Moments from… Brisbane

Det er vidunderligt at være tilbage i Brisbane, som netop var dén by, vi boede i, da Søren lavede sin Ph.D. og jeg var på barsel med Karla for 11-12 år siden.  

Brisbane

Vi ankommer efter en fremragende flyvetur fra Singapore. Vi fløj om dagen, med ankomst om aftenen – og selvom det er smartest at flyve om natten, så man sparer en nat, var det virkelig skønt at være friske og udhvilede.

I flyet deles immigrationssedler ud og vi skriver under på, at vi ikke har noget mad eller andre ulovlige ting med ind i landet og ender alligevel i en kø, hvor vi skal ekstra undersøges – bare et regelmæssigt rutinetjek. Lufthavnsmanden stiller os hundrede spørgsmål, som jeg svarer NEJ til og tænker, det er alt andet end nødvendigt at holde en familie tilbage. Ligner vi måske nogle der er ulovlige… Han stiller nogle af de samme spørgsmål igen og da jeg igen svarer at vi ikke har frugt med, fisker han et æble op af min datters taske og kigger på mig som om jeg er big time bustet.

Jeg forklarer, at jeg naturligvis troede, min datter havde spist det ombord på flyet og ikke anede, det var der, så han forbarmer sig og giver os en advarsel, så vi slipper for en bøde på omkring AUD 450 (rundt regnet 2250 kroner). Han understregede dog, at for dem er det ikke forseelsen med æblet der er værst, men dét, at vi løj om det. What? Vi fik senere det tip, at man altid skal skrive JA (Declare It), og så hvis man ryger gennem til tjek og der ikke er noget, sker der ikke noget. En helgardering.

Læs meget mere om Brisbane og mine favoritter i Australien her.

Nå… vi kommer endelig ud i en taxi og bliver kørt til bydelen New Farm, som er der, vi boede sidst og også der vi skal bo denne gang. Taxachaufføren gør det hurtigt klart for os, at byen er same same men alligevel completely different. Jeg har lånt en lejlighed gennem Love Home Swap og da vi ankommer, når vi at møde Sue og Robert, som har stillet frugt og vin frem til os, inden de kører i sommerhus i Mount Tamborine, en times kørsel syd for Brissie (som de lokale kalder byen).

Brisbane
Brisbane River

Vi ser alt det vi ligesom skal gense for mindernes skyld og har ikke det store på programmet ud over at nyde byen og gensynet. Vi starter med at tage ned i Merthyr Village, som var mit hang out sted, back in the day. Vi skal til lægen og på apoteket med Karla, for hun har noget udslæt på ryggen, som er utrolig smertefuldt og som har været der en uges til. Om natten får jeg en åbenbaring og er hundrede procent sikker på, at det er helvedesild – både Søren og jeg har haft det som små – og pludselig slår det mig, at den måde hun beskriver sin smerte på, er netop det. Vi ankommer til lægen, hvor hun skægt nok allerede er i systemet, fra for 11 år siden, hvor hun også har været til læge hernede. De bekræfter min stærke mistanke og vi går på apoteket for at købe smertestillende. Det er alt hvad der hjælper nu – og så tiden.

Brisbane
Den fine indgang til New Farm Park

Vi går ned gennem New Farm Park og fanger City Cat’en, som er superfed, synes jeg. Billig måde at se byen fra vandsiden – lidt dyr, hvis du blot skal krydse Brisbane River med et enkelt stop. Vi tager til South Bank og bader og bedst som vi er færdige og gør os klar til at gå hjem (en tur på ca. 45 minutter), bliver himlen kulsort og store dråber rammer os. Det bliver City Cat’en der bringer os hjem i denne omgang. Jeg havde helt glemt hvor omskifteligt vejret er, det er fuldstændig utilregneligt og svært at planlægge efter. Du kan have 35 grader og sol fra skyfri himmel hele dagen og gå i seng til en kæmpe storm der nærmest er tyfon-lignende om aftenen.

