Getaway til Osaka

Vi er nu ankommet til Osaka efter en nem og ubesværet togtur fra Kyoto, kun er 5 kvarter væk. Vi går over til vores hotel MyStays Dojima, hvor vi har booket to nætter, for så at tage sydpå til Kii Peninsula på vandretur og kommer så tilbage til en enkelt overnatning inden vi forlader Japan.

Og eftersom vi ikke skulle have så meget med på vandreturen, var det perfekt, at vi kunne opmagasinere al vores bagage på hotellet og kun tage 4 små vandrerygsække med på turen.

Osaka

Som Japans tredjestørste by, kan Osaka måske føles som en endeløs labyrint for mange besøgende. Selv føler jeg, at byen kan virke lidt uoverskuelig, men alligevel havde vi nogle af de bedste dage i byen, uden at have spor travlt. Måske også fordi vi på forhånd havde hørt at byen var kedelig og uinteressant og jeg havde læst mig frem til, at du sagtens kan droppe Osaka på et Japan besøg, så forventningerne var ligesom også derefter. Og af netop denne grund overraskede byen positivt. Fra det verdensberømte køkken til det historiske slot er du garanteret at have en god tid og eftersom byen ikke vælter rundt i lige så mange seværdigheder som Tokyo og Kyoto, er det nemmere at traske rundt uden en egentlig dagsorden og bare lade byen komme til dig.

Osaka

3 dage i Osaka

Start med at tage en tur til et af de mest berømte landemærker i Japan, Osaka Castle, som ligger majestætisk på en høj bygget af et stenfundament med udsigt ud over den spektakulære Osaka Castle Park. Parken er blevet en utrolig populær destination for både turister og lokale, og den tiltrækker særligt folk i forårets ‘Sakura’ (Kirsebærblomst)-sæson, samt efterårets ‘Koyo’ (faldende blade)-sæson.  

Osaka
Osaka Castle
Osaka
Voldgraven omkring Osaka Castle

Køb en take away kaffe og kage ved Brooklyn Roasting Company i Kitahama på den sydlige side af floden og sæt jer ned på græsarealerne mellem Dojima River og O River sammen med de lokale, som har tæpper, picnickurv og yogamåtter med og mærk roen i storbyen.

Osaka
Kaffe fra Brooklyn Roasting Company
Osaka
O River

Tag til America-mura – eller ‘Amemura’, som de lokale kalder bydelen, som er blevet fødested for de nyeste trends og smarteste caféer. Her er mange internationale mærker og jeg fornemmer, at det er her man kommer for at blive set. Butikkerne er et mix af nyt og vintage. Selv Flying Tiger Copenhagen har fundet vej frem til dette smarte kvarter.

Osaka
Trendy America-mura
Osaka
Hyggelig kaffebar i America-mura

Gå ned forbi Dōtonbori, som er et meget livligt kvarter med masser af restauranter og teatre og et populært mødested for både lokale og turister. Ved Ebisu broen – som går ud i det overdækkede shoppingområde shinsaibashi – ses det berømte oplyste neonskilt med Glico Running Man, som er en af ​​de mest kendte vartegn i Osaka. Skiltet har lyst over Dotombori-kanalen i Osakas førende shopping- og underholdningsområde i mere end 80 år. Glico er mærket på et af Asiens mest berømte konfekturevirksomheder.

Osaka
Dōtonbori

Inde midt i dette forvirrende virvar af farver, lys, larm og mennesker, ligger der det mindste og fineste tempel – Hozenji Temple, som formår at være en rolig oase midt i denne neon jungle.

Osaka
Hozenji Temple midt i det meget travle shopping mekka

Tag en dagstur til Japans første hovedstad tilbage i år 710-784. Nara ligger kun en lille times togtur fra Osaka. Naras højdepunkt er Nara Park som huser mange templer og er hjem for utroligt mange tamme hjorte, som følger dig mens du vandrer fra tempel til tempel. Det vigtigste tempel i parken er Tōdai-ji med den gigantiske Great Buddha – Daibutsu.

Osaka
Tōdai-ji templet med Great Buddha
Osaka
Great Buddha
Osaka
Tam og nysgerrig hjort i Nara

Hvad det kulinariske angår, er her noget for enhver smag og pengepung. Alt fra friskfanget fisk på markedet til dyrt Kobekød på en af de mange michelin restauranter. Og så kan den grønne matcha te fås i mange varianter og folk står i gigalange køer, for at få den sidste nye bubble tea på markedet. Her er mange madtraditioner og de er stolte af dem, og med god grund. Herfra går turen videre til sidste destination i Japan – Kumano Kodo, som er en gammel og meget berømt pilgrimstur på halvøen Kii Peninsula.

Læs om vores 3 ugers rute i Japan her.

Følg også med på Instagram og Facebook, hvor der ligger mange billeder fra vores 4 måneders rejse – og fra alle mulige andre rejser 🙂

Vi ses,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.