Getaway til betagende Balkan

Balkan har det hele – absurd smukt azurblåt vand, svimlende bjerge, kulturelle oplevelser, en frygtelig historie du kan dykke ned i og imødekommende mennesker. Hvad det kulinariske angår, skal du helst ikke være vegetar, da de ofte har kød, kød, kød på menuen. Er det alligevel tilfældet, er der heldigvis mange lækre frugt- og grøntmarkeder.

I min barn-/ungdom var Jugoslavien et populært rejsemål, men det lykkedes mig alligevel aldrig at komme dertil. Mine forældre havde planlagt, at vi skulle dertil i sommeren 1992, men så var det, borgerkrigen rasede (og Danmark tog Jugoslaviens plads ved EM i fodbold) og min familie endte i Holland.

Det gamle Jugoslavien

Jugoslavien bestod af flere forskellige folkeslag, som havde deres primære hjemsted i samme delrepublik. Slovenien var primært befolket af slovenere, Kroatien af kroater, Serbien af serbere, Montenegro af montenegrinere og Makedonien af makedonere. Bosnien-Hercegovina var den eneste delrepublik, hvor der ikke var en stringent opdeling. Bosniens befolkning bestod især af tre grupper: de bosniske muslimer, de bosniske kroater og de bosniske serbere. Dertil var der jøder, romaer, ukrainere og andre minoriteter.

Landet fungerede under ledelse – eller rettere diktatur – af Tito (død 1980), som formåede at lede landet med beundring og respekt fra sine landsmænd. Han var  magtfuld og populær. Den dag i dag, mindes han stadig som den leder, der formåede at respektere fællesjugoslavisk identitet. Man kunne dyrke den kulturelle mangfoldighed og stadig leve sammen i fred. Men så kom borgerkrigen, som fra 1991-1995 var ren krigszone og grunden til Jugoslaviens opløsning.

getaway balkan
Gadebillede fra Sarajevo

Balkans renæssance

Måske grundet den frygtelige krig blev det aldrig et rejsemål, der stod øverst på min liste. Det blakkede ry for at være en ustabil krudttønde gjorde simpelthen, at det ikke lige lå på min radar.

De seneste år har mange dog fået øjnene op for denne smukke og yderst komplekse del af Europa. Renæssancen startede måske med, at de unge indtog Sunny Beach i Bulgarien mens børnefamilierne invaderede Istrien i Kroatien. Og langsomt – men sikkert – er de andre baltiske lande blevet populære rejsemål for dem der gerne vil opleve en eksotisk og kontrastfuld ferie. Som i øvrigt er nem at komme til og til at betale sig fra.

De sidste 3-4 år har de fleste i min vennekreds været på de kanter og faktisk var fem af mine veninder i Kroatien i år, stort set samtidig med mig, så det siger også noget om, hvor populært et rejsemål det er. Det er et sted, hvor jeg helt sikkert gerne vil tilbage, om ikke andet, så for at opleve nogle af de lande vi ikke nåede. Men du skal måske skynde dig, før priserne stiger og folkemængderne for alvor ankommer.

getaway Balkan
Krystalklart vand i Dubrovnik

Roadtrip til Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro

Vi fløj til Split i Kroatien, hvor vi lejede bil i lufthavnen og kørte til den utroligt smukke og velbevarede by Trogir for at spise frokost. Herfra kørte vi ned til færgelejet i Split og ventede på færgen til øen Brač, hvor vi havde booket et glamping-telt i tre dage.

Herfra gik turen tilbage til Splits Old Town inden vi krydsede grænsen til Bosnien-Hercegovina og holdt et to-dages stop i Mostar. Turen fortsatte til Sarajevo, hvor vi havde to nætter, inden vi krydsede endnu en grænse, denne gang til Montenegro, hvor vi havde tre nætter ved Durmitor National Park.

På vej fra den ene smukke nationalpark til den anden, kørte vi forbi det berømte Ostrog kloster, som er bygget ind i et bjerg. Efter nogle timers kørsel fra klosteret, landede vi i Skadar Lake National Park til en enkelt overnatning. Herfra tøffede (der er rigtig meget politikontrol på vejene, så det er med at overholde fartgrænsen) vi videre til Kotor-bugten, hvor vi endelig gad at pakke rigtigt ud, fordi vi havde hele fire overnatninger.