Brisbane
Den kunstige strand i South Bank
Brisbane
Smukke South Bank

Vi bruger en halv dag i Lone Pine Koala Sanctuary, som er det hyggeligste sted – jeg har efterhånden været der en del gange og jeg er vild med det hver gang. Det er så fint lavet og med masser af plads, så selvom det er turistet, er det ikke for kommercielt eller for ødelagt. Vi tager bussen derud og buschaufføren er lidt i tvivl om, om han overhovedet kører den vej, selvom han holder lige foran hovedindgangen – jeg ved ikke om det understreger min teori om at det ikke er alt for turistet eller om han bare havde første dag på jobbet.

Brisbane
Kæmpe kænguru i Lone Pine

Efter en masse ’nåååå hvor nuttet’ til koalaerne og jordnødde-fodring af kænguruerne tager vi speedbåden hjem. Man kan også tage en langsom færge, der er lidt billigere og det var vi tilbøjelige til, for at spare pengene, men søde og imødekommende som australierne jo er, får vi rabat på speedbåden, så vi kan tage den tur vi helst vil have. Kaptajnen havde i øvrigt en ven fra København, så det var da oplagt, at vi skulle have rabat. Og sådan er australiere oftest – søde og venlige og vil dig det bedste. Og jeg er overbevist om, at de rent faktisk mener det, når de hilser med et “G’day mate, how are you?”. De er vitterligt interesserede i at vide om du har det godt – og bliver superglade når du spørger tilbage. En lille ligegyldig dialog, men den føles alligevel hyggelig. Modsat synes jeg ofte samme dialog kan være ret overfladisk i USA.

Brisbane
Koala fra Lone Pine Koala Sanctuary
Brisbane
En af de mange lizzards der gik omkring vores fødder, da vi spiste frokost i Lone Pine

Vi går rundt omkring Brunswick street i Fortitude Valley og finder street art. Brunswick Street Mall er en gågade med mange restauranter og barer. Egentlig ret stille og forladt om dagen, men om aftenen vågner den op. Parallelt med Brunswick Street Mall ligger Chinatown, som virkelig ikke er noget at gå efter.

Brisbane
Street art i Fortitude Valley

Vi spiser frokost i bydelen Bulimba, som er virkelig hyggelig og har nogle fine butikker og lækre caféer.  Det hele ligger på bydelens hovedgade Oxford Street. Og så tager vi tilbage til min absolutte favorit café i Brisbane – The Little Larder – hvor jeg fik min første Flat White i 2007 og kom der så meget som muligt, og alle der besøgte os, blev naturligvis slæbt med derhen. Jeg var bange for at blive skuffet, som man jo så tit er, når man skruer forventningerne alt for højt op, men næ nej, still going strong. Og nu også Karlas favorit.

Brisbane
Favoritcaféen The Little Larder
Brisbane
The Little Larders lækre acai bowl

Vi downloader LIME appen og drøner byen rundt på de fede Lime løbehjul med motor og det er nok noget at det, ungerne synes er sjovest. Man skal være min. 12 år og hvis man er mellem 12-18 skal man være sammen med en voksen og så skal man selvfølgelig have hjelm på. Vi så en del under 18 køre på dem alene og også nogle der så mistænkelige underaged ud, så hvis de må, må vi også. Vi starter ud med at cruise rundt i New Farm Park og på River Walk’en og da vi er blevet lidt modigere, drøner vi også rundt på vejene. Og bliver også stoppet af politiet som minder os om, at vi ikke må køre uden hjelme. Vi takker dem og fortsætter vores tur i ca. 20 minutter og når lige at parkere vores LIMES (man kan parkerer dem overalt, hvor man vil) og går rundt om hjørnet og møder de samme betjente igen. Fjyv, vi ikke kom fræsende mod dem igen.

