6 fantastiske getaways i Sydsverige

Jeg er blevet ret pjattet med Sverige. Ikke kun fordi det er nemt at komme til, men fordi det er billedskønt, luften føles mere ren og der hersker en sjælden ro. Og svenskerne kan bare et eller andet med at gøre alting lidt lækrere. Særligt kan jeg godt li’, at der er så mange alsidige oplevelser inden for en overkommelig afstand. Og bor du i København, kan du på en kort køretur opleve andet en strøget i Malmø, når du har krydset Øresundsbroen. Her kommer mine bud på 6 lækre steder, du skal opleve.

1. Höllviken, Falsterbo og Skanør

Getaway
De små smukke pastelfarvede badehytter

En tur til svenskernes eget ferieparadis i Skåne, i det Sydvestligste Sverige, på en sommerdag, giver dig med garanti det svenske sommerliv, når det er bedst. Det ligger kun en times kørsel fra København og er ufatteligt nok stadig alt andet end overrendt af danskere. Derimod valfarter jetsettere fra Stockholm til næsset hver sommer, for at nyde godt af den fantastiske sommerstemning.

Höllviken er den første by, du rammer fra København og er som resten af næsset omgivet af hav. Du kan se Øresundsbroen fra den lavvandede strand, der ligger inde i bugten. Besøg Märtas café på hovedgaden, hvor du kan sidde og nyde en fantastisk kop kaffe og stor isvaffel, mens du nyder udsigten med Øresundsbroen i baggrunden. Hvis du vil have Øresundbroen endnu tættere på, skal du svinge ind forbi Klaghamnstranden på vejen ud eller hjem. Her er en vidunderlig strand med legeplads, badebro og badeanlæg.

Getaway
Märtas Café på Hovedgaden i Höllviken
Getaway
Klaghamnstranden med Øresundsbroen i baggrunden

Skanør og Falsterbo emmer af feriefølelse med deres fine gamle pastelfarvede fiskerhuse med blomstrende stokroser op af de velholdte facader. Et vartegn for Falsterbonæsset, er de små smukke pastelfarvede badehytter, der ligger som perler på en snor langs stranden.

Skanørs bredeste strand ligger lige ved siden af havnen. Her er altid gang i den med livreddere,  sportsaktiviteter og badeglade mennesker. Havnen er populær for lystfiskere og i det hele taget for gæster, der kommer for at spise på fiskerøgeriet eller en af de andre restauranter. Eller måske bare for at købe en is i en af isboderne.

getaway
Enhver ferieby med respekt for sig selv, har en grillbar

Bo i telt eller lej en hytte på Falsterbo Camping & Resort (tidligere Ljungens Camping) i Falsterbo. Campingpladsen ligger lige ud til en af Falsterbos mange smukke strande og har legeplads, minigolf og lille kiosk.

Afstand fra København: ca. 1 time

 

2. Båstad og Torekov

getaway
Båstad strand med den ikoniske badebro i baggrunden

Tag en tur til det nordvestlige Skåne kun små to timers kørsel fra København. Båstad er mest kendt for tennis, eftersom byen hvert år er vært for Swedish Open, hvor de største tennisstjerner gæster byen. Men mange kender også byen for Hotel Skansen, som er et anerkendt sted at tage på wellness-weekend. Ud over behandlinger og lækker restaurant hører Kallbadhuset, der ligger for enden af den 60 meter lange badebro, til Skansen. I det ikoniske Kallbadhus kan man hoppe direkte i vandet og springe op og få varmen i saunaen bagefter med udsigt ud over havet. Byen i sig selv er også hyggelig til frokost, gåtur langs havnen eller blot en dag ved stranden.

Vi boede ikke på Skansen, men i hytte på Torekov Camping, som er en virkelig hyggelig campingplads med tilhørende skøn strand og stort legeareal og hoppeborg for børn. Torekov Camping ligger kun et kvarters kørsel fra Båstad. Og fra Campingpladsen er der kun 5 minutters kørsel til Torekov by og havn, som er utroligt hyggelig. Mange lokale i byen starter dagen med et havbad. Badekåber og badesandaler regnes derfor som standard beklædning.

Getaway
Ved havnen i charmerende Torekov

Torekov har et helt fantastisk lys. Det har mange kunstnere opdaget, men også turister, kongelige og kendisser har forelsket sig hovedkuls i det smukke sted, som også kaldes Sveriges svar på Skagen. Gå på opdagelse i det gamle fiskerkvarter, nyd synet af de smukke byhuse og nyd en is på bænken ved det skæve skib, som er et lille søfartsmuseum.

Afstand fra København: ca. 2 timer

 

3. Ribersborg Kallbadhus, Malmø

getaway
Ribersborg Kallbadhus

Ribersborg Kallbadhus er en gammel og smuk badeanstalt på Ribersborgsstranden i Malmø, Sverige med udsigt til Turning Torso og Øresundsbroen. Anstalten har åbent hele året, da det også er et kendt sted at tage til for at vinterbade. Og det var i november jeg selv besøgte stedet med min mand og to børn. Vi ankom med badetøj i vores tasker, men fandt hurtigt ud af, at man da nøgenbader her.