Vi sluttede af med at køre over grænsen til Kroatien igen og sluttede ringen i Dubrovnik, hvor bilen blev afleveret og erstattet af ture med Uber i fire dage, inden vi igen fløj hjem til Danmark. Alt i alt 20 dage.

Følg i vores fodspor til de 8 bedste steder

1. Split, Trogir og Brač

Oplev det storslåede Diocletians Palads i Split, tag ud til en af de fantastisk smukke øer lige i nærheden (vi valgte Brač) og husk at slå vejen forbi charmerende Trogir, som kun ligger en halv times kørsel fra Split.

Læs meget mere om Split, Trogir og Brač her.

getaway Balkan

2. Mostar

Gør stop i den eventyrlige gamle bosniske by Mostar, som nok mest er kendt for at være den by, krigen gik mest ud over. Gå over floden Neretva på den smukke og genopbyggede bro Stari Most (Den Gamle Bro), oplev bankbygningen der blev til Sniper tower og føl dig som turist i Tyrkiet, når du går rundt i den gamle bydel, hvor hovedparten af deres varer er tyrkisk inspireret.

Læs meget mere om Mostar her.

getaway balkan

3. Sarajevo

Få den kontrastfyldte by helt ind under huden med en tur i Håbets tunnel, et besøg på War Childhood Museum, en rundtur på en af de mange grønne arealer der engang udgjorde en sportsplads til Vinter-OL i 1984, men nu er en kirkegård og en tur i bazaren, hvor de lokale mingler med turisterne i de brostensbelagte gader.

Læs meget mere om Saravejo her.

getaway balkan

4. Durmitor National Park

Gå en tur rundt om den smukke Crno jezero – også kaldet Black Lake – i de rolige omgivelser og få adrenalinen i gang i kroppen med en zipline tur i kløften hen over Tara Lake, med den smukke Tara Bridge i baggrunden.

Læs meget mere om Durmitor National Park her.

getaway balkan

5. Ostrog Monastery

Ostrog er et mirakuløst kunstværk bygget nærmest lodret ind i en bjergklippe 900 meter over landsbyen Zeta. Klosteret er i dag den perle af montenegrinske spiritualitet, som besøges af over en million mennesker årligt.

Læs mere om Ostrog Monastery her.

balkan getaway
Det famøse Ostrog Monastery bygget ind i bjerget

6. Lake Skadar National Park

Sørg for at have god tid til at stoppe op og stige ud af bilen for at indsnuse al den smukke natur, du er omringet af. Nyd bjergene fra en bådtur på floden, som om sommeren er proppet med vandanemoner. Kom helt ned i gear, inden turen går videre ud i den virkelige verden.

Læs meget mere om Lake Skadar National Park her.

getaway balkan

7. Kotor-bugten

Riviera – de smukke, unge og rige – det er lidt den stemning, der kommer snigende, når jeg kører fra Budva op til Kotor og videre ind i bugten, hvor private yachts og luksuslinere ligger side om side. Men på den afslappede måde, hvor der er plads til alle. Den ene by rundt i bugten er smukkere end den anden. Udsigten over bugten med bjergene i baggrunden er intet mindre end betagende og guddommelig.

Læs meget mere om Kotor-bugten her.

getaway balkan

8. Dubrovnik

Enestående lille og charmerende – til trods for turisterne – Old Town. Særligt hvis du ser den oppe fra Mount Srd. Gå den fantastiske ‘kystrute’ fra Lapad Beach til Copacabana Beach og hold gerne en pause undervejs, hvor du hopper i fra klipperne. Dubrovnik er på listen over overbebyrdede byer sammen med Venedig og Barcelona, og jeg forstår faktisk godt hvorfor.

 Læs meget mere om Dubrovnik her.

getaway balkan

 

Vi fløj med Norwegian ud til Split og med SAS hjem fra Dubrovnik. Vi lejede bil i lufthavnen i Split og afleverede den i bykontoret i Dubrovnik, da vi ikke havde brug for bil de 4 dage, vi opholdte os i byen. Til gengæld kørte vi meget med Uber.

Vi havde 19 overnatninger fordelt på 7 forskellige steder. Det passede fint til ruten. Eneste minus er, at vi ikke altid gad at pakke vores ting ordentligt ud, fordi vi snart skulle videre.

Du kan også følge med på Instagram og Facebook.

Vil du holdes opdateret, så skriv dig op, så du får direkte besked, når der er nyt fra Janeaway.dk. Det kan du gøre lige ude til højre.

Vi ses,

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

DanishEnglishGermanSwedish