Brisbane
Cruising på Lime løbehjul

Fredag aften tager vi ud på Eat Street Northshore og spiser lækker Street Food – et madmarked der er bygget op af containere på havnen i bydelen Hamilton og er et trækplaster for foodies, smarte typer og turister som har fundet det på Instagram. Vi går/løber/Limer (som man siger) på River Walk’en, som er bygget op igen efter oversvømmelserne i 2011. Vi shopper på Queens Street og slapper af i Botanical Garden.

Brisbane
Eat Street Northshore madmarked med underholdning fra bandet Sunset City
Brisbane
Queen Street Mall
Brisbane
Brisbane river og Story Bridge set fra Botanisk Have

Og så besøger vi Sørens kollega fra for 11 år siden, som har inviteret os hjem til BBQ i sit hjem i bydelen Bardon. Vi hygger med hans familie og en anden ex-kollega og er igen imponeret over deres gæstfrihed og al deres stillen an for os, som bare lige er på gennemrejse. Vi besøger også min veninde Lisa (som jeg også lærte at kende, da vi boede her og har haft kontakt med siden) og hendes mand og to piger. De har pool i haven og ungerne finder hurtigt hinanden iført badetøj og unicorn-baderinge mens vi andre sidder og hygger med snacks og vin og taler om gode gamle dage inden vi skal spise lækker BBQ.

Efter en lille uge pakker vi vores ting og tager til thl kontoret for at leje en autocamper for de næste 25 dage, og er enige om, at det ikke er sidste gang, vi er i Brisbane. Læs mere om road trip planlægningen her.

Brisbane
Pariserhjulet i South Bank

Følg også med på Instagram og Facebook, hvor jeg løbende opdaterer billeder fra vores 4 måneders rejse 🙂

Vi ses,

4 thoughts on “Moments from… Brisbane

  • 8. juli 2019 at 7:11
    Permalink

    Hej Jane. Tak for en super god rejseblog. Jeg skal selv til Australien 8 uger med min mand og tre børn i jan- feb 2020 og har lige et par spørgsmål:
    – kan du anbefale Love Home Swap. Vi vil gerne bo i en lejlighed i Sydney.
    – kan jeg se hvad du betalte for autocamper et sted på din blog? Vi har brug for autocamper 3-4 uger på Vestkysten og 2-3 uger på østkysten og oplever at det er meget dyrere på Vestkysten – selvom vi returnerer samme sted som vi afhenter camperen (Perth).

    På forhånd tak for svar 🙂

    Vh Maria og familie

    Reply
    • 8. juli 2019 at 21:02
      Permalink

      Kære Maria,
      Tusind tak for din besked. Hvor lyder det fedt med Australien. Gid vi kunne gøre det igen.
      Jeg kan helt klart anbefale Love Home Swap. Jeg er stor tilhænger af det og har kun gode oplevelser og erfaringer med det. Både som gæst og udlejer. Og der er mange lejligheder på portalen i Sydney.

      Jeg tror ikke jeg har skrevet på bloggen, hvad vi betalte for autocamperen, så jeg har lige lavet en lille udregning til dig, som jeg håber kan hjælpe i jeres planlægning.

      Vestkysten var billigere for os (jeg har skrevet dagsprisen nedenfor og har trukket Østkystens oneway gebyr fra).

      Kr. 19.145,- for 25 dage på østkysten hvor vi lejede camperen fra Brisbane og afleverede den i Adelaide. Oneway gebyret for at aflevere i en anden by var 765kr (inkl. samlet pris)… Dagspris: ca. kr. 735,-.

      På vestkysten lejede vi camperen i 23 dage, hvor vi hentede den i Perth og afleverede den tilbage i Perth. Det kostede i alt kr. 14.060,-. Dagspris ca. kr. 611,-.

      Og så kommer benzin og campingplads oveni…

      Håber det kunne give et overblik. Rigtig god fornøjelse med planlægningen.

      Mange hilsner fra
      Jane

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.