Først lidt grænseoverskridende, men i og med at badeanstalten har separate afdelinger for damer og herrer, var det ok. Der er to saunaer i hver afdeling og så en fællessauna i midten, som vi først satte os ind i. Fejl. Kunne ikke rumme at være eneste kvinde i en sauna, hvor alle mænd sad splitterravende Hans-Jørgen. Hvor kigger man hen? Hilser man på dem? Ud igen… tilbage til kvindeafdelingen. Efter endt bad, fik jeg en massage og til slut kaffe og kage i den meget hyggelige tilhørende café. Jeg kommer helt sikkert igen – også gerne i varmt svensk sommervejr.

Afstand fra København: ca. 45 minutter

 

4. Markaryd

getaway
‘Vores’ hytte i Markaryd

Hvem der bare var så heldig, at have adgang til et sommerhus i Markaryd. Eller lidt udenfor… Det er jeg! Og det er jeg meget taknemmelig for, for det er virkelig et skønt sted. Svensk landidyl, når det er bedst. Mange danskere (og vistnok også tyskere) har sommerhuse i området, der lejes ud, så det er nemt at finde et sted at bo og det ligger kun to timers kørsel fra København.

Bad i de mange omkringliggende søer, sving ind forbi et te-hus, en gård der sælger antikviteter, en gårdcafé med et gigantisk kagebord eller gå en lang tur i skoven.

getaway
Svensk kagebord på gårdcafé

I Markaryd kan du også tage på Elg-safari. Og hvis du er frisk, kan du gøre ligesom os – rul vinduet ned og lad elgen stikke hovedet ind i bilen. Sjovt og stor oplevelse, mens det står på, men elgen savlede lidt, så kameralinsen og bukserne skulle lige have en fugtig klud bagefter.

getaway
Markaryds Älgsafari – en elg på nært hold

Afstand fra København: ca. 2 timer

 

5. Vallåsen

Skitur er desværre noget af det, vi har været nødt til at sortere fra, da vi tager på solferier om vinteren. Og jeg kan godt savne det, da jeg stod meget på ski, som ung. Derfor elsker jeg også et sted som Vallåsen, som er nemt for en Københavner at komme til (160 km), så det kan klares på en weekend.

getaway
Vallåsen

Jeg har kun været her et par gange, men synes det er et rigtig godt begyndersted for børnefamilier. Habile skiløbere vil kede sig, for du har hurtigt været alle pisterne igennem. Men med mine børn, som kun har prøvet det få gange, er det stadig sjovt, fordi de ikke har rutinen.

Lej udstyr hjemmefra og spring køen over. Smør madpakke hjemmefra og spis det inde i varmeteltet, hvis vejret ikke er til at nyde det ude i solen. Eller køb mad i restauranten. Læs meget mere om Vallåsen her.

Afstand fra København: ca. 2 timer

 

6. High Chaparral

High Chaparral er en western-inspireret forlystelsespark nær Kulltorp i Småland i Sverige. Enten er du til forlystelsesparker eller også er du ikke. Når det kommer til forlystelsesparker i Sverige, er det svært ikke at være solgt, for de kan bare det dér. Der er masser af plads, spisesteder nok og oplevelserne er autentiske og af høj kvalitet.

getaway
Mexico med Zorro på taget

Og ja, et Wild West Cowboyland – totalt fedt! Vi var otte af sted – min mand, mine børn, mine forældre og min søsters børn – og mig selv. Mange der skal holdes styr på (vi mistede også kun min søsters søn én gang. Heldigvis var det mig, der fandt ham, så jeg har top-point). Børnene var hhv. 4 og 6 år, da vi var der. De elskede det! Og det samme gjorde vi voksne. Indgangspriserne er rimelige og så kan du ellers købe dig fattig indenfor, i hele cowboy-moletjavsen, hvilket min mor gjorde. Så alle børn var udstyret med bælter, pistoler, tørklæder og cowboyhatte, da vi forlod parken.

getaway
Alle mand i cowboy-outfit (så har man ligesom også været der)

Du kan tage en togtur mellem de forskellige verdener, Wild West, Indian Village, Mexico (hvor Zorro løber rundt på tagene). Til trods for de taler svensk, er togturen et hit – undervejs er der et røveri på toget, som kan virke utroligt ægte og skræmmende for små størrelser. Læs meget mere om High Chaparral her.

getaway
Røveri på toget mellem de forskellige ‘verdener’

Afstand fra København: ca. 3 timer

Læs mere her om mine getaways og følg mig også på Facebook og del gerne dine svenske favoritter med mig i kommentarfeltet 😉

Husk at efterlade din e-mail hos mig, hvis du vil følge med, når der kommer nyt fra den lille store verden.

4 thoughts on “6 fantastiske getaways i Sydsverige

  • 17. maj 2017 at 22:13
    Permalink

    Fedt fedt fedt – skal til Falsterbo i en weekend om snart, og nu glæder jeg mig endnu mere!

    Reply
    • 17. maj 2017 at 22:19
      Permalink

      Heldige dig… husk grillen…!!! 🙂

      Reply
  • 17. maj 2017 at 23:23
    Permalink

    Fantastisk inspiration ?
    Vi er lige igang med benhård finkæmning efter stuga til 7 i sydsverige- ish i uge 29. Helst med sø i baghaven. Vi er bare sent ude og alt det gode er væk. Nogen ideer?

    Reply
    • 18. maj 2017 at 10:33
      Permalink

      Tak Tine, tænker lige og vender tilbage 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.