Favorit kaffe i københavn

Rejseinspiration

Jeg har ladet mig fortælle (af en ekspert fra ‘Luksusfælden’), at man kan spare utrolig mange penge på at drikke sin kaffe derhjemme i stedet for at give op til 40 kr. for en latte på en café. Det er sådan set ikke et svært regnestykke, men man kan godt glemme det og komme til at købe en daglig kaffe, hvis man kommer ind i en ‘dårlig’ rytme. Jeg forsøger så vidt muligt at drikke mest kaffe hjemme, så jeg nyder den kaffe jeg køber ude, ekstra meget. Og her kommer de steder, hvor nydelsen er størst.

Snabel B, Valby

SnabelB i Valby er en af de hyggeligste små skæve caféer, som får mig til at føle mig godt tilpas. Alt ligner det lige er hjemmetømret af de overskydende brædder, som man alligevel ikke kunne bruge til andet. Men på den fede måde. På den der måde, hvor jeg får lyst til at tage hjem og finde hammer, søm og brædder frem og bygge et eller andet. Men mere håndværker er jeg nu ikke, så det bliver ved tanken. Hvis man ikke lige vidste det, ville man tro, man befandt sig på Nørrebro eller sågar i Berlin.

rejseinspiration
Snabel b, Valby

Maudes, Frederiksberg

Maudes på Gammel Kongevej er jeg vild med bare pga. navnet. Men ud over det laver de også en god kop kaffe og har en dejlig brunch. Og så er der lædersofaer, men kan falde ned i, mens man sidder og nyder kaffen, sludrer med veninden eller læser i et af bladene, som ligger til rådighed. Betjeningen er upåklagelig og stemningen i caféen er hyggelig.

rejseinspiration
Maudes, Frederiksberg

Ipsen & co, Frederiksberg

Ipsen & co er bare gemmenført hyggelig og nærværende med en rustik og uformel stemning. Jeg elsker kaffelugen, hvor ham på farten, hende med barnevognen eller en helt tredje lige kan få en hurtig to-go coffee. Maden er lækker og enkel, kaffen smager dejligt og stemningen er i top blandt de siddende gæster som vist ikke tæller mere end 14 indendørs. Hvis vejret er godt, foretrækker jeg at sidde udenfor, hvor man kan sidde og kigge på alle de travle forbipasserende.

rejseinspiration
Ipsen & co, Frederiksberg

Granola, Frederiksberg

Jeg elsker Granola. Og det har jeg altid gjort, siden den lå på den anden side af gaden inde i baggården. Jeg er vild med indretningen som minder mest om en café der kunne ligge i Matadors Korsbæk. Jeg elsker maden og deres kaffe er en af de bedste – og jeg er vild med  måden den serveres på på en lille bakke med et glas vand og en småkage. Der er altid proppet og der er gang i kaffelugen, hvor der bliver langet den ene kaffe efter den anden ud af vinduet. Det eneste lille aber dabei er akustikken, som på en dårlig dag, kan føre mine tanker hen på en travl og forvirrende banegård.

rejseinspiration
Granola, Frederiksberg

Høegs, Vesterbro

Efter café Høegs skiftede ejere og blev lavet om i 2012 gik den fra at være en almindelig, lidt ligegyldig, vesterbrocafé på Enghavevej til at blive et stilfuldt sted med et tvist, med et skønt og interessant menukort. Serveringen er helt i top og der er brugt tid på tilberedningen af maden. Kaffen er lige i skabet og den nydes bedst udenfor i solen, hvis vejret tillader det.

rejseinspiration
Høegs, Vesterbro

Mad & Kaffe, Vesterbro

Mad og Kaffe på Sønder Boulevard skal man ikke gå udenom. Den er på ganske kort tid blevet meget hip og jeg har gået forgæves et par gange, simpelthen fordi køen af folk der venter på bord, var latterlig lang. Men det er lige før det er værd at vente på, for det er så lækkert. Konceptet er at du krydser af på en liste, hvad du vil have og så kan man vælge 3, 5 eller 7 små retter.

