligt personale. Five Leaves ligger i Greenpoint lige nord for McCarren Park.  Læs mere om caféen her.

Rejseinspiration
Five Leaves, Greenpoint

LIC Market ligger i Long Island City, som måske ikke umiddelbart er der man befinder sig mest, når man er i New York. Men den er værd at gå efter. Lækker indretning og hyggelig lille gårdhave. Vi sad dog i baren og nød mad og kaffe, mens vi studerede de travle tjenere. Ikke fordi der var optaget i gårdhaven, men fordi stemningen på LIC Market var skøn.

Rejseinspiration
LIC Market, Long Island City

Café Cluny ligger i West Village og der er altså noget helt fortryllende over at gå rundt i de små brostensbelagte gader, som er meget stille og knap så befærdede. Café Cluny er inspireret af det franske køkken. Det er en rigtig god idé at bestille bord, da deres brunch er meget populær.

Rejseinspiration
Café Cluny, West Village

Buvette er en populær lille perle i West Village. Maden er skøn og deres menukort er dejligt overskueligt. Der kan være lang ventetid, men pyt skidt med det – det er en del af nydelsen i New’eren at sidde og nyde stemningen og slappe af på et fedt spisested. Du tænker ikke rigtigt på, at du venter, for stedet er fantastisk og betjeningen er helt i top. Og maden er desuden værd at vente på.

Luxembourg ligger på Upper West Side. Lækkert sted med rigtig god kaffe og fantastiske croissanter der ikke lægger skjul på, at det er en typisk fransk restaurant. Dejlig atmosfære, god betjening og bistro-agtig hygge.

Rejseinspiration
Café Luxembourg, Upper West Side

Balthazar er en utrolig populær frankofil café på Spring Street i SoHo. Et sted jeg er kommet tilbage til flere gange og er vild med deres brødkurv, man bestiller til morgenmaden. Den er altid meget travl og det kan betale sig at komme tidligt, hvis man ikke vil vente for længe på maden.

Rejseinspiration
Balthazar, Spring Street, SoHo

Bubby´s i Tribeca er for vild – på den fede måde – og du skal virkelig være sulten, når du kommer her. Portionerne er meget store og det er temmelig svært for servitricerne at få plads til både ketchup, salt- og pebersæt, sirup, kaffekopper m.m. på bordene. Mere plads er der i den Bubby´s der er åbnet lige ved begyndelsen af High Line i Meatpacking.

Rejseinspiration
Bubby’s, Tribeca & High Line

Sarabeths ligger flere steder i New York. Upper East Side, Upper West Side, Park Avenue South, Tribeca, Central Park South. Jeg har kun været på den på Upper West Side, hvor jeg fejrede min fødselsdag med utrolig store portioner morgenmad. Hyggeligt og meget familievenligt.

Le Pain Quotidien betyder det daglige brød – det er en kæde som startede i Bruxelles i 1990 og er vokset stødt siden og ligger også flere steder i New York og andre byer vel at mærke. De bager det lækreste brød og har i det hele taget et utroligt tiltalende menukort med yoghurt, frisk frugt, granola, kager og kaffe. Selvom det er sjovere at komme et sted, som ikke er en kæde, kommer du ikke helt uden om denne. Min yndlings ligger i Grand Street i SoHo. Og så er der også en dejlig en i Central Park.

Rejseinspiration
Le Pain Quotidien, SoHo

Læs meget mere om New York her.

Her kan du læse meget mere om Getaways til andre destinationer. Og vil du læse mere om lækkert mad, så klik her.

Og så er det guld værd for mig, hvis du har lyst til at dele dine oplevelser med mig 🙂

Følg mig på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *