8 bedste i Valby + 2

Siden jeg skrev dette indlæg ‘8 bedste i Valby’ i september, er der kommet mange nye skønne steder til i byen. Jeg har opdateret listen med 2 steder, som jeg allerede nu ved, bliver favoritter.


Nu hvor jeg bor, og har min daglige gang, i Valby, er det helt nærliggende at skrive om mine favoritter i denne lille hyggelige yderste del af København. Oprindeligt lå Valby langt væk fra hovedstaden og havde et lille idyllisk gadekær i centrum. Gadekæret er her desværre ikke mere, men er til gengæld blevet omdannet til et grønt område med træer, blomster, bænke, trampoliner og hvor de mindste kan løbe uforstyrret omkring.

Valby Rejseinspiration
Cafe on the Six, et af de mange nye hyggelige steder i Valby

Valby er en lille lokal flække, samtidig med, at det blot er en forlænget arm af Vesterbro. Det lokale indkøbscenter Spinderiet ligger lige i centrum og strækker sig fra Tingstedet til tog-stationen. I bydelen er der en del industri, sport, teater, biograf, bowlingcenter, koncerter, svømmehal, kaffebarer, små finurlige butikker og omkring 10 skoler. Omkring centrum ligger villa-kvartererne og i forlængelse af dem, flere store grønne områder, såsom Valby Parken, Vigerslev Parken og Søndermarken (Frederiksberg).

Kort sagt, Valby har det hele og hvis du ikke passer på, kan du godt somme tider glemme at komme udenfor byens grænser.

Mine favoritter i vidunderlige Valby

1. Riccos Kaffe

Riccos dejlige filial på hjørnet af Mosedalsvej og Valby Langgade i downtown Valby er et hit. Skøn kaffe, dejlig indretning, og meget uformelt. Altid velbesøgt, både inde, ude og ovenpå, hvor folk arbejder på deres laptop over en kop kaffe eller holder møde om det runde bord. Hvis der er optaget på bordene ude foran i godt vejr, kan du prøve deres nye patio, hvor du også sidder under åben himmel. Plus er, at der er nutella til deres morgenboller.

Valby Rejseinspiration
Riccos Kaffe

2. SnabelB

SnabelB i Valby er en af de hyggeligste små skæve caféer, som får mig til at føle mig godt tilpas. Alt ligner det lige er hjemmetømret af de overskydende brædder, som alligevel ikke kunne bruges til andet. Men på den fede måde. På den der måde, hvor jeg får lyst til at tage hjem og finde hammer, søm og brædder frem og bygge et eller andet. Men mere håndværker er jeg nu ikke, så det bliver ved tanken.

Valby Rejseinspiration
SnabelB

3. Cafe on the Six

Utrolig hyggelig lille café, der ligger lige rundt om hjørnet fra den store familierestaurant Bone’s. Caféen har kun ligget her i et par måneder, og det er en af de slags steder, jeg elsker. Fin indretning, imødekommende personale, skøn mad til meget rimelige priser. Et sted hvor service og kunder er i centrum. Det er muligt at sidde udenfor i baggården, men der er kun et bord, så der er rift om pladserne.

Valby Rejseinspiration
Café on the six
Valby Rejseinspiration
Acai bowl fra Cafe on the six

4. Impact Roasters

Jeg elsker, at der er åbnet en kaffebar på en ellers ret så kedelig og forladt togstation. Og en pokkers hyggelig en af slagsen. Og med noget på hjerte. Kaffebønnerne kommer fra Etiopien og det er også her ejeren selv kommer fra. En del af overskuddet fra kaffesalget går til at støtte kaffebønderne og lokalsamfundet (i Etiopien), hvor kaffen kommer fra. Du kan sidde indenfor og arbejde, mens du nyder din kaffe eller sætte dig ud foran på pallerne, hvis vejret er til det. Deres Flat White er rigtig god.

Valby Rejseinspiration
Impact Roasters på Langgade Station

5. Wild Kiwi Pies

Et lille stykke New Zealand i Valby. Noget nær magiske krydrede tærter – enten med kød eller vegetar – i nøje udtænkte kombinationer. Sværest var at beslutte hvilken Pie, jeg skulle vælge. Jeg kom første gang en dag, hvor der var lukket, men ejeren, Stu, sad i butikken og hoppede straks hen og åbnede døren for at høre, om jeg bare skulle have en kaffe, for så kunne han da godt lige brygge den. Der er service! Ud over god service og den lækre mad, er stedet også bare virkelig hyggeligt og spækket med kort, bøger og souvenirs fra New Zealand, så du for en kort bemærkning glemmer, du er i Valby.

Valby Rejseinspiration
Wild Kiwi Pies på Toftegårds Allé
Valby Rejseinspiration
New Zealandsk pie med dertilhørende øl

6. TH. Bar

Det starede vist nok med et auto-ophug sted, så var der bare en tom plads, og så kom TH. Bar, som er en pop-up bar, der kun har åben i sommermånederne. Til gengæld er her ret besøgt og der er også en virkelig afslappet og hjemlig stemning, som om du er til en privat havefest. Virkelig god service, rimelige priser og i det hele taget bare et projekt, der skal bakkes op om.

Valby Rejseinspiration
TH. Bar på Valby Langgade

7. No. 217

Og når du så har drukket og spist, så har jeg to ganske fantastiske anbefalinger til shopping i Valby. Den ene er den helt igennem stilede og tjekkede interiørbutik i udkanten af Valby Langgade. Du ved måske ikke lige, at den er der, men så må du op på cyklen og køre efter den. Jeg har lyst til at købe ALT i butikken og kommer der også flittigt for at købe gaver eller lækkerier til mig selv. Kim, ejeren, er altid frisk på en sludder og interesserer sig meget for, hvor hans kunder kommer fra og hvad de laver til dagligt. Er du heldig, får du også en smagsprøve på chokolade, bolcher eller måske champagne, for som Kim siger ‘hver dag er en fest’.

Valby Rejseinspiration
Butik no. 217 på Valby Langgade

8. Boas Grafik

Den sidste anbefaling er en webshop, men kunstneren er fra Valby, så det er helt oplagt at nævne hende her. Annette Boas hedder hun, og hun har den smukkeste streg. Alle hendes illustrationer er tegnet i hånden og jeg har naturligvis selv flere af hendes værker hængende. De fås i forskellige størrelser og kan, ud over i webshoppen, købes i flere forskellige butikker i København.

Valby Rejseinspiration
Den vidunderlige Struds fra Boas Grafik

9. COFFI Cph

Jeg kan ikke få kaffebarer nok. Og da slet ikke når det er sådan en hyggelig, vedkommende og unik en af slagsen. Jeg vil helt klart anbefale, at du svinger ind forbi Louis (som kommer fra Brasilien og nu er barista i Valby) næste gang du er kaffetrængende. Lokalet på Valby Langgade er lyst og fint indrettet og her er højt til loftet. Hvis du kommer på en solskinsdag, kan du sidde ude foran og få et svirp sol mens du nyder din vellavede kaffe. Jeg er fan.

Valby Rejseinspiration
COFFI Cph

10. VACA

Mexican Finger Food. Super lækkert koncept og i den grad en mad-genre, jeg har savnet i Valby, nu hvor jeg er kæmpefan af det mexicanske køkken. Som de selv skriver på deres hjemmeside, er deres holdning at ‘…vi godt kan spise takeaway i hverdagen uden at gå på kompromis med kvalitet og madglæde.’ Hvis ikke du har prøvet det endnu, må du se at komme af sted. Det ligger på hjørnet af Valby Langgade/Sønder Fasanvej.

Valby Rejseinspiration
VACA

Læs meget mere om Valby i børnehøjde (men nu også med gode butikker for mor).

Du kan også læse mere om spisesteder her, hvor der også er et par restauranter i Valby, jeg godt kan anbefale.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op til at få en mail fra mig, det kan du gøre på forsiden. Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vi ses,

 

6 thoughts on “8 bedste i Valby + 2

  • 14. oktober 2017 at 15:04
    Permalink

    Hej Jane
    Wauuu tusind tak for de smukke ord – vi kan vist kun være stolte.
    Glæder os til dit næste besøg, det må helt sikkert give champagne!
    De bedste interiør hilsner
    Mette & Kim, No217 Interiør, Valby Langgade

    Reply
    • 15. oktober 2017 at 10:53
      Permalink

      Det var så lidt og jeg glæder mig til at komme igen snart 🙂 Mange hilsner fra Jane

      Reply
  • 5. januar 2018 at 16:44
    Permalink

    Skønt indlæg om nogle dejlige steder i Valby – men hvor går man hen og får et GODT glas rødvin, når det ikke er sommer? Jeg opfordrer hermed nogen til at etablere en god vinbar i vores fine Valby 🙂

    Reply
    • 6. januar 2018 at 14:10
      Permalink

      Kære Christina,
      Ja det er faktisk et rigtig godt spørgsmål – der må jeg være dig svar skyldig, da jeg mest søger ind mod Vesterbro eller andre bydele for at få et glas god vin eller en drink. Jeg bakker op omkring opfordringen med en hyggelig vinbar i vidunderlige Valby 🙂
      Mange hilsner fra Jane

      Reply
  • 6. maj 2018 at 20:42
    Permalink

    Uh nogle fine steder, du har med! Kender du Cake Châlet på VIgerslev Vej? Hvis ikke, så er mit bud, at der er grundlag for endnu en udvidelse af listen;-)

    Reply
    • 7. maj 2018 at 8:55
      Permalink

      Hej Mette,
      Tak 😉 Jeg har set den og ofte kørt forbi, men takket være dig, vil jeg stikke hovedet indenfor næste gang. Tak for tippet.
      Hilsner fra Jane

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

DanishEnglishGermanSwedish