rejseinspiration
Mad & Kaffe, Vesterbro

Ingolfs Kaffebar, Amager

Ingolfs Kaffebar på Amager er en anden skøn lille café på en villavej, hvor man lidt får fornemmelsen af at være med til deres vejfest. Der er proppet med stamkunder, og det virker som om alle på en eller anden måde arbejder der eller har et andet tilhørsforhold. Det er pivhyggeligt og særligt en sommerdag, hvor man kan sidde udenfor.

rejseinspiration
Ingolfs Kaffebar på Amager

Central Hotel & Café, Vesterbro

Central Hotel & Café, i det lille hus i Tullinsgade på Vesterbro, er Københavns mindste hotel og kaffebar. Hotellet har kun ét værelse, som er placeret oppe på 1. sal. Kaffebaren er under 15 kvadratmeter, men til gengæld er det hyggeligt, intimt og utrolig stilfuldt. Det var her på adressen, da det tidligere hed Verdens Mindste Kaffebar, jeg for første gang introducerede mine forældre for Ice Coffee for efterhånden mange år siden. I den lille bitte kaffebar er der et udvalg af lækkerier til den søde tand, såsom slik, croissanter og banana split. Man kan sætte sig udenfor og nyde kaffen i solen eller få den to-go.

rejseinspiration
Hotel Central & Café, Vesterbro på grænsen til Frederikberg

Fru Jensens Fristelser, Vanløse

Fru Jensens Fristelser er også et sted, jeg elsker at komme. Den er lille og hyggelig. På kolde dage kan det blive meget trængt indendørs, men om sommeren er der dækket op med borde og stole på et plateau over Grøndal Station, hvor der er masser af albuerum. Jeg synes ikke betjeningen er særlig venlig og næsten til den uhøflige side, men det ødelægger heldigvis ikke hyggen for mig på det her skønne sted.

rejseinspiration
Fru Jensens Fristelser, Vanløse

La Esquina, Østerbro

Den spanske La Esquina emmer af lækkerhed med den lyse træindretning. Her er SÅ hyggeligt og virkelig stille og roligt og jeg kunne li det fra første øjeblik, jeg satte mine fødder der. Menukortet er meget fristende og til morgenmad fra 8-11 kan du blandt andet få omelet med chorizo til kun 25 kroner. Det samme for en skål havregrød med forskelligt drys på toppen. Deres juice og kaffe er vellavet. I like!

La Esquina, Østerbro

Andre nævneværdige kaffesteder er Wulff & Konstali som både ligger på Islands Brygge og Amager. Jeg elsker deres stil og industrielle look, deres kaffe er skøn og deres delikate brunchkoncept, som man selv kombinerer (samme stil som på Mad og Kaffe), er også lige efter min smag.

Og så lige til sidst, bliver jeg aldrig træt af Bang & Jensen, der trofast ser ud som altid i det gamle apotek, til trods for at stilen hastigt ændrer udseende i de omkringliggende caféer  i Istedgade. Stemningen er i top og der er altid godt med kunstnertyper med deres uundværlige MacBook og kaffe. Kaffen er god og maden er lækker og billig.

Og så er jeg naturligvis også glad for at Riccos har åbnet en dejlig filial på hjørnet i downtown Valby, lige over for Tingstedet.

rejseinspiration
Riccos, Valby

Del gerne dine yndlingskaffespots, hvis ikke du er bange for at der er for mange der opdager dem…

Tjek mine favorit restauranter i København ud her – i hvert fald lige for tiden.

Følg mig også på Facebook

2 thoughts on “Favorit kaffe i københavn

  • 26. februar 2017 at 18:50
    Permalink

    Så mange hyggelige steder!! Prøv Petrol på Istedgade næste gang du kommer til Vesterbro. VIRKELIG også god kaffe 🙂

    Reply
    • 27. februar 2017 at 11:11
      Permalink

      Fedt, tak! Den prøver jeg næste gang